Vejen til helvede er brolagt med gode forsætter. Det ordsprog kommer man i hu efter at have læst 'Turen går til EU'. For naturligvis er unionen grundlæggende god, det er jo Politikens EU-redaktion, der står bag publikationen, der er velvilligt sponsoreret af bl.a. Europaparlamentet, en god reklameinvestering. Når det gælder danske medier og EU er kritisk journalistik en by i Rusland, så det er der ikke meget af i bogen. Undtagelsen er afsnittet om landbrugspolitikken. Det er velskrevet, relevant og præcist. Der er intet håb om, at EU - undtagen hvis det lykkes hele den øvrige verden gennem WTO at vride armen om på unionen - vil afvikle vanviddet. Til gengæld er afsnittet om udvidelsen det rene mikrofonholderi. Hvis det er så vidunderligt for ansøgerlandene at lade sig indlemme i unionen (efter at de fleste af dem lykkeligt har frigjort sig fra en anden union), hvordan kan det så være, at modstanden mod medlemskab er betydelig og stigende i disse lande? Svaret blæser i vinden, for EU-modstandernes argumenter nævnes ikke med et ord. I det hele taget er forfatterne tydeligvis mystificeret af den massive modstand og modvilje mod EU, der i voksende grad kan konstateres i EU-landene. Det falder dem ikke ind, at modstanden måske stiger i takt med, at EU centraliserer alle beslutninger vedrørende borgernes hverdag. Bl.a. gennem illustrationer fremstilles modstanderne som autonome voldsmænd eller fremmedangste nationalister. Det nævnes ikke, at modstanden bestandigt og overalt er stærkest blandt økonomisk, socialt og uddannelsesmæssigt underprivilegerede, og tilslutningen størst hos overklassen.