0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Den 'gode' union

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Vejen til helvede er brolagt med gode forsætter. Det ordsprog kommer man i hu efter at have læst 'Turen går til EU'.

For naturligvis er unionen grundlæggende god, det er jo Politikens EU-redaktion, der står bag publikationen, der er velvilligt sponsoreret af bl.a. Europaparlamentet, en god reklameinvestering. Når det gælder danske medier og EU er kritisk journalistik en by i Rusland, så det er der ikke meget af i bogen.

Undtagelsen er afsnittet om landbrugspolitikken. Det er velskrevet, relevant og præcist. Der er intet håb om, at EU - undtagen hvis det lykkes hele den øvrige verden gennem WTO at vride armen om på unionen - vil afvikle vanviddet.

Til gengæld er afsnittet om udvidelsen det rene mikrofonholderi. Hvis det er så vidunderligt for ansøgerlandene at lade sig indlemme i unionen (efter at de fleste af dem lykkeligt har frigjort sig fra en anden union), hvordan kan det så være, at modstanden mod medlemskab er betydelig og stigende i disse lande? Svaret blæser i vinden, for EU-modstandernes argumenter nævnes ikke med et ord.

I det hele taget er forfatterne tydeligvis mystificeret af den massive modstand og modvilje mod EU, der i voksende grad kan konstateres i EU-landene. Det falder dem ikke ind, at modstanden måske stiger i takt med, at EU centraliserer alle beslutninger vedrørende borgernes hverdag.

Bl.a. gennem illustrationer fremstilles modstanderne som autonome voldsmænd eller fremmedangste nationalister. Det nævnes ikke, at modstanden bestandigt og overalt er stærkest blandt økonomisk, socialt og uddannelsesmæssigt underprivilegerede, og tilslutningen størst hos overklassen.


Modstanden er ikke blevet ringere på venstrefløjen, men den har bredt sig til højrefløjen, og den er større hos de unge end hos de midaldrende. I øvrigt er den en folkesag: Naturligvis vil EU-staten få sine nationale selvstændigheds- og befrielsesbevægelser.

»EU er historisk set en helt ny form for samarbejde mellem selvstændige nationer«, hedder det. Vel er det ej: EU er en stat, der nu er på vej til at få sin forbundsstatsforfatning. Konventsformand Giscard d'Estaing havde faktisk ret, da han sammenlignede med USA's forfatningstilblivelse i 1787. Endnu i det 19. århundrede havde kantonerne i det schweiziske edsforbund eget diplomati, hvad der ikke hindrede, at Schweiz var en stat.

Men bogens forfattere er ikke nået længere, end at de kan skrive: »I praksis har Europaudvalget vist sig at fungere på den måde, at Danmark stort set gennemfører de regler, der vedtages i EU«. Ja, hvad ellers? Kender man ikke begrebet 'EU-rettens forrang'?

En spade må ikke kaldes en spade. Derfor »konstaterer« man på den ene side, at frygten for europahæren var ubegrundet, mens man på den anden side refererer opbygningen af en fælles EU-militærmagt på foreløbig 60.000 mand til indsættelse overalt på kloden, hvor EU føler sine interesser truet (og i øvrigt eventuelt uden FN-mandat).

En central del af EU-kritikken er rettet imod EU's ambitioner om at blive en supermagt og agere som sådan. Den er også rettet imod EU's manglende globale solidaritet, den faldende ulandsbistand og den - også på mange andre områder end landbruget - hårdkogte protektionisme.

Denne del af EU-modstanden refereres overhovedet ikke af forfatterne, skønt der klart tegner sig en udvikling, hvor USA og EU hver for sig eller sammen og »om fornødent« anvender militær magt for at beherske verden.


Sådan er der så meget. Man giver beskæftigelsesministeren ret i, at »den danske model« ikke er truet, selv om EU-direktiver i en lind strøm fjerner arbejdsmarkedets selvforvaltning. Og man praler af at have »afsløret« britiske embedsmænds forsøg på at advare Danmark imod at fjerne vetoretten på socialområdet. Man fatter ikke en brik af det, der er ved at ske.

Dog får man antydet, at unionen vil få en valgt formand, at de hidtidige officielt 'mellemstatslige' samarbejdsområder: udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitik samt retligt samarbejde vil blive overstatsligt. At unionsborgernes rettigheder vil blive defineret i forfatningen. At 'kompetencekataloget' vil blive fleksibelt som en ladeport, at unionen vil få afgørende større magt over hele den økonomiske politik, og at den resterende vetoret vil forsvinde.

Men ligesom unionen i sin tid ikke måtte kaldes en union, og europahæren ikke skal kaldes en europahær, således må forfatningen helst kaldes en 'grundtraktat', og Europas Forenede Stater må ikke hedde Europas Forenede Stater.

Når dette er sagt, skal det retfærdigvis fastslås, at bogen er et nyttigt opslagsværk for den, der søger konkret information af faktuel karakter og viden om beslutningsgange og EU-kulturen. Den er i vidt omfang et koncentrat af de seneste års Politiken-reportager om EU. En alsidig og objektiv beskrivelse af unionen for den ærligt søgende er den ikke. Det kunne den være blevet, hvis redaktionen også havde omfattet EU-modstandere.