0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Halvvejs til solen er også en rejse

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Allerede da Sort Sol eller Sods, som (punk)gruppen hed dengang i 1978, skulle indspille debutalbummet 'Minutes To Go' var inspirationen mangesidig og mærkbar.

For eksempel tog sange som 'Pathetic' og 'Flickering Eyes' afsæt i Velvet Undergrounds univers. På gruppens seneste reelle album, 'Snakecharmer' fra 2001, er balladen 'I'll Take Care Of You' løftet fra Gene Pitneys '24 Sycamore' fra 1973.

Sådan kunne man blive ved med at rode i gamle pladekasser og sammenligne. Hvilket den tidligere DR-journalist Jan Poulsen så har gjort i sin uhyre grundige bog om dansk rocks mest spændende gruppe, 'Under en Sort Sol'. Med en ægte diskofils videnskabelighed har Jan Poulsen fundet det, der ofte er mere end blot informationskilder til Sort Sols sange.

Dette musikalske detektivarbejdet er måske den egentlige sensation i Jan Poulsens bog. Her skal man til gengæld ikke forvente at finde snavsede afsløringer af eksempelvis det stofmisbrug, som også er en stor del af gruppens ballast og baggrund. For da slet ikke at tale om personerne i gruppen og deres nogle gange bizarre indbyrdes relationer.

Om man overhovedet kan kalde afsløringerne og afprøvningerne af Sort Sols musikalske og på anden måde kunstneriske inspiration en sensation, er naturligvis en smagssag. For det første har Sort Sol, der i høj grad består - og i hvert fald har bestået - af musikalske nørder med stor forkærlighed for det bibliofile og antikvariske, aldrig lagt skjul på de mangeartede påvirkninger.

For det andet har gruppen altid formået at optage inspirationerne i sit helt eget univers i de mange flertydige lag af musik, magi, poesi, dæmoni, erotik og skønhed, der adskiller Sort Sol fra alle andre danske rockbands.


For fans af Sort Sol og rockmusik i al almindelighed er analyserne af Sort Sols musik, titler og pladecovers dog spændende læsning. Ofte bidrager de i den sammenhæng meget åbenhjertige eks-sole, Peter Peter og Knud Odde Sørensen, i interview i bogen til den musikalske oprydning, der er helt relevant.

Ligesom den meget vidende, velorienterede og engagerede fortæller Jan Poulsen giver sig plads til at fortælle om den musikalske samtid undervejs i Sort Sols efterhånden 25 år lange karriere. Og for folk uden den store indsigt i rockscenen og for eksempel pladebranchen er der solid information at hente her.

Mens Jan Poulsen holder sig lidt for fri af personligt fnidder internt i gruppen, er han ikke bange for at trække tæppet væk under eksterne hovedpersoner som for eksempel produceren Kim Hyttel, der stod for gruppens gennembrud 'Flow My Firetear'.


Til gengæld kan man i høj grad diskutere rimeligheden i den minutiøse gennemgang af alle medlemmernes forskellige projekter - Knud Oddes malerier og udstillinger, Steen Jørgensens teaterarbejde, Peter Peters solokarriere og så videre. Det er med til at gøre bogen meget længere, end den behøvede.

Hvilket er ærgerligt, for historien om Sort Sol er spændstig nok i sig selv. Optakten er flot - punkens historie genfortælles fornemt, og Jan Poulsen tager fat i de fire vidt forskellige rødder, der mødtes og debuterede på Rødovre Statsskole. Slutningen på bogen er lige så hæsblæsende og intens.

Her lægger Jan Poulsen virkelig i kakkelovnen, og bogen ender som en regulær gravskrift over i hvert fald den musikalsk og kunstnerisk interessante rockgruppe ved navn Sort Sol.

Her skærer forfatteren igennem og fortæller den historie, som nok har været antydet flere gange i dansk presse, men aldrig er foldet ud af de musikjournalister, der for flertallets vedkommende har et nærmest andægtigt forhold til netop Sort Sol.

Nemlig historien om, at gruppens senest ankomne medlem, guitarist Lars Top-Galia, langsomt har taget magten i samarbejdet med en ifølge Jan Poulsen konfliktsky sanger, Steen Jørgensen. Resultatet er, at først gruppens opfindsomme, sprælske og visionære guitarist og musikalske mastermind Peter Peter (Schneidermann) måtte gå i 1995, fulgt af det kompositoriske es Knud Odde Sørensen i fjor.

Tilbage er så trioen med Jørgensen, Top-Galia og den fremragende trommeslager Tomas Ortved, som ifølge bogen er den næste, der smides ud. Jan Poulsen fortæller med hjælp fra John Stage, som har været studietekniker, guitarist og programmør for Sort Sol, hvordan Lars Top-Galia snød Tomas Ortved til at tro, at hans trommer skulle med på indspilningen af den gamle Moody Blues-klassiker 'Nights In White Satin' ved konstant at have et bånd liggende klar med trommerne, som kunne sættes i gang, hvis Ortved besøgte gruppens studie på Holmen.

Jan Poulsen anklager gruppens pladeselskab, Universal, og det nu krakkede managementfirma Rock On og dets direktør, Niels Lindgreen, for ikke at have stoppet det interne kævl i gruppen. Og han ser ingen fremtid for det tilbageværende trekløver, der kommer til at savne Knud Oddes kompositioner og ganske langsomt har solgt ud af gruppens gamle punkidealer og omdannet Sort Sol til en forretning.


I det afsluttende kapitel spørger Jan Poulsen direkte: »Skulle gruppen så havde kastet håndklædet i ringen da Knud (Odde, red) gik? Ja, det skulle den, men ikke fordi Knud er uerstattelig i Sort Sol, for det er ingen.

Men de resterende medlemmer skulle have benyttet lejligheden til at stoppe op og spørge sig selv, om ikke missionen var fuldført. Om ikke den havde opnået alt, hvad den havde turde drømme om. Gruppen havde taget hele turen fra at være en beskidt punkgruppe over perioden som det smukke og respekterede rockorkester til at være landets mest potente underholdningsband. Hvad mere ville der være at opnå?«.

Sådan lyder forfatterens spørgsmål, og svaret fra Poulsen er klart nok: intet.

Om det er rigtigt, kan kun de tilbageblivende medlemmer i det hårdt sårede rockorkester vise. 'Under en Sort Sol' er på mange måder en fin bog, men også kun den halve sandhed om Sort Sol.

Dels er vægten lagt for lidt på det musikalske i gruppens univers, dels er Poulsens historie og holdninger i den næsten udelukkende baseret på interview med de frafaldne Knud Odde og Peter Peter. De nuværende medlemmer af bandet har med enkelte undtagelser fra Steen Jørgensen nægtet at medvirke.

Den anden halvdel af den historie, som slet ikke har ført til indfrielsen af det potentiale, der ligger i Sort Sol som også et internationalt anerkendt rockband, mangler vi fortsat.

Måske kommer der snart en bog mere fra en kritiker, som i lighed med Jan Poulsen er tidligere formand for gruppens fanklub, nemlig Ekstra Bladets Thomas Treo, der er ligeså ensidig i sin ros til Sort Sol, som han er i sin kritik af andre. Det er dog næppe heller herfra, man skal forvente at høre sandheden om det orkester, der så mange gange har henrykket og forundret det danske publikum.

At være halvvejs til solen er fint nok. Men hvis noget orkester i dansk rock har fortjent at dele hele historien med sit publikum, er det Sort Sol.