Kai Sørlanders grundsandhed er logikkens forbud mod selvmodsigelser - men for ham er det ikke blot et alment princip, men tillige hans aksiom. For hvis vi skal spekulere os til et sæt af uomgængelige grundbegreber i enhver mulig verden, så skal det være betingelser, som ikke kan benægtes uden selvmodsigelse Og hvis Sørlander ligefrem kan udlede sine grundbegreber af selve dette princip, ja så har han jo dermed også vished for, at disse grundbegreber vitterlig er uomgængelige. Først viser han, at kendskab til modsigelsesprincippet i virkeligheden består i at kende betydningen af ordet 'ikke': Thi hvis nogen bedyrer at det skam er sandt, både at der står en elefant i entreen, og at der ikke gør det - så har vedkommende simpelt hen misforstået betydningen af ordet 'ikke'. Når vi nu har et begreb om påstande, der altså enten er sande eller falske, så kan vi gå videre og spørge, hvordan en påstand må se ud. Jo, der er et subjekt samt et prædikat som tilskrives eller fraskrives subjektet; og prædikatet kan også være en relation såsom Jordens afstand til Månen. Men hvordan når vi frem til virkeligheden? Jo, virkeligheden svarer til en bestemt type udsagn. Nogle udsagn er logisk inkonsistente og er 'umulige'; men omvendt er selve denne påstand om den umulige sandhed af selvmodsigende udsagn en 'nødvendig' sandhed. Men så er der endelig en tredje kategori af 'mulige' udsagn, som hverken er sande eller falske med nødvendighed, og som vi ikke kan afgøre spekulativt. Og voila, der har De virkeligheden, der som bekendt kunne og burde være meget anderledes. Vi tilbyder vore abonnenter ti gratis prøvetimer.