Maja Lisa Engelhardt kunne ikke ønske sig nogen bedre skribent end Henrik Wivel. Han indleder med et smukt og skæbne-klingende forord om Selma Lagerlöf (!) og formår i sin elegante, lærde stil at udmale en rummelig biografisk tolkning for Maja Lisa Engelhardts koloristiske og harmoniske landskabsmalerier. En spændende tekst om kunstnerens tragiske barndom underlagt en rasende bohemefar med bristede illusioner og en alkoholiseret mor. Maja Lisa var den største af tre søstre og dermed også den, der måtte tage ansvaret for familien. Et ansvar hun følte tungt sammen med en fortærende vrede mod forældrenes svigt. Er vreden søjlerne i Wivels tolkningsrum, så lægges gulvet på naturiagttagelsen, den natur som omgav barndomshjemmet, og som gav Maja Lisa en god verden, hvor hun kunne samle kræfter til at udholde den onde. Taget, der udspændes over det hele, er Johan Thomas Lundbyes romantiske landskabsmaleri. Hun møder det i skoleårene og bliver dybt berørt. En åndsbroder kalder Wivel ham. For i begge malersind går landskab og følelser i et. Efter udmalingen af Maja Lisa Engelhardts tunge barndom, kan Wivel herefter koge hendes maleri ned til et møde mellem et romantisk harmonisøgende landskabsmaleri og et rasende abstrakt, gestisk ekspressivt maleri, der spytter og sprøjter. Det er rigtigt nok. Det er muligt at se de fleste af hendes billeder i denne optik. Men de to bevægelser er også ganske rummelige. De kunne indkredse den meste abstrakte kunst. Den angiver ikke karakteren af hendes malerier. Så han går videre og præciserer på samme storladne vis forhold mellem lys, stof og figurer, landskab og mytologi og tro i hendes maleri. På forførende, forblændende vis får Henrik Wivel sagt det pæne, der er at sige om Maja Lisa Engelhardts maleri. Således åbnede teksten mine øjne for, at der trods alt er en anden bevægelse på spil i billederne end det harmonisøgende. Men de altid centrale motiver, den ubeslutsomme udnyttelse af hele paletten og det uoriginale eller (for en mindre hildet beskuer) bagstræberiske i teknik og motiv lukker Wivel diskret øjnene for: Det er hendes traditionsbundne arv. Han udmaler et stort følsomt rum omkring billederne, men tester ikke deres modstandskraft. Det kan man synes er et urimeligt krav, en tolkning er vel ikke en videnskabelig tese, der skal afprøves? Jeg vil nøjes med at sige, at det på mange måder er en flot bog.