Alt, hvad Åsne Seierstad bad om, skulle blive opfyldt, da den norske journalist sidste vinter flyttede ind hos sin ven, Sultan Khan, boghandleren i Kabul. Det havde Sultan Khan befalet sin familie. Senere fik Seierstad at vide, at han også havde truet med at straffe den, der ikke respekterede hans bud. Og vé den, der svigter sin families ære. Seierstad har nu skrevet gæstens bog, som unægtelig er mere end en traditionel gæstebogs lovprisning af værtskabet. Hun blev som vesterlænding modtaget som et slags tvekønnet væsen, der både kunne færdes blandt hjemmets kvinder og sidde med, når storfamiliens mænd slog råd op. Hun kunne bære den altdækkende lyseblå burka, når hun følte trang til at undslippe uønsket opmærksomhed, og hun kunne også opleve befrielsen ved selv at betemme, hvornår hun ville ud af dens kvælende indelukke. Nej, en lovprisning af hverken Kabul eller Afghanistan bliver det ikke til. Sjældent har Seierstad følt sig så arrig, så vred, så provokeret af noget værtskab. Og aldrig har hun oplevet så provokerende en ringeagt af sit køn. Men den vesterlandske oprindelse og burkaen gør det muligt for hende at leve sig helt ind i Afghanistan og Sultan Khans byfamilie. Hendes metode er journalistisk - hun spørger, de svarer, om end det ofte går modsat for sig - men hendes stil er litterær, og det er hendes enorme fortjeneste, at hun forvandler afghanere fra tal i krigens statistik til en families nøgne og mangfoldige skæbner, der forsøger at komme fri af konfliktens ruiner, ind imellem også af samfundets strenge krav.
Gæstebog fra Kabul
Lyt til artiklen
