I en ny antologi af litteratur- og idekritiske tekster søger Marianne Stidsen at genoplive det forkætrede begreb postmodernisme. Det er synd, for det virker helt overflødigt og problematiserer blot hendes ellers oplysende nærlæsninger af samtidslitteraturen. Postmodernisme er mange ting. Så mange ting, at man skal vare sig for at benytte begrebet uden en detaljeret redegørelse for, i nøjagtig hvilke henseender man tænker det. Og ikke mindst hvordan man forstår det som en modsætning eller forskel til en modernisme. 'Postmodernisme' findes inden for stort set alle vidensarter: politik, historie, sociologi, økonomi, litteratur, arkitektur, billedkunst, kønsidentitet og meget mere. Man skelner mellem postmodernitet som et uomgængeligt vilkår og postmodernisme som en kulturel strategi, man frit kan vælge. Nogle gange forstås den epokalt, enten som tiden efter 1968 eller herhjemme især som tiden fra 1980'erne og frem. Betragter man det som en indstilling eller kulturel strømning, ja så er den romantikkens arvtager ind i moderne tid, modernismens skæve tvilling. Og så kan man efter 'behag' gøre den op til 100 år gammel. Man skal holde tungen lige i munden, når man bruger de store betegnelser, og det passer ikke Stidsen, der i sin punkattitude helst har den langt ud af halsen.
Grænseløs kritik
Lyt til artiklen
