0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Antiamerikanismens darling

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Scott Ritter finder ikke Irak værd at slås for. Det sagde den tidligere amerikanske soldat i Kuwait-krigen og tidligere FN-våbeninspektør på et møde i Politikens Hus for nogle uger siden. Han fandt også USA's militære trusler mod Irak i strid med Folkeretten og anbefalede, at våbeninspektørerne blev sendt tilbage til Irak, frem for at USA gik i krig.

Hvis resultatet af våbeninspektionen bliver et nyt FN-besluttet opgør med Saddam Hussein, ville Ritter dog være klar til at trække i amerikansk uniform igen, såfremt hans præsident beder om det, selvom Irak altså ikke er det værd.

Nu har Ritter nærmest fået det som ønsket. FN har genoptaget sin våbeninspektion, som Ritter tjente i 1990'erne. Så folkeretten er kommet på plads.

Det er sket, siden William Rivers Pitts lille pamfletbog med et interview med den iltre Scott Ritter gik i trykken. I bogen gentager Ritter sin gamle opfattelse af, at han og de andre inspektører frem til 1998 i det mindste fik has på 90-95 procent af Iraks masseødelæggelsesvåben. Det er muligt. Men kan også være forkert, for hvordan beregner man andele af en ukendt masse?

Men se, dét er i Scot Ritters optik lige meget, for han er overbevist om, at amerikansk overvågning i de mellemliggende år ville have afsløret Saddam Hussein i ethvert forsøg på at genoptage produktionen af de farligste masseødelæggelsesvåben og fremføringsmidler.

Det vil den netop gentagne våbeninspektion forhåbentlig afklare. Ritter er villig til at tage chancen og er med sin temperamentsfulde kritik af Bush- kampagnen blevet en darling for tidens antiamerikanisme.

Hans beskrivelse af Irak i det 20. århundrede bygger »først og fremmest« på analyser af Ramsey Clark, den tidligere amerikanske justitsminister, der er blevet kult blandt antiamerikanismens fremmeste konspirationsteoretikere - og som i dag bruger tid på at anbringe Saddam Hussein og andre krigsforbrydere som Milosevic i et pænt lys.


Ritter og William Rivers Pitt har ellers ikke noget tilovers for Saddam Hussein. De kalder ham både despot og diktator og minder om hans undertrykkelse af sine egne og hans brug af kemiske våben mod fjender udefra og kritikere indefra.

Mens dels minder de ganske sandfærdigt om, at USA i 1980'erne hjalp med at bevæbne Saddam Hussein, hvad der næppe gør nogen forskel for undertrykkelsens ofre, dels er det efter deres opfattelse ikke USA's opgave at stikke Bushs næse i Iraks indre affærer.

Det sidste ville være en god diskussion værd. Det er ikke mange år siden, gode demokrater krævede sanktioner mod Sydafrika og Chile og før dét Grækenland, det kræves stadig mod Burma, ligesom det blev opfattet som racistisk at frakende sydafrikanere eller nogen anden retten til demokrati.

Det overvejes i tilfældet Irak knap nok af Scott Ritter og William Rivers Pitt, måske fordi deres vrede mod USA er så stærk, at irakeres krav på et alternativ til Saddam Hussein får mindre betydning, måske, som Ritter sagde i København, fordi Irak ikke skulle være værd at slås for.

Hans lille bog er folkeretligt overhalet af udviklingen i sikkerhedsrådet. Den er værdimæssigt en hån mod irakiske dissidenter. Den er faktuelt bygget på en i heldigste fald begrundet optimisme, i værste fald på en tillagt naivitet, al den stund ingen - heller ikke Ritter - reelt kan vide, hvilke våben Saddam Hussein har skaffet sig siden våbeninspektørernes sidste runde.

Men hvis Ritter har ret, vil Saddam Hussein nu vise FN, at Irak ikke har flere masseødelæggelsesvåben tilbage, så sanktionerne kan ophæves, og irakerne derefter kan få det så godt, at de får kræfter til selv at vælte Saddam Hussein, frem for at Scott Ritter påny skal trække i uniform. Det hænger ikke helt sammen, men bogen sælger fabelagtigt i land efter land.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce