0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

På Skibbys kontor

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Alle husker Bjarne Riis' sejr i Tour de France 1996. Han havde go'e ben. Men tænk så på Brian Holm, hjælperytteren, der gennemførte flere etaper med eksende knæ og en sådan gang mavekuller, at den mindste mundfuld vand udløste en kaskade af opkast. Ingen turde cykle i nærheden af ham af skræk for bræk. Tænk, at han gennemførte.

Jeg har altid været fan af Holm. En fandenivoldsk cykelrytter med denne her særlige, lidt sindssyge lyst til at overskride smertegrænser, som de fleste dødelige helst holder sig langt væk fra. Selvfølgelig hedder hans erindringsbog 'Smerten Glæden', og forstår man ikke det, så forstår man ikke cykelsport.

Når Brian Holm blev interviewet ved afslutningen af en Tour-etape var han altid noget mere fåmælt end Jesper Skibby, og ofte var han medtaget som bare fanden. Men han havde gjort det igen, gennemført og mere til, og med en blanding af mimik og knappe bemærkninger ud gennem dagens lag af støv, sved og hudafskrabninger lod han forstå, at han udmærket var klar over det klaprende vanvid. Man havde altid en fornemmelse af, at der var et niveau 2 i denne her intelligente rytter.


Det var store år, da Brian Holm og Jesper Skiby, men også Per Pedersen, John Carlsen, Johnny Weltz, Rolf Sørensen, Søren Lilholt og Bjarne Riis gjorde de europæiske landevej usikre.

På lange og kedelige etaper sad de ofte sammen nede bagest i feltet og snakkede og drak colaer, og hvis man lige husker på, at de herrer altså ruller af sted med godt 50 kilometer i timen, så værdsætter man deres interne betegnelse for denne del af feltet: Skibbys kontor.

Holm fortæller om en hård dag på kontoret, et sted i det franske Centralmassiv, hvor de alle sammen stod så hyggeligt og tissede i vejkanten, da feltet pludselig satte vildt af sted, fordi der blev angrebet forrest.

Efter halvtreds kilometers jagt, banden og svovlen gik det op for kontoristerne, at det var Per Pedersen, der havde angrebet for at sætte lidt fut i kontoret. Dagen efter, men heller ikke før, syntes de, det var ret sjovt.


Brian Holm har et dejlig ironisk forhold til cykelshowets mange fikse ideer. I årevis åd alle røde bøffer til morgenmad ligesom den evige vinder, Eddy Merckx: »Sådan en steak gled ligesom ikke let ned klokken 7 om morgenen. På den anden side var jeg glad for, at Eddy ikke havde spist hjerte eller kogt torsk til morgenmad«.

Men der var også en periode, da man stik modsat begyndte dagen med salat og knækbrød, fordi rygtet gik, at det var Bjarne Riis' morgenmad under Giro d'Italia. For tiden spiser alverdens cykelryttere morgenspaghetti ligesom Lance Armstrong: Vinderen har altid ret. Og Holm har hele sit cykelliv sovet med lange underbukser på og benene opad uden rigtig at vide hvorfor - vel vidende, at det stiller visse krav til cykelrytterkæresterne.

Kæresten var det, der satte en stopper for Brian Holms karriere den morgen, hun overraskede ham hyggeligt gumlende med et stykke franskbrød i den ene hånd og en kanyle i den anden hånd, så han jævnt kunne pumpe et leverrensende stof ind i armen. Ikke ulovlig doping, men alligevel: »Hendes vantro blik« var nok til, at cykelrytteren gjorde sig klart, at kæden var hoppet af.

Nu forsøger Brian Holm sig så ligesom alle vi andre med »det civile liv«. Ak, kedsomheden: »... det mest spændende, der skete for mig, året efter jeg stoppede, var, at Nordre Fasanvej blev lukket på grund af vejarbejde«.

Men det civile liv skal jo leves. Og jeg synes, det bliver lidt lettere af, at sådan nogen som Brian Holm findes.