0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Vildledende vuggende vers

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Gud fri enhver ung Pige for at blive forelsket i en Lyriker!«. Sådan skrev en ældre dame i 1933, 36 år efter at hun selv havde afsluttet et forhold til en af Danmarks største lyrikere, Holger Drachmann.

Men hvorfor skulle Gud dog fri den unge pige fra lyrikeren? Fordi han med sine vuggende, indsmigrende vers kan lokke pigen i sine garn, sådan at hun har svært ved at finde ud igen.

Den ældre dame, der kom med udbruddet, hed på det tidspunkt Amanda Gerlach, men sådan kendes hun ikke i litteraturhistorien. Her hedder hun Edith, og Edith er ved siden af Ewalds Arendse den mest berømte digtermuse, vi har.

Edith eller Amanda var, hvad enhver kan forsikre sig om ved at kigge på billederne af den unge Edith i bogen 'Ediths historie' bedårende smuk, så der er ikke meget at sige til, at den pigeglade Holger Drachmann faldt for hende, da han så hende i den varieté, hun optrådte i ude på Frederiksberg i etablissementet, der lidt senere kom til at hedde Lorry.

Hun var da 21 år, Drachmann 47 og gift for anden gang. Hans kone hed Emmy, og hun forlod ham, da hun et par år senere fik nys om forholdet til Amanda. Drachmann havde længe forstået at holde sin kone hen i uvidenhed, men så brød balladen ud, parret blev skilt, og i de næste ti år holdt Edith og Holger sammen. De levede i udlandet uden ret mange penge og lyst i band af familien.

Men i længden kunne Drachmann ikke styre sig, han hørte til de absolut letantændelige, og han faldt for den festlige, lutspillende Bokken Lasson. Edith blev vanvittig jaloux, forsøgte at drukne sig i Elben, blev reddet - men eventyret med lyrikeren var forbi!


Heldigvis var der andre mænd, der kunne se hendes kvaliteter - for hun havde mange, også ud over sit udseende - så et års tid senere giftede hun sig med en tysk mand og kom til at hedde Gerlach.

Drachmann selv endte med at gifte sig endnu en gang med Bokkens søster, Soffi, og det blev ikke noget muntert samliv, for hun havde, blev det sagt, et meget vanskeligt sind. Kort sagt: Hun var humørsyg, stridbar og ofte direkte ubehagelig. Det er dog lidt svært at have ondt af Drachmann i den anledning.

'Ediths historie', for sådan én havde hun naturligvis, var at få nogle sønner, opleve sin mands tidlige død, leve meget beskedent, se Tyskland forvandle sig og gå en helt anden vej end den, hun ønskede. Hun var socialist, troede på fællesskab og sammenhold, men måtte opleve, at nationalsocialisterne tog over og førte Tyskland ind i en frygtelig krig, en krig, der endte med at bombe hendes hjem i stumper og stykker, blandt andet gik en del Drachmannminder til.

Heldigvis fik hun reddet noget, blandt andet breve, som hun senere solgte til Det Kgl. Bibliotek. Og nu foreligger der en udgave indeholdende en række breve, hun gennem en årrække med mellemrum sendte til familien Bentzon, det vil sige til Povl Bentzon og hans kone Harriet, der var halvsøster til Holger Drachmann.

Disse breve har ligget i en kasse på et loft i mange år, men nu har en slægtning til Povl Bentzon udgivet brevene, der fortæller om Ediths senere liv og om vanskelighederne under det nye styre, som hun ikke kan acceptere, men som hun heller ikke flygter fra.


En del breve er bønner om hjælp af den ene eller anden art, for da Ediths, eller Amandas, mand dør, sidder hun meget hårdt i det. Bønbrevene er ikke hverken krybende eller sleskende uanset hvor dårligt hun har det, er der en smuk værdighed over hende.

Det sidste brev handler om et af bombardementerne over Hamburg, hvor hendes hus rammes, og hun mister så at sige alt. Det, der smerter hende mest, er tanken om, at hendes bøger »med de kærlige Ord, skrevne af den fine Haand i Sangenes Bog: »Til hende, hvem jeg skylder alt!««, er gået tabt.

Den lille samling breve, der fortæller om et vanskeligt, men smukt levet kvindeliv, afsluttes med en efterskrift af Lise Præstgaard Andersen, der trækker nogle historiske linjer op og søger at præcisere, hvad der var det enestående ved Drachmanns poesi.

De her udgivne breve lægger ikke noget til forståelsen af Drachmanns digtning, men fortæller en lidt sørgelig kvindehistorie med en både smuk, intelligent og rank kvinde i centrum. 'Ediths historie' hører absolut til i den litterære småtingsafdeling, men her skal den være velkommen.

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu

Køb abonnement

Annonce