Om to uger går israelerne til valg i skyggen af den mest voldelige periode, de har gennemlevet i fredstid. Valgets overordnet spørgsmål: hvilket af de to dominerende politiske partier, Arbejderpartiet og Likud, kan bedst sikre civilbefolkningen imod den palæstinensiske terrorisme. I mange israeleres øjne er det nødvendigt med en kontant bekæmpelse af selvmordsbomberne og snigskytterne. Som situationen tegner lige nu får den nuværende premierminister Ariel Sharon fornyet sit mandat hos et flertal af vælgerne. Volden er ganske vist blevet mærkbart forværret under hans toårige embedsperiode, men når det drejer sig om en eksistenskamp, sådan som mange israelere giver udtryk for, at deres land befinder sig i, så er en hård knytnæve at foretrække frem for en slatten fremstrakt hånd. Hvorfor den ulidelige situation? En væsentlig del af svaret finder vi i seksdageskrigen i juni 1967. Få krige i verdenshistorien har taget så kort tid, er blevet udkæmpet på så lille et område, men har samtidig fået så stor betydning som netop den krig. Besættelsen af Gaza og Vestbredden og spørgsmålet om Jerusalems status er stadig aktuelle stridspunkter i kølvandet på de kamphandlinger, som begyndte, da israelske jagerfly 5. juni for 35 år siden overraskede egypterne og knuste deres luftvåben. I et mastodontisk værk 'Six Days of War' peger den israelske historiker Michael B. Oren på, at krigens egentlige tragedie - hvis man ser bort fra de mange dræbte og hundredtusindvis af især arabiske flygtninge - var, at den udsprang af tilfældigheder. Det var, skriver Oren, krigen, der ikke behøvede at blive til en krig.