0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Realismens nye klæder

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Wien, 1994: Den kvindelige kunstner Elke Krystufek ligger på gulvet foran et levende publikum. Hun er næsten nøgen kun iført lange sorte netstrømper og røde højhælede sko. Hun onanerer.

Tyskland, 1995: Den tyske kunst- og modefotograf Wolfgang Tillmans udtaler om sine snapshotlignende arrangerede billeder af dagligdagsting, et par cowboybukser på en radiator og et kaffefilter i en vindueskarm: »Det er blot en positiv fascination af livet og tingene omkring mig«.

København 2001: Vinderen af første danske udgave af realityshowet Big Brother bliver kåret. Af formiddagspressen bliver hun døbt Dildo Jill.


I det seneste tiår har realismen været en af de store trends i billedkunst, teater, litteratur, film og tv. Men det har ikke været af den gammeldags slags som Gustave Courbets malerier af kunstnere og fattige eller Charles Dickens eller Dostojevskijs fortællinger om samfundets udskud og krogede sind. Realismen i dag har sjældent som mål at vise os medaljens skyggeside. Den ny realisme er generelt ikke kritisk i den forstand, men er ofte rettet mod at skabe rammer for nye virkeligheder.

I det 19. århundredes realisme var der tale om i et kunstnerisk formfuldendt medie at skildre en genkendelig social og psykologisk virkelighed. Ofte i håbet om med stærke følelser at kunne oplyse og ændre denne virkelighed til det bedre.

I den ny realisme er der tale om at bruge virkelige mennesker, virkelige relationer i kunstige, arrangerede omgivelser. En åbning af private rum i det offentlige. At vise de ting vi gør med vores kroppe eller holder fortroligt med vores nærmeste for et nysgerrigt publikum.

I en forstand er det ikke noget nyt i forhold til den tidligere realisme. Man har i dag blot flyttet søgelampen fra samfundets og sindets skygger til kroppens og de mellemmenneskelige relationers mørkeste huller, men ideen er stadig den samme: at sætte lys på det, der før var mørkt.

Men der er stor forskel på kvaliteten og betydningen af de handlinger og iscenesættelser af virkelighed, der udgør den ny realisme. Hvor reality-tv først og fremmest søger at underholde gennem at bringe deltagere og seere i affekt, så er billedkunstens virkelighedssøgere ofte rettet mod lokalt at destabilisere vores vaneforestillinger eller at skabe rum for nye små virkeligheder. Nye steder, hvor mennesker kan mødes og ny musik, der ikke er udtænkt af et markedsføringsfirma, kan opstå.

Eller det kan for eksempel være individet, der gør oprør mod forbrugerismens snævre identiteter, som Elke Krystufek gjorde i ovennævnte performance, hvor hun omgav sig med diverse husholdningsartikler og intime hygiejneprodukter. Forestillingen havde i øvrigt titlen (I can t get no) Satisfaction efter Rolling Stones gennembrudshit.


Redaktørerne Bodil Marie Thomsen og Britta Timm Knudsen skal have ros for at tage emnet op i antologien Virkelighedshunger , der aftegner vidt forskellige nyrealistiske positioner. Generelt kan man sige, at den ny realisme prøver at overvinde den miskreditering begreberne autenticitet og virkelighed fik i 1970 ernes og 80 ernes postmoderne teori.

Ideen var dengang, at alle billeder af virkeligheden skaber en kunstighed, som ikke var der, før de blev billeder, og at vi lever i en vidt udstrakt billedvirkelighed. Hvis billeder selv skaber virkelighed, så kan man jo bruge dem til at ændre virkeligheden, kunne en skrøbelig fælles tese for nyrealismen lyde.

Men bidragene er af meget svingende kvalitet, nogle er dårligt skrevet og redaktørerne selv optræder med flere såkaldte e-mail-interview. Det er en slap kommunikationsform, der ikke egner sig til at komme på tryk.

På den store plusside tæller lektor og ph.d. i filmvidenskab Anne Jerslevs (som altid) kyndige analyse af realitygenren. Adjunkt og ph.d. i moderne kultur Mette Sandbye skriver med fotohistorisk tyngde om den Louisiana-aktuelle Wolfgang Tillmans og hans nysgerrige snapshotrealisme. Og det er adjunkt og ph.d. i kunsthistorie Rune Gade, der godt og vidende skriver og interessant (om end måske en lille smule for venligt) udlægger Elke Krystufeks sammenblanding af intimsfære, kunstrum og pornobar.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce