0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Den kunstige stat

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Iraks korte historie som stat ligner på flere måder beretningen om Frankenstein: Det er nemlig ikke alene en kunstig opfindelse. Det er også en opfindelse, der har vist sig stadig mere ustyrlig og stadig mere skræmmende for dens modstandere. Om det nogensinde vil blive anderledes, kan man kun gisne om, men man kan have sine tvivl.

Tvivlen bliver på ingen måde mindre af at læse den britiske specialist Charles Tripps komprimerede, men både læseværdige og indsigtsfulde bog om Iraks historie, 'A history of Iraq'.

Det er en bog, der bringer læseren tilbage til det osmanniske rige, hvis ledere næppe havde gættet på, at der ud af det gamle Mesopotamien skulle opstå en stat ved navn Irak. Men det skulle der som bekendt.

Staten blev til med den vilkårlighed, der i flere tilfælde kendetegnede vestlige kolonimagters grænsedragninger efter Første Verdenskrig, og som i tilfældet Irak indebar dannelsen af en multikulturel stat med en arabisk-sunnimuslimsk elite, der dominerede det store befolkningsflertal af shiamuslimer mod syd og det store kurdiske mindretal mod nord.

Hvad der endte med at sammenknytte dette område fra den nordirakiske by Mosul nær Tyrkiet til den nuværende hovedstad Bagdad og den sydlige by Basra nær Iran og Kuwait i en og samme stat var, at britiske soldater tog kontrol med disse byer under Første Verdenskrig.

Det ville være for meget at sige, at der fra start lå en samlet britisk plan for området, men historien magede sig sådan, at det nuværende Irak opnåede status som selvstændig stat i 1931 efter en dramatisk periode som britisk mandatområde.


Kunstprojektet indebar, at skiftende magthavere fra tidligere konger til senere præsidenter satsede på opbygningen af stærke hære, som dels kunne forsvare nationalstaten mod udefra kommende fjender, men som så sandelig også kunne holde sammen på landet, hvor separatister i det olierige Kurdistan har ført en stædig kamp for autonomi, og hvor klaner og lokale stammeledere har haft en rig tradition for at have egne styrker med stor våbenmagt. Og hvor den mangefacetterede majoritet af shiamuslimer har udvist skiftende grader af modstand over for styrerne i Bagdad og haft varierende grader af kontakt til den ligeledes shiamulimske nabo og regionale rival Iran.

Hæren er ofte blevet sat ind i en brutal nedkæmpelse af ikke mindst kurdiske separatister og shiamuslimske grupper og har dermed befæstet sin position som garant for Iraks overlevelse som nationalstat. Det har ikke alene haft kolossale menneskelige omkostninger i form af død, undertrykkelse, brutalitet, tortur og overvågning. Det har også givet militæret det store ord at skulle have sagt i forhold til samfundsudviklingen, idet militæret gang på gang har fjernet statsledere, som kom ud af takt med magtfulde officerer og militære ledere.

Eller som Charles Tripp sammenfatter situationen efter 1958, da en gruppe officerer styrtede kongen og omdannede Irak til en republik:

»I et forsøg på at styre staten og bevare kontrollen måtte de følge en logik, som både var drevet af den særlige politik i Irak og den måde, de selv var kommet til magten på. For det første blev konspiration både i og uden for officerskorpset en norm. Sammen med denne fulgte anvendelsen af vold som en sidste mulighed i en statsdannelse, hvor der ikke kun var udtalt uenighed om den politiske substans, men også om reglerne for det politiske spil. For det andet modarbejdede tendensen til centralisering og styring forsøg på at etablere regional og etnisk autonomi, hvilket igen modvirkede forsøg på at repræsentere Iraks mangfoldighed af diverse grupper i enhver form for institutionel ramme«.


Tingene skulle kun blive værre med tiden og tendensen til centralisering af statsmagten kun forøget i takt med den stadig stigende økonomiske betydning af Iraks enorme olieressourcer: Kontrollen over olieindtægter gav magthaverne endnu bedre muligheder for at dele og herske.

Netop dét har Iraks længst siddende hersker, Saddam Hussein, været en sand mester i, siden han kom til magten i 1979 *ts samme år som naboen Iran blev underlagt et præstestyre under ayatollah Khomeini. Han har dog ikke holdt sig til at dele og herske, men suppleret sin magtudøvelse gennem en selv i irakisk sammenhæng brutal undertrykkelse af sin befolkning. Kemisk krigsførelse mod den kurdiske befolkning, blodig krigsførelse mod Iran og siden den amerikansk-ledede alliance i Golfkrigen i 1991 med overvejende shiamuslimske soldater som kanonføde, tortur, henrettelser, meningstyranni og meget andet.

Alt sammen er det noget, der gør Saddam Hussein til en af vor tids største forbrydere mod både sit eget og andre landes folk.

Alligevel har han formået at holde sig ved magten. Dels fordi han har etableret en sindrig magtstruktur, hvor han sammen med en meget lille inderkreds af familie- og klanmedlemmer fra hans hjemstavn i den nordvestlige Takrit-region står i spidsen for en magtelite på omkring en halv million af Iraks i alt 20 millioner mennesker.

Det er en magtelite, som er etableret i et aftalekompleks på tværs af etniske og religiøse tilhørsforhold, idet Saddam Husseins magtbase bygger på belønning af tro væbnere og frygten for straffen for at falde i unåde ved enten selv at sige Herskeren imod eller være for tæt på andre, der gør det.

Selv medlemmer af hans egen familie har måttet lade livet for Herskerens hævn, og det signal er næppe blevet overset af nogen i hele Irak. Saddam Husseins magtbase har imidlertid ikke samme rod i en magtfuld klanbaggrund sådan som tidligere ledere har haft det, al den stund at Saddam Hussein kom fra fattige kår som søn af en jordløs bonde og derfor måtte opbygge sin magtbase fra bunden.

»Han var afskåret fra det afgørende militære netværk, fordi han var uden militær baggrund. Derfor måtte han basere sig på egne ressourcer og instinkter med få betroede omkring sig, være målrettet mod dem, der kunne være brugbare for ham, idet andre blev truet, og alle hans kontakter i øvrigt vævet ind i et net af pligter og overvågning, som kun han havde nøglen til«, skriver Charles Tripp.


Han konstaterer, at der ikke desto mindre var en chance for at skaffe sig af med Saddam Hussein efter Golfkrigen. Men, som mange vil huske, var USA hurtig til at svigte dem, supermagten selv havde opfordret til at gøre oprør. Årsagen? Det var såmænd frygt for konsekvenserne af at opløse det statslige Frankenstein-monster, som USA's vesteuropæiske allierede havde været med til at skabe i al sin imperiale vilkårlighed og arrogance.

»Det stod klart, at USA og andre i og uden for regionen var bange for en fragmentering af Irak, ligesom mange var det inde i selve Irak. De har måske nok set på Saddam Hussein med afsky, men de foretrak stadig tanken om en stærk leder med støtte fra størstedelen af den irakiske hær frem for en mulig opløsning af staten, en borgerkrig eller indblanding fra regionale magter, især Iran«.

Blandt andet derfor sidder Saddam Hussein stadig ved magten, hvor han for længst er begyndt at forberede et magtskifte, der efter alt at dømme skal gøre hans yngste søn, Qusay, til Iraks næste hersker. Medmindre at den truende krig atter en gang ændrer historiens gang i Irak. Om det vil føre irakerne mod nye og bedre tider afgøres helt af den model, der måtte vælges for tiden efter en eventuel krig. Historien turde give sit eget tydelige praj om fremtiden, hvis man atter satser på en løsning, der vil holde militæret i en nøgleposition. Men det kan ingen vel forestille sig ...?