Iraks korte historie som stat ligner på flere måder beretningen om Frankenstein: Det er nemlig ikke alene en kunstig opfindelse. Det er også en opfindelse, der har vist sig stadig mere ustyrlig og stadig mere skræmmende for dens modstandere. Om det nogensinde vil blive anderledes, kan man kun gisne om, men man kan have sine tvivl. Tvivlen bliver på ingen måde mindre af at læse den britiske specialist Charles Tripps komprimerede, men både læseværdige og indsigtsfulde bog om Iraks historie, 'A history of Iraq'. Det er en bog, der bringer læseren tilbage til det osmanniske rige, hvis ledere næppe havde gættet på, at der ud af det gamle Mesopotamien skulle opstå en stat ved navn Irak. Men det skulle der som bekendt. Staten blev til med den vilkårlighed, der i flere tilfælde kendetegnede vestlige kolonimagters grænsedragninger efter Første Verdenskrig, og som i tilfældet Irak indebar dannelsen af en multikulturel stat med en arabisk-sunnimuslimsk elite, der dominerede det store befolkningsflertal af shiamuslimer mod syd og det store kurdiske mindretal mod nord. Hvad der endte med at sammenknytte dette område fra den nordirakiske by Mosul nær Tyrkiet til den nuværende hovedstad Bagdad og den sydlige by Basra nær Iran og Kuwait i en og samme stat var, at britiske soldater tog kontrol med disse byer under Første Verdenskrig. Det ville være for meget at sige, at der fra start lå en samlet britisk plan for området, men historien magede sig sådan, at det nuværende Irak opnåede status som selvstændig stat i 1931 efter en dramatisk periode som britisk mandatområde.