1. februar 1902 åbnede Herberg for Hjemløse Kvinder på Gråbrødre Torv 10 i København, ikke langt fra Herberg for Hjemløse Mænd, der var grundlagt få år tidligere i Dronningens Tværgade. Åbningen foregik i påfaldende stilhed. Initiativtagerne var ikke til stede, idet formanden Vibeke Salicath var højgravid og ikke kunne vise sig offentligt, og åbningen af en institution for kvinder var trods tidens økonomiske opgang og stærke reformvilje ikke nogen offentlig begivenhed. Det private, filantropiske initiativ skulle dog komme til at udfylde en vigtig offentlig funktion i den senere udbyggede velfærdsstat. I 1945 skiftede herberget navn til Kvindehjemmet og flyttede til sin nuværende adresse på Jagtvej 153 B. Opholds- og overnatningssteder for hjemløse borgere har der været brug for i Danmark siden industrialiseringens og de store indvandringers tid i 1890'erne. Dengang byggede velsituerede og gode borgere filantropiske herberger af velgørenhed. I løbet af det 20. århundrede tog den danske velfærdsstat og dens kommuner mere eller mindre velvilligt opgaven på sig, idet interessen for herberger og andre sociale hjælpeinstitutioner voksede i takt med den offentlige sektor. Især i 1970'erne og 1980'erne så en del nye institutioner dagens lys. Det privatdrevne Kvindehjemmet kom under tiltagende offentlig kontrol og støtte. Det var og er landets ældste og største institution for kriseramte kvinder med og uden børn. I dag modtages også voldsramte.
Fra filantropi til social service
Lyt til artiklen
