0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Fra filantropi til social service

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

1. februar 1902 åbnede Herberg for Hjemløse Kvinder på Gråbrødre Torv 10 i København, ikke langt fra Herberg for Hjemløse Mænd, der var grundlagt få år tidligere i Dronningens Tværgade. Åbningen foregik i påfaldende stilhed.

Initiativtagerne var ikke til stede, idet formanden Vibeke Salicath var højgravid og ikke kunne vise sig offentligt, og åbningen af en institution for kvinder var trods tidens økonomiske opgang og stærke reformvilje ikke nogen offentlig begivenhed.

Det private, filantropiske initiativ skulle dog komme til at udfylde en vigtig offentlig funktion i den senere udbyggede velfærdsstat. I 1945 skiftede herberget navn til Kvindehjemmet og flyttede til sin nuværende adresse på Jagtvej 153 B.

Opholds- og overnatningssteder for hjemløse borgere har der været brug for i Danmark siden industrialiseringens og de store indvandringers tid i 1890'erne. Dengang byggede velsituerede og gode borgere filantropiske herberger af velgørenhed.

I løbet af det 20. århundrede tog den danske velfærdsstat og dens kommuner mere eller mindre velvilligt opgaven på sig, idet interessen for herberger og andre sociale hjælpeinstitutioner voksede i takt med den offentlige sektor. Især i 1970'erne og 1980'erne så en del nye institutioner dagens lys.

Det privatdrevne Kvindehjemmet kom under tiltagende offentlig kontrol og støtte. Det var og er landets ældste og største institution for kriseramte kvinder med og uden børn. I dag modtages også voldsramte.


I anledning af 100-året tog hjemmets leder gennem mere end tyve år Eva Truelsen initiativ til et festskrift, der udkom på jubilæumsårets sidste dag med den erfarne historiker Tinne Vammen som researcher. Den unge historiker Pernille Ipsen overtog midt i forløbet noter og manuskriptfragmenter og gjorde bogen færdig.

Det er der kommet en bemærkelsesværdig bog ud af. Bemærkelsesværdig fordi vi får en detaljeret fortælling om et socialt hjems forandring fra velmenende filantropi til offentlig krisehjælp, og fordi vi følger tre bestyrergenerationers metamorfose fra religiøst kald til professionel embedsførelse i særdeles omskiftelige tider.

Bogen kaster også lys over det økonomisk vanskelige arbejde bag filantropisk arbejde af format, og vi lærer på godt og ondt de mennesker at kende, der bar byrderne og trak læsset. Endelig sættes en forsorgsinstitutions hjælp og kontrol i historisk perspektiv i lyset af levende personligheders forandring af stedet fra et hjem til en institution.

Hjemmet skulle og skal yde »et midlertidigt ophold for Kvindehjemmets gæster, kvinder med og uden børn, der står uden tag over hovedet«. Men nogle gæster har været »så dybt sunkne, at de ganske har mistet Evnen til selv at arbejde med paa at komme til Fode«.

Gæsterne skulle selv betale for opholdet, komme i arbejde og få bolig så hurtigt som muligt, og det satte grænser for det humanitære hjælpearbejde: Tiggere og visse prostituerede var ikke velkomne; det var derimod de 'Guds ord fra landet', der kom til hovedstaden for at søge lykken som tjenestepiger, men som i stedet 'faldt i ulykke', fik børn og blev syersker, vaske- og rengøringskoner eller arbejdsløse.

I 1980-90'erne var de kontordamer, sygehjælpere, studerende og grønlændere, i dag udgør indvandrerkvinderne den største gruppe, nemlig 75 procent. Først efter 1980'erne blev Kvindehjemmet også hjem for voldsramte kvinder.

I gamle dage gaves der råd og vejledning om dagen og højtlæsning for gæsterne om aftenen, i dag afholder de selv international café. I gamle dage var stedet båret af filantropisk formynderi, i dag af idéen om social service til strandede skæbner. Kun viljen til at hjælpe er uforandret.


Bogen falder i to dele, hvor første halvdel følger ophavskvinderne Vibeke Salicaths og Valborg Andersens biografier, private tilværelser og offentlige, politiske og kvindefaglige engagement. Anden halvdel følger Kvindehjemmet som institution.

Omskiftelserne fører os med stor detaljerigdom gennem op- og nedture, dagligdag og ledelsesmæssige vanskeligheder. Det er historien om en udsat institution, udsatte kvinder og konstant vaklende økonomi. Det er fortællingen om de svære beslutninger om, hvem der skulle, og hvem der ikke skulle hjælpes.

Det er et værdifuldt historisk kildeskrift, der kommer bag overfladen. Kvindehjemmets ihærdige grundlægger, den konservative politiker og kvindesagskvinde Vibeke Salicath, levede som enlig, men uskilt mor i mange år, og i farten får vi serveret detaljerne fra hendes utro ægtemands kaotiske kærlighedsliv. Det er historie for både husarer og historikere. Historie med kolorit, men i en noget ujævn form.

Birgitte Possing er dr.phil. og direktør for Danmarks Humanistiske Forskningscenter.

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu

Køb abonnement