Der findes ingen kunsthistorie om oldtidens Grækenland. I hvert fald ikke hvis man regner kunsthistoriens emne for at være kulturens mest værdifulde frembringelser. Der er gode grunde til at mene, at de værker, som vi beundrer i dag, fra den græske kultur, ikke var dem, grækerne fandt skønnest eller priste højest. Statuerne, som vi i dag forbinder med græsk kunst, havde for det første en lavere rang end maleriet, som der næsten ikke er overleveret noget af. Og for det andet var de fineste statuer lavet i forgængelige materialer som træ, terrakotta og især chryselefantin (skulpturer iklædt ibenholt og guldblad). Museer verden over er i dag fyldt med græske marmorskulpturer - et materiale, som man i antikken regnede for ganske middelmådigt. Dette er en af flere interessante oplysninger om det, vi kalder skulptur, og som ligger til grund for de overvejelser om begrebet, man gør sig undervejs i det meget store værk 'Sculpture'. En engelsk oversættelse af et over ti år gammelt fransksproget firebindsværk. Det er fire solide bøger i en, og selv om refleksionsniveauet ikke er lige højt gennem alle bogens 1.150 sider, så er der ikke tale om en bevidstløs opremsning af kulturens kendte højdepunkter i den tredimensionale kunst. Man kan nemlig meget vel diskutere formålet med at give en samlet introduktion til skulpturens historie, sådan som det solide værk gør. Giver det ikke en falsk forestilling om skulpturens enhed på tværs af historien, når man samler den i ét værk? Har antikkens religiøse statuer noget som helst med renæssancens mesterværker eller samtidens socialt undersøgende idekunst at gøre?