Terrorbalancen mellem Øst og Vest byggede på den forestilling, at ingen af parterne ville begå selvmord ved at være den første, der trykkede raketterne af. Men med Murens fald er den form for afskrækkelse forældet. Nu er verden globaliseret, staternes suverænitet bliver mere og mere tvivlsom, og terroren er ude af balance. Det så verden 11. september 2001, da en gruppe arabiske mænd hellere end gerne ville begå selvmord og rive tusinder med sig i døden. Nu tales der meget om 'slyngelstater', men faktisk blev ordet først aktuelt efter Murens fald. Før var mange såkaldte slyngelstater også klientstater for en af terrorbalancens to parter. Det problem tager den nu 73-årige, men fortsat utrættelige franske filosof Jacques Derrida hul på i en veloplagt bog med titlen 'Slyngler', 'Voyous' på fransk. Derrida er måske vor tids bedste læser. Han tolker tekster med uovertruffen skarpsindighed. Han viser læseren sprogets egen iboende visdom, der trækker et tankespor op gennem historien og tværs gennem vores bevidsthed som mennesker. Det er hans påstand, at det ikke længere giver mening og (falsk) tryghed at stemple enkelte af verdens nationer som 'slyngelstater' for dog at skabe lidt orden i det tiltagende kaos. Faren lader sig ikke mere beherske på den måde. Den lurer overalt. Og netop derfor er USA presset til et betænkeligt begreb: 'præventivt forsvar'. Man skal komme fjenden i forkøbet og gøre magt til ret. Hvad er for resten en 'slyngelstat', spørger Derrida. Ud fra rent formelle bestemmelser taler vi om stater, der er flintrende ligeglade med, om de bryder international ret. Skal vi følge Derrida, er nummer ét på listen efter denne definition Amerikas Forenede Stater. Ingen nation i verden lader i den grad hånt om internationale traktater og aftaler og gør præcis, hvad der passer den. Det skulle ikke være svært at få andre velkendte demokratiske stater med på listens top ti.