0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Benny med det hele

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Engang for mange år siden, efter en frokost i et sommerhus, stod jeg ude i baghaven og trådte, det man dengang kaldte, af på naturens vegne. Ved siden af Benny Andersen, der gjorde det samme. Vi støttede os begge til brændestablen. Forfatteren sagde: »Nu må vi håbe, der ikke falder brænde ned«.

Kortere kan jeg ikke beskrive, hvad der sker, når den mand kommer i nærheden af det danske sprog. Det bliver konkret, de døde metaforer kommer til live, det yngler. Kærlighed hænger ikke på træerne, men det er dem, man ser på, når man savner den.

Jeg tør ikke slå efter, om det er rigtigt citeret. Det ville ødelægge en indbildning, jeg har og er sikker på, jeg deler med tusinder af danskere, at Benny Andersens vendinger af det danske sprog er blevet en del af vores højstegne muddermål. Som Johannes Møllehave rammende siger det i sin artikel til dette samleværk: »Sproget siger det, før Benny Andersen gør«.

Thorkil Borup Jensen, tidligere lektor ved Danmarks nu Pædagogiske Universitet, har påtaget sig den opgave med en hel tyk bog og tolv medarbejdere at sætte etiketter på det digtersprog og -værk, som har denne særligt privilegerede adgang til danskernes fælles fond af sindelagssprog.

Det er ingen taknemmelig opgave, for de Andersen'ske underfundigheder virker så selvfølgelige, når først de er fremsat. Men Borup Jensen har sammenstillet et hold, der løser opgaven godt. Vibeke Blaksteen har skrevet hovedartiklen, der kortlægger hovedsagen, digtsamlingerne. De får fine karakteristikker med på vejen.


Jørgen Carlsen, der skriver om voksenprosaen, er vældig øm om det alvorlige hos Andersen. Han vil bevise, at Benny Andersen har 'virkelighedsmod'. I et tonefald, som skulle artiklen trykkes i 'Heretica'. Jørgen Aabenhus kommer i sit bidrag tættere på sangene, mens redaktøren selv har påtaget sig den både umulige og nødvendige opgave at skildre Benny Andersens humor.

Der er ingen analytiske spidsfindigheder i nogen af disse artikler, men godt med beskedgiven. Benny Andersens forfatterskab er ikke kun, som der står i undertitlen, 'set med mange øjne'. Det er også belyst med mange forskellige typer oplysninger.

Hans forlægger gennem mange år, gamle Jarl Borgen, afslører det mest hemmelige, man kan få frem om en forfatter overhovedet: hans oplagstal. At de Samlede Digte har rundet 100.000 er sluppet ud tidligere. Her får man nu at vide, hvor meget oplagstallene på de enkelte bøger svinger, også efter at deres forfatter er blevet berømt nationaldigter. Berømmelsen bærer altså ingen garanti om afsætning. Ikke sært, at forfattere tænker på døden.

Møllehave viser, hvor meget det gælder, også for Benny Andersen. Læg hertil erindringsglimt fra samarbejdspartnere som Povl Dissing og Palle Kjærulff-Schmidt og en ven som Klaus Rifbjerg. Resultatet er et alsidigt bind til både opslag og pluklæsning.

»Sæt jer store mål. / Sæt jer tydelige spor. / Det skal kunne ses I har været her«, skrev Benny Andersen i et digt til sine børnebørn. Og begrundelsen: »Vi skød med slangebøsse engang. / De store drenge skød efter tomme flasker. / Hvor er de flaskeskår i dag?«. Næh, der var en bedre mulighed. Tredje og sidste vers lyder: »Jeg skød til måls efter månen. / Mærkerne ses tydeligt den dag i dag«.

Borup Jensen har med en heldig hånd sat det digt på bogens bagside og hentet sin titel fra det. Godt ramt, for her er jo det Andersen'ske vandmærke så tydeligt som manden i månen: konkretionen, 'skår' som både glas og noget, man går i, den lille mand, der lader som om, han er stor på en måde, så vi ser ham blive lille - og tager ham til vores store bankende hjerter, som vi kan lide at føle.

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu

Køb abonnement