Engang for mange år siden, efter en frokost i et sommerhus, stod jeg ude i baghaven og trådte, det man dengang kaldte, af på naturens vegne. Ved siden af Benny Andersen, der gjorde det samme. Vi støttede os begge til brændestablen. Forfatteren sagde: »Nu må vi håbe, der ikke falder brænde ned«. Kortere kan jeg ikke beskrive, hvad der sker, når den mand kommer i nærheden af det danske sprog. Det bliver konkret, de døde metaforer kommer til live, det yngler. Kærlighed hænger ikke på træerne, men det er dem, man ser på, når man savner den. Jeg tør ikke slå efter, om det er rigtigt citeret. Det ville ødelægge en indbildning, jeg har og er sikker på, jeg deler med tusinder af danskere, at Benny Andersens vendinger af det danske sprog er blevet en del af vores højstegne muddermål. Som Johannes Møllehave rammende siger det i sin artikel til dette samleværk: »Sproget siger det, før Benny Andersen gør«. Thorkil Borup Jensen, tidligere lektor ved Danmarks nu Pædagogiske Universitet, har påtaget sig den opgave med en hel tyk bog og tolv medarbejdere at sætte etiketter på det digtersprog og -værk, som har denne særligt privilegerede adgang til danskernes fælles fond af sindelagssprog. Det er ingen taknemmelig opgave, for de Andersen'ske underfundigheder virker så selvfølgelige, når først de er fremsat. Men Borup Jensen har sammenstillet et hold, der løser opgaven godt. Vibeke Blaksteen har skrevet hovedartiklen, der kortlægger hovedsagen, digtsamlingerne. De får fine karakteristikker med på vejen.
Benny med det hele
Lyt til artiklen
