Hvad nu hvis? Enhver historiker vil på et eller andet tidspunkt føle sig fristet til spekulationer over, hvordan verden havde set ud, hvis det, som virkelig hændte, ikke var indtruffet. Hvad nu, hvis den svenske hær i 1658 var gået gennem Storebælts is, hvis Napoleon havde vundet ved Waterloo, hvis Stalin var død af mæslinger som syvårig, hvis tyskerne havde erobret Moskva i 1941, eller hvis Al Gore var blevet præsident i 2001 i stedet for George Bush? Tidligere var sådanne kontrafaktiske spekulationer bandlyst blandt historikere; historie skulle være en videnskabelig disciplin, der beskæftigede sig med virkeligheden og ikke med tågede spekulationer. Det centrale element i historievidenskaben var årsags- eller kausalforklaringen. Det gjaldt om at forklare, hvorfor historien havde fået det bestemte forløb. Ofte var ambitionen at indkredse en form for sociale og økonomiske lovmæssigheder, der kunne forklare samfundsudviklingen. De enkelte begivenheder blev set som resultatet af dybereliggende sociale processer. Det betød, at historiesynet ofte blev deterministisk, dvs. at man mente, at kendskab til disse processer gav mulighed for at forudsige den fremtidige udvikling, ikke i detaljer, men i hvilken retning historien ville bevæge sig. Den mest kendte deterministiske historieforklaring er marxismen, men også ikkemarxister var præget af troen på økonomisk og social lovmæssighed. Et væsentligt teoretisk grundlag for 1960 ernes ulandspolitik var den amerikanske historiker W. Rostows analyser af den industrielle revolution i England. Det gjaldt om at skabe forudsætningerne for et tilsvarende industrielt gennembrud i ulandene, hvorefter udviklingen efter optimistiske historikere og økonomers opfattelse ville følge mønstret fra Vesten.