Begær. Emmer det ord ikke af krop og drift, sanser og safter? Tilsyneladende kunne intet være fjernere fra læsningens og litteraturens rolige, adstadige og let anæmiske verden. Vi begærer ting og kroppe i verden, i litteraturens verden læser vi kun på anden hånd om andres begær. Nu er Odense-professoren Jørgen Dines Johansen imidlertid kommet på banen for godt og grundigt at belære os om det modsatte. Det sker i det store og meget smukke værk 'Litteratur og begær', der på grund af fondsstøtte rummer mange fine gengivelser af Thorvaldsens tegninger. En af de dristigste og morsomste tegninger viser en rund kvindebagdel der meget direkte og med åbent køn, omkranset af snerler, hilser beskueren lige ud i luften. Den mindes jeg aldrig at have set inde på Thorvaldsens Museum. Thorvaldsen er valgt som et meget passende akkompagnement til ti læsninger af romantiske og realistiske digtere og prosaister, fra Ingemann og H.C. Andersen over Aarestrup og Paludan-Müller til J.P. Jacobsen, Amalie Skram og Herman Bang, frem til slutningens chef d'oeuvre, en læsning af Johs. V. Jensens 'Kongens Fald'. Dines Johansens optik er styret af en behageligt moden og næsten hjemmegjort sammenkobling af psykoanalyse og semiotik. Professoren citerer i indledningen Sigmund Freuds metodiske fordring til den unge analytiker om at lytte til analysanden med en »jævnt svævende opmærksomhed«, der hverken stirrer sig blind på enkelte detaljer, eller flintrer forbenet ud i dogmatiske almenheder. Og opfylder selv på forbilledlig vis Freuds gamle forskrift. Det psykoanalytiske hidrører mestendels fra en næsten afslappet trækken på freudianske pointer, løseligt knyttet til mere almindelige forestillinger om menneskets bevidsthedsliv; mens det semiotiske har at gøre med en analyse af tegn og betydningsproduktion i teksterne, også her på basis af en ret hjemmelavet og ganske lidt teknisk, dines johansensk semiotik.