0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

En hånd til den kunstige hjerne

Forskere er med udviklingen af 'ubevidste', sansende robotter kommet et skridt videre i mysteriet om, hvordan man smører et stykke brød.

Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Hvad kræver mest intelligens? At smøre en håndmad eller slå verdensmesteren i skak? Tja, hvis det er et menneske, der skal gøre det, er vi ikke i tvivl. Vi kan alle smøre en mad. Men hvis det handler om en computer, så slog IBM's Deep Blue Garry Kasparov i 1997, hvorimod næsten 50 års forskning i kunstig intelligens endnu ikke har frembragt en robot, der har fingerfærdighed som et barn på fem år.

Forsøget på at skabe kunstig intelligens er den vestlige teknologi i en nøddeskal. Her finder vi i rendyrket form ingeniørens yndlingsdrøm: »Lad os se om vi kan klare det uden mennesker«. I 1950'erne fik vi elektronhjernerne, der kunne regne hurtigere end noget menneske. Er det at regne ikke noget af det ypperligste, hvad? Og minder datamaternes programafvikling egentlig ikke frygteligt om menneskets tænkning? Jo da, så lad os prøve at få maskiner til at tænke!

Dette forsøg har optaget tusindvis af computerforskere, psykologer og filosoffer i et lille halvt århundrede. Filosoffen Mikkel Willum Johansen, der er tilknyttet Center for Naturfilosofi og Videnskabsstudier ved Københavns Universitet, har skrevet en fremragende lille bog om den historie, udgivet i forlaget Fremads serie 'Videnskab til debat'.

I de første år fra omkring 1960 blev computerne sat til at spille skak, løse logikproblemer, flytte klodser rundt i imaginære landskaber og lignende velafgrænsede opgaver. Man forsøgte at programmere sig frem, det vil sige fodre computeren med detaljerede regler og opskrifter, som den skulle følge slavisk. Men det viste sig efterhånden, at der skal en umådelig viden om problemernes kontekst til at kunne anvende regler intelligent. En frit svævende rationalitet er ikke nok.


Omkring 1980 fik en anden skole vind i sejlene, de neurale netværk. Mens klassisk kunstig intelligens var ligeglad med om computerens indre lignede en hjerne, prøvede andre forskere at efterligne en hjernes formodede struktur med et stort antal hjerneceller, der er rigt forbundet med hinanden. Et sådant kunstigt netværk skal ikke programmeres, men trænes, og det kan genkende mønstre og helheder, f.eks. hastigt håndskrevne bogstaver eller det tågede omrids af en mine opfanget ved hjælp af sonar i klippefyldte farvande.

Også de neurale netværk udløste store forhåbninger om, at vi nu var ved at forstå ægte intelligens, men det blev snart klart at netværkene var meget lidt fleksible. Et netværk kan trænes til at ændre passive sætninger til aktive ('Michael elsker John' til 'John elskes af Michael'), men det kan ikke svare på spørgsmål om, hvem Michael elsker eller udlede noget om hans seksuelle præferencer.

Her standser de fleste introduktioner til kunstig intelligens. Willum Johansen går videre og gør en hel skole ud af de robotter, der selv vandrer rundt og undersøger verden og piller ved den. Herbert er f.eks. en lille robot på hjul, udstyret med elektroniske sanser og en fangarm, der sætter den i stand til at trille rundt på gangene på MIT-universitetet i USA og samle brugte Coca Cola-dåser ind fra skrivebordene.

Den er bygget til ikke at huske noget, der ligger mere end tre sekunder tilbage og må derfor ganske forlade sig på sine sanser. Den har ingen planer, men registrerer om den har en dåse i hånden, for så skal den hjem til skraldespanden. Hvis hånden er tom, skal den på jagt.

En laserstyret 'dåsefinder' manøvrerer robotten hen foran en dåse, men fortæller ikke armen at den skal bevæge sig. Det må armen selv finde ud af ved hjælp af de sanseindtryk, robotten modtager. Armen fortæller heller ikke hånden, hvornår den skal lukke sig. Når en laserstråle i hånden brydes, lukker hånden sig.

Herbert fungerer altså med et minimum af programmering. Den tager i stedet bestik af omgivelserne og bruger verden og sine sanser til at handle og tænke med. Dette kalder Willum Johansen 'ny' kunstig intelligens. Klassisk kunstig intelligens er mentalistisk, det vil sige forudsætter et 'mind', en indre beholder, hvor tænkning foregår, og hvorfra kroppens bevægelser styres, f.eks. ved hjælp af store komplekse programmer eller massive, veltrænede neurale netværk.

I ny kunstig intelligens har vi en interaktionisme, hvor robotten er placeret midt i verden. Den bruger sine sanser og sin stoflighed eller kropslighed til at tænke og orientere sig med.


At tænke er her ikke bare noget abstrakt, der foregår i hovedet. Der findes tankehandlinger, som f.eks. at dreje en brik for at se, hvor den passer i puslespillet, at spørge om vej og bruge hænderne til at forstå svaret med, at prøve en ny dribling for derigennem at analysere dens konsekvenser for spillet.

Tilsvarende er sansning ikke en passiv modtagelse af indtryk, men et led i en aktiv bevægelse, som når robotten vifter med hånden for at se, hvor den er - i stedet for regne sin position ud.

Rodney Brooks er en af de førende forskere på dette område, og hans laboratorium på MIT har skabt robotten Cog. Den lærer ting på samme måde som et barn gør: retter øjnene mod noget, peger på det, lærer at bruge håndsving og en hammer ved at udnytte tingenes naturlige rytme. Den skal ikke regne alting ud på forhånd, men hjælpes i gang af dens konstruktører, som et barn vises tilrette af en voksen.

Men også disse interaktionistisk orienterede robotter har deres begrænsninger, forklarer Willum Johansen. De mangler overblik, kan ikke lægge planer og kan ikke trække sig tilbage fra en situation og reflektere over den, som vi kan. At få kroppen og tænkningen til at fungere sammen er den nyeste udfordring.

Sproget kan vise sig at spille en stor rolle her. Forskeren Luc Steels robotter skaber distinktioner i det, de sanser: en lys klods skelnes fra en mørk baggrund. Når to af hans robotter mødes, peger den ene på klodsen og siger en lyd. Hvis den anden robot genkender lyden, forstærkes den talende robots brug af lyden, og den lyttende robot vil selv bruge denne lyd, når den peger på klodsen i mødet med en tredje robot.

Lyden er blevet til et ord, et symbol for klodsen. Sprog kan således vises at bryde således frem af sociale interaktioner om skelnede ting i verden. Det er en meget anderledes tilgang end det klassiske forsøg på at programmere sprog ind i computeren ved hjælp af dets regler. Willum Johansen inddrager kyndigt de seneste overvejelser fra sprogforskningen, blandt andet George Lakoffs arbejde med metaforers betydning for sproget og deres fundering i vores kropslighed.

Klassisk kunstig intelligens fokuserer på abstrakt tænkning, de neurale netværk på træning og indlæring, og ny kunstig intelligens på at begå sig i verden. Alt sammen brikker til gåden om menneskets intelligens. På godt hundrede sider lykkes det forfatteren at skabe effektivt overblik over en rigtig nørd-disciplin, der omsider er ved at åbne sig op mod meget humanistiske og fænomenologiske aspekter af menneskets intelligens. Fra rationalisme via læring til 'kroppen i verden'. Videnskabsformidling når det er bedst. Bravo!

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce