Hvad kræver mest intelligens? At smøre en håndmad eller slå verdensmesteren i skak? Tja, hvis det er et menneske, der skal gøre det, er vi ikke i tvivl. Vi kan alle smøre en mad. Men hvis det handler om en computer, så slog IBM's Deep Blue Garry Kasparov i 1997, hvorimod næsten 50 års forskning i kunstig intelligens endnu ikke har frembragt en robot, der har fingerfærdighed som et barn på fem år. Forsøget på at skabe kunstig intelligens er den vestlige teknologi i en nøddeskal. Her finder vi i rendyrket form ingeniørens yndlingsdrøm: »Lad os se om vi kan klare det uden mennesker«. I 1950'erne fik vi elektronhjernerne, der kunne regne hurtigere end noget menneske. Er det at regne ikke noget af det ypperligste, hvad? Og minder datamaternes programafvikling egentlig ikke frygteligt om menneskets tænkning? Jo da, så lad os prøve at få maskiner til at tænke! Dette forsøg har optaget tusindvis af computerforskere, psykologer og filosoffer i et lille halvt århundrede. Filosoffen Mikkel Willum Johansen, der er tilknyttet Center for Naturfilosofi og Videnskabsstudier ved Københavns Universitet, har skrevet en fremragende lille bog om den historie, udgivet i forlaget Fremads serie 'Videnskab til debat'. I de første år fra omkring 1960 blev computerne sat til at spille skak, løse logikproblemer, flytte klodser rundt i imaginære landskaber og lignende velafgrænsede opgaver. Man forsøgte at programmere sig frem, det vil sige fodre computeren med detaljerede regler og opskrifter, som den skulle følge slavisk. Men det viste sig efterhånden, at der skal en umådelig viden om problemernes kontekst til at kunne anvende regler intelligent. En frit svævende rationalitet er ikke nok.