Den unge historiker Claus Bundgård Christensen har begået en både spændende og velstruktureret bog om sortbørshandel og den kriminalitet, der under besættelsen opstod i tilknytning til den økonomiske reguleringspolitik, hvis hovedmål var at opretholde produktionen og sikre befolkningen en ligelig forsyning af varer. De fleste danskere mærkede reguleringerne i form af rationeringer. Men disse var kun en del af den samlede kriselovgivning, der udmøntedes i hundredvis af cirkulærer og bekendtgørelser, der greb ind på alle niveauer i forretningslivet. Regering og myndigheder ledsagede gerne restriktionerne med en moralsk opsang. Det stadige omkvæd var, at den, der forsøgte at omgå bestemmelserne, handlede usolidarisk og satte sig uden for det nationale fællesskab. Alligevel involverede krisekriminaliteten samfundsgrupper, som normalt ikke forbindes med kriminalitet, f.eks. husmødre, småhandlende og ellers respektable virksomhedsledere. Ulovlighederne kunne bestå i illegalt salg af rationeringsmærker, eller der kunne være tale om varer, der blev gemt af vejen og forbeholdt særligt privilegerede kunder. Nogle faldt for fristelsen til at give myndighederne urigtige oplysninger. Et eksempel er de 'tro og love-erklæringer', bagerne skulle indsende til myndighederne om deres forbrug af sukker og smør, hvor det kan påvises, at hen ved halvdelen overdrev deres forbrug for at sikre sig større tildelinger. De mange overtrædelser af kriselovgivningen afspejler, at der blev anlagt andre moralske vurderinger, end når det gjaldt traditionel berigelseskriminalitet som tyveri. På den anden side kunne der opstå noget, der mindede om lynchstemning mod sortbørshajer og handlende, der var særligt ublu. Og selv om mange var involveret, var der ikke tale om almindelig accept af krisekriminaliteten, som også blev utvetydigt fordømt i den illegale presse.