0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Sortbørshajernes storhedstid

Claus Bundgård Christensens kortlægning af besættelsestidens sortbørshandel er endnu et eksempel på den talentfulde fornyelse af besættelsestidsforskningen, den yngste historikergeneration er i gang med.

Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Den unge historiker Claus Bundgård Christensen har begået en både spændende og velstruktureret bog om sortbørshandel og den kriminalitet, der under besættelsen opstod i tilknytning til den økonomiske reguleringspolitik, hvis hovedmål var at opretholde produktionen og sikre befolkningen en ligelig forsyning af varer.

De fleste danskere mærkede reguleringerne i form af rationeringer. Men disse var kun en del af den samlede kriselovgivning, der udmøntedes i hundredvis af cirkulærer og bekendtgørelser, der greb ind på alle niveauer i forretningslivet. Regering og myndigheder ledsagede gerne restriktionerne med en moralsk opsang. Det stadige omkvæd var, at den, der forsøgte at omgå bestemmelserne, handlede usolidarisk og satte sig uden for det nationale fællesskab.

Alligevel involverede krisekriminaliteten samfundsgrupper, som normalt ikke forbindes med kriminalitet, f.eks. husmødre, småhandlende og ellers respektable virksomhedsledere. Ulovlighederne kunne bestå i illegalt salg af rationeringsmærker, eller der kunne være tale om varer, der blev gemt af vejen og forbeholdt særligt privilegerede kunder.

Nogle faldt for fristelsen til at give myndighederne urigtige oplysninger. Et eksempel er de 'tro og love-erklæringer', bagerne skulle indsende til myndighederne om deres forbrug af sukker og smør, hvor det kan påvises, at hen ved halvdelen overdrev deres forbrug for at sikre sig større tildelinger.

De mange overtrædelser af kriselovgivningen afspejler, at der blev anlagt andre moralske vurderinger, end når det gjaldt traditionel berigelseskriminalitet som tyveri. På den anden side kunne der opstå noget, der mindede om lynchstemning mod sortbørshajer og handlende, der var særligt ublu. Og selv om mange var involveret, var der ikke tale om almindelig accept af krisekriminaliteten, som også blev utvetydigt fordømt i den illegale presse.


Befrielsen i 1945 vakte forventning om en snarlig ophævelse af restriktionerne, men i nogle henseender blev den økonomiske situation mere besværlig. Landbruget mistede det tyske marked, og i stedet blev Danmark økonomisk bundet til det engelske pund, hvad der medførte dårlige priser for danske varer.

Alligevel var der ikke længere politisk konsensus om reguleringspolitikken, som borgerlige politikere og vælgere frygtede skulle udvikle sig til egentlig planøkonomi. I øvrigt var det i efterkrigstiden, at den underjordiske paralleløkonomi gav sig de mest markante udslag, bl.a. i den såkaldte edderkoppesag, der afslørede, at politikorruption også kunne forekomme her i landet.

Forfatterens hovedkonklusion er, at selv om krisekriminaliteten havde et betydeligt omfang, fik den aldrig som i det øvrige Europa afgørende betydning for befolkningens forsyning af livsvigtige varer. Der var snarere tale om, at man på den sorte børs kunne supplere sit forbrug.

Selvfølgelig foregik der illegal handel med smør- og sukkermærker, men de sager, politiet blev indblandet i, drejede sig som oftest om egentlige nydelsesmidler som te, kaffe og chokolade. Når den sorte børs aldrig blev andet end en økonomisk niche, skyldtes det først og fremmest, at forsyningssituationen aldrig blev kritisk, hvilket kan føres tilbage til de i sammenligning med andre lande relativt lempelige vilkår, besættelsen fandt sted på.

Bundgård Christensen har kortlagt en vigtig side af dagliglivet under besættelsen. Han skriver klart og nøgternt med et sikkert jugement. Bogen er derfor endnu et vidnesbyrd om den talentfulde fornyelse af besættelsestidsforskningen, den yngste historikergeneration er i gang med.

Derimod er det kritisabelt, at bogen mangler register. Det forringer dens værdi som opslagsværk ganske betragteligt.

Læs artiklen nu, og få Politiken i 30 dage

Få adgang til hele Politikens digitale univers nu for kun 1 kr.

Læs videre nu

Annonce