0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næsten som at være der selv

Historikeren Kåre Lauring leverer formidling i topklasse med sin levende beretning om Københavns brand i 1728.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Det gamle København var indtil midten af det 20. århundrede, hvor saneringer, nybyggeri og arkitekters honnette ambitioner slog hul i helheden, en klassicistisk by skabt i 1700-tallet og det tidlige 1800-tal efter de store bybrande i 1728 og 1795 samt det engelske bombardement i 1807.

Det typiske københavnske borgerhus, som vi kender dem fra f.eks. Gråbrødretorv, betegnes endnu almindeligt som ildebrandshuse. Husene på Gråbrødretorv er opført i 1730'erne efter branden i 1728, hvor den vestlige og nordlige del af byen blev flammernes bytte.

Ilden opstod sidst på eftermiddagen onsdag 20. oktober i huset på hjørnet mellem Vestervold og Lille Skt. Clemensstræde, omtrent hvor nu Strøget udmunder i Rådhuspladsen.

Bagved lå dengang et virvar af krogede gader og gyder med gammeldags klingende navne som Vombadstuestræde, Antiquitetsstræde, Helligkorsstræde, Didrik Fuirens Gang, Store og Lille Skt. Clemensstræde og Kattesundet (som stadig eksisterer).

I en by med bindingsværkshuse, åbne ildsteder og skorstensfødder, der ofte var af træ, var mindre brande almindelige. Større katastrofer havde byen dog været forskånet for i nyere tid med undtagelse af Sophie Amalienborgs brand i 1689, men det lille lystslot havde ligget for sig selv i det næsten ubebyggede område mellem Nyhavn og Kastellet.


Denne gang blev det anderledes. En kraftig sydvestenvind hjalp ilden til at få fat. Den sprang over Vestergade med retning mod Nørregade. Petri Kirke og Frue Kirke brød i brand, mens ilden fortsatte mod Købmagergade, hvor den fik fat i Trinitatis Kirke. På loftet opbevaredes universitetsbiblioteket, hvis uerstattelige bøger og håndskrifter gik tabt.

Og man var forfulgt af uheld, hver gang ilden syntes inddæmmet, skiftede vinden. Først om lørdagen lagde vinden sig, så ilden kom under kontrol. Kun få mennesker var omkommet, til gengæld var omkring1.600 bygninger brændt. De fleste middelalderhuse var væk, kun det lille Konsistoriehus i universitetets gård og Helligåndshuset overlevede.


Historien om branden har været fortalt før, men aldrig så spændende og med så mange detaljer som i museumsinspektør Kåre Laurings nye bog.

Som den første har Lauring gennemgået kildematerialet systematisk for at besvare spørgsmålet: Hvorfor gik det så galt? Der var nemlig ikke noget galt med beredskabsplanerne, slukningsmateriellet var tidens mest avancerede, mandskab var der nok af, og i princippet var der også vand nok.

Men uheldigvis var det vigtigste vandreservoir, Peblingesøen, blevet tømt for vand i forbindelse med et eftersyn og endnu ikke fyldt op igen.

Et alternativ var at hente vand fra stadsgraven, men det krævede, at byens kommandant gav tilladelse til at lukke Vesterport op. Porten var nemlig blevet lukket ved mørkets frembrud. Det nægtede kommandanten imidlertid at gøre uden kongens tilladelse. Men den gjorde kommandanten intet forsøg på at indhente, ikke på grund af dumhed, men fordi han undervurderede situationens alvor.

I stedet forsøgte man at pumpe vand fra rendestenene med det uundgåelige resultat, at brandslangerne blev tilstoppet. Samtidig var mange brandfolk berusede; de var nemlig i færd med at fejre en veloverstået øvelse!


Lauring fortæller ikke kun om de dramatiske branddage, men også om genopbygningen, der kompliceredes af konflikter om byggereglementer, nye brandvedtægter og kravet om ordentlig brandforsikring.

Dertil kom jagten på syndebukke. Jøder blev overfaldet på gaden, men også nordmænd, svenskere, tyskere, jyder og andre, som københavnerne ikke kunne lide, blev anklaget for at have forvoldt ulykken.

De officielle undersøgelser førte ikke til nogen afklaring, måske var en syvårig dreng årsag til branden, da han tabte et lys, men det kan ikke udelukkes, at voksne skød skylden på barnet, der i sagens natur ikke kunne retsforfølges.

Man siger ofte, at virkeligheden fortæller de bedste historier. Men de skal også formidles, og det kan ikke gøres meget bedre end her.