Det gamle København var indtil midten af det 20. århundrede, hvor saneringer, nybyggeri og arkitekters honnette ambitioner slog hul i helheden, en klassicistisk by skabt i 1700-tallet og det tidlige 1800-tal efter de store bybrande i 1728 og 1795 samt det engelske bombardement i 1807. Det typiske københavnske borgerhus, som vi kender dem fra f.eks. Gråbrødretorv, betegnes endnu almindeligt som ildebrandshuse. Husene på Gråbrødretorv er opført i 1730'erne efter branden i 1728, hvor den vestlige og nordlige del af byen blev flammernes bytte. Ilden opstod sidst på eftermiddagen onsdag 20. oktober i huset på hjørnet mellem Vestervold og Lille Skt. Clemensstræde, omtrent hvor nu Strøget udmunder i Rådhuspladsen. Bagved lå dengang et virvar af krogede gader og gyder med gammeldags klingende navne som Vombadstuestræde, Antiquitetsstræde, Helligkorsstræde, Didrik Fuirens Gang, Store og Lille Skt. Clemensstræde og Kattesundet (som stadig eksisterer). I en by med bindingsværkshuse, åbne ildsteder og skorstensfødder, der ofte var af træ, var mindre brande almindelige. Større katastrofer havde byen dog været forskånet for i nyere tid med undtagelse af Sophie Amalienborgs brand i 1689, men det lille lystslot havde ligget for sig selv i det næsten ubebyggede område mellem Nyhavn og Kastellet.
Næsten som at være der selv
Lyt til artiklen
