Som det eneste dyr har mennesket kunnet skabe kultur af de egenskaber, naturen har givet det. Og det er vel ikke forkert at sige, at vi har gjort det godt. Forlade naturen helt kan vi imidlertid ikke. Ligesom vi heller ikke kan vende tilbage til den. Og det forhold har sat menneskedyret i en konflikt mellem netop natur og kultur. Den konflikt er ikke ny. Mennesket har altid kendt kulturens ubehag. Tænk blot på Adam og Eva og Odysseus. Men måske har konflikten aldrig været større end nu? Dette spørgsmål stiller Rüdiger Safranski, tysk idehistoriker, i sin seneste bog 'Wieviel Globalisierung verträgt der Mensch?'. Ifølge Safranski er globaliseringen ikke ny. Også tidligere har mennesker jo påvirket hinanden over lange afstande. Men der er vigtige og afgørende forskelle fra før. Dels er den aktuelle verdensomspændende gensidige påvirkning uden forsinkelse, dels omfatter den alle forhold i individ og samfund. Såvel politisk og kulturelt som økologisk og økonomisk er vi i dag tæt forbundne. Tillige er vi, siger Safranski, mere bevidste om al tings globale sammenhæng, end vi nogensinde har været. Globaliseringen, denne menneskeskabte udvikling, truer nu menneskene selv, advarer Safranski, fordi den globale gensidige påvirkning ikke stifter det globale fællesskab, som kunne regere den til fælles bedste. Derfor bliver globaliseringen (forsøgt) styret med magt i stedet for ret, og derfor kan den komplekse gensidige påvirkning fortsat holde menneskeheden fast i kaos. Dette kan vi beklage, men det er egentligt såre menneskeligt, siger Safranski. For menneskets natur er anlagt på fjendskaber, og selv en global apokalypse ville ikke kunne stifte en solidaritet, som kan forlige denne natur. Menneskeheden har aldrig fandtes og vil formenligt forblive en utopi.