0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Grund til frygt?

Hizb ut-Tahrir, det islamiske parti, der har opfordret til vold mod jøder, hylder en voldsom retorik og et fundamentalistisk statsideal. Men partiet udgør ingen trussel mod det danske samfund, lyder det i en ny bog.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Hvor gik verdens brændpunkt hen efter den kolde krig? Man behøver ingen doktorgrad i sammenlignende kultursammenstød for at se, at konfrontationen mellem den liberal-kapitalistiske samfundsmodel og dens statssocialistiske modsætning, er blevet afløst af en række konflikter mellem Vesten, primært USA, og militante muslimske bevægelser og regimer.

Islam, mere korrekt islamismen - den autoritære, antidemokratiske og totalitære version af denne religion - har afløst kommunismen som den vestlige verdens fjendebillede.

Den bog om det radikale islamiske parti Hizb ut-Tahrir, som et forfatterkollektiv bestående af journalisten Malene Grøndahl og forskerne Kirstine Sinclair og Torben Rugbjerg Rasmussen i dag sender på gaden, prøver at bryde med denne tolkningsramme.

I en tid, hvor den islamkritiske tendens har rygvind i dele af medierne og det politiske liv, træder de tre forfattere op imod blæsten og forsøger sig med en mindre fordømmende og mere nøgtern læsning af, hvilken slags parti Hizb ut-Tahrir i grunden er. Som der spørges i bogens undertitel: er det farlig fundamentalisme eller uskyldigt ungdomsoprør?


Meget taler for det første. Der er meget lidt 'uskyldigt' over Hizb ut-Tahrirs tankegang, som er fundamentalistisk, antidemokratisk, antijødisk, USA-fjendtlig og vendt imod vestlig sekularisme, demokratiske organiseringsformer og integration.

Partiet går til kamp imod modernitetens idémæssige frembringelser, men det er ikke et antimoderne parti, der foretrækker brevduer og papyrus frem for e-mail og internet.

Hizb ut-Tahrir repræsenterer snarere en mod-moderne strømning, der arbejder for at styrke den islamiske identitet og overkomme den forhadte modernitet - alt fra parlamentarisme til kvindefrigørelse - ved brug af netop modernitetens teknologiske redskaber.

Paradokset i skitseform: I Hizb ut-Tahrirs idealistiske stat vil en tyv ikke få sin hånd hugget af med krumsabel, men med kirurgiske instrumenter.


Hizb ut-Tahrir, der blev grundlagt i Jordan i 1950'erne og nu findes i en række muslimske og ikke-muslimske lande, tæller et beskedent antal medlemmer herhjemme, formentlig færre end 500.

Det er et lille parti, der på linje med mellemkrigstidens væld af højrenationale dagligstuebevægelser tiltrækker sig opmærksomhed i kraft af en voldsom og hadefuld retorik.

På umærkelig vis vil den danske afdeling af Hizb ut-Tahrir - uden at gribe til våben, men med stor sympati for militante islamister andre steder i verden - medvirke til, at islams lære bliver spredt og vinder indpas. Den romantiske fascination af voldelig aktivisme, som også viste sig i det såkaldte 68-oprør, er slående.

Det springende punkt er imidlertid, om Hizb ut-Tahrir vil gå videre end blot at fantasere om en omvæltning af det bestående. Vil de omsætte ord til handling?

Man skulle være temmelig naiv, hvis man på forhånd afviste det, hvilket forfatterne da heller ikke gør, men de lægger gentagne gange vægt på, at et forbud må afhænge af partiets faktiske handlinger og ikke af mere eller mindre fantasifulde forestillinger om, hvad de kunne tænkes at gøre.

Et forbud risikerer ifølge forfatterne at føre til en negativt selvopfyldende profeti: Hvor der før ingen terrorister fandtes, opstår de som en aggressiv reaktion på et samfund, der ikke levner plads til dem.


Den indstilling kan have noget for sig, men hvor langt skal samfundet gå for at imødekomme sine modstandere? Demokratiets yderste logik tilsiger, at det bedste argument skal sejre, og hvis islamisterne ad demokratiets vej lykkes med at overbevise tilstrækkelig mange om deres fortræffeligheder, ja, så vil sharialoven en skønne dag afløse grundloven.

Over for et sådant ubehageligt scenario peger forfatterne på, at den mest fornuftige strategi er at udøve en vedvarende kritik af Hizb ut-Tahrir og derigennem tilbyde bedre ideologiske og identitetsmæssige alternativer. Med god religion skal dårlig religion fordrives.

Det er svært at være uenig i den tilgang, men forfatterne skal alligevel, trods en redelig skildring af et lukket univers, skoses for ikke at tage skridtet fuldt ud i deres afsluttende kapitel. Forfatterne er ikke apologeter for Hizb ut-Tahrir, men de er gennemgående for håndsky i forhold til de mere betændte sp