I maj 1953 bragte det danske tidsskrift Dialog en patetisk Stalinnekrolog. Den hyldede diktatoren som 'marxismens store teoretiker', en 'statsmand på videnskabens sikre grundlag' med betydning 'for hele den progressive menneskehed'. Artiklen er absurd. Hvordan kunne begavede folk trykke så forbryderisk nonsens om denne megatyran? Hvordan kunne kommunister i den grad styre, hvad der skulle være et tværpolitisk organ for hele den danske venstrefløj, og drukne alle de brandesianske frihedsidealer? Lignende spørgsmål har provokeret Martin Amis til denne bog: Hvordan kunne hans kære forfatterfar Kingsley Amis, den siden så konservative individualist, blive troende Stalinbeundrer fra 1941 helt til Sovjets angreb på Ungarn i 1956? Hvordan kunne hans socialistiske venner så længe kalde Sovjet grundlæggende progressivt? For at svare har Amis tyret et læs af studier om Sovjeteksperimentet 1917-53. Denne viden krydser han med egne politisk-psykologiske ræsonnementer, og hans fortælling har tre grundtemaer: den såkaldte revolution, der blev en kontrarevolution mod folket, »den systematiske deformering« af det sovjetiske samfund og menneske - og drømmen, der endte i »den negative fuldkommenhed«. Modsat visse sværmere er Amis nådesløs mod statens grundlæggere og borgerkrigens feltherrer: Lenin og Trotskij. De videregav en færdig politistat til tronrøveren, der skiftevis kaldte sig 'Koba' - en georgisk Robin Hood - og Stalin, dvs. Manden af Stål, og installerede sig som en selvskabt Ivan den Grusomme og Peter den Store. Andre kaldte ham 'den grå plet' med de gule tigerøjne. Amis følger Stålmandens opstigning via tvangskollektiviseringen 1929-33, der brugte hungersnøden som terrormiddel i krigen mod de hadede bønder. Forældre forlod, myrdede og sågar åd deres afkom, myndighederne likviderede gadebørn, og kannibalismen blev »stalinismens surreelle koldbrand«, siger Amis.