Tilbage i 1980'erne kunne man som journalist hente utrolig megen viden om det sovjetiske samfund i snak med danske og andre udenlandske forretningsfolk på baren i Hotel National over for Kreml eller i samme slags uformelle sammenkomster på hoteller i den russiske provins. Dengang var mange dér som repræsentanter for firmaer, som blot ventede på bedre chancer for fortjenester på et enormt og udækket marked. Da chancerne kom væltende under den kaotiske omvæltning i 1990'erne, blev 'bisnismen', som de kaldes i Rusland, også en uvurderlig kilde til forståelse af den røverkapitalisme uden historisk sidestykke, som blev skabt. Tv-journalisten Morten Hansted har udnyttet det kildenetværk på fornem vis i bogen 'Rubler og skrupler', hvor titlen også angiver, at lykkejægerne ikke altid har haft ren samvittighed. Det er 'bisnismen' som pionerer »i et af de mest spændende kapitler i nyere erhvervshistorie«, som bogen bringer os tæt på. Pionererne havde gode muligheder for at påvirke de nye normer, men blev også i vidt omfang del af den bestikkelse, pengeafpresning og omgåelse af ofte absurde love, som gjorde det til det vilde Østen. Selv de største danske virksomheder »kommer tæt på det kriminelle Rusland«, som slagterierne, A.P. Møller og Carlsberg. Der var masser af oplevelser og masser af rubler og dollar i omløb »derovre«.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























