0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Eventyrlig Andersen

Jens Andersens vellykkede portræt af eventyr digteren er en ny måde at fortælle et digterliv på.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Denne mastodont af en biografi er overvældende og helt utrolig vellykket. Aldrig har der været samlet så mange kendsgerninger om H.C. Andersen på ét bræt. Og aldrig har de kendsgerninger været fortalt så godt.

Nå ja, ét bræt er så meget sagt, for der har skullet hele to bind til at holde sammen på de tusind sider, og det er den største indvending, jeg har imod bogen: Den er for lang, meget for lang. Men den er en gennemført fornøjelse, og så byder den endda på noget radikalt nyt.

Det ny i Jens Andersens biografi består ikke i epokegørende arkivfund. H.C. Andersens værker har været kendt og endevendt længe. Det samme har hans breve og hans forunderlige løbebane fra Odenses rendestene til herregårde og børnereoler.

Vi véd jo, at hans mor duede ikke, at han selv ikke duede til Det Kgl. Teater, at han blev pint af rektor Meisling, plaget af Edvard Collin, nedsteg til alskens pinsler i den litterære kritik, men på tredjedagen og med 'Fyrtøjet' etc. under armen alligevel genopstod til evigt liv i litteraturhistorien.

Vi véd det, og hvis vi ikke lige husker det, bliver vi mindet om det cirka hvert andet år, når der udkommer en ny bog om H.C. Andersens levned og digtninger, senest den aldeles fortræffelige englænder Jackie Wullschlagers.


Det er hårde odds at være oppe imod. Men sandelig, Jens Andersen har ikke desto mindre fundet en niche, hvor han kan være nærmest alene og helt på toppen. Hvordan?

Ja, næppe ved at understrege, at den unge digter var en bevidst karriereplanlægger. Det er 'ny viden', står der ganske vist på bagsiden, men vel kun for dem, der stadig hænger fast i mytologien fra 'Den grimme ælling', der jo bliver svane af sig selv, helt uden egen indsats.

Der er heller ikke meget nyt i Jens Andersens placering af det 20. århundredes hovedtema for biografier, seksualiteten. Kierkegaard sagde, at Andersen var en af den slags sære blomster, hvor 'han' og 'hun' sidder på én stængel. Det er den opfattelse Jens Andersen, ligesom Georg Brandes, udbygger og befæster.

Andersen var ifølge denne biografi dansk platonisk kærligheds førsteelsker, med forkærlighed for mænd, også gerne gifte mænd, indbefattet deres koner eller søstre. Og selv om det ikke er nyt - det er cirka det samme, som Jackie Wullschlager sagde for tre år siden - så lykkes det alligevel Jens Andersen at fremstå ny også i fremstillingen af dette emne.

Jens Andersens nybrud ligger nemlig i hans fortælleform. Han har på det nærmeste skabt en ny genre i dansk litteratur.


I de fyrre år, der er gået, siden Thorkild Hansen grundlagde den danske dokumentariske roman, er der skrevet ganske mange romanbiografier om forfattere, fra Hansens 'Hamsun' til Willumsens 'Bang', foruden alle de andre om fru Gyllembourg, Holberg, P.L. Møller osv.

De bygger på dokumenter, disse forfatterromaner, men selvfølgelig lige så meget på den skrivendes egen fri fantasi. Læseren ved ikke, hvad der er hvad, for en roman er jo kunst og trækker ikke grænser mellem sine forskellige bestanddele.

I samme perioder er der litteraturforskere, der har arbejdet videre med den gamle opfattelse, at biografi skal bruges til at forklare litteratur med, hvad både levnedsskildringen og litteraturlæsningen ofte bliver fortyndet af. Ind kommer nu denne Jens Andersen som en anden Klods-Hans, med en træsko fra den ene retning og en krage fra den anden og blander sin egen ret: den romanagtige dokumentar.

Særlig i første halvdel af første bind og sidste halvdel af andet lykkes denne indtagende genre, hvor der fortælles i scener - med sætstykker, forgrund og baggrund, hovedperson, et nøje iscenesat mylder af bipersoner - men samtidig dokumenteres der som i en afhandling, så læseren hele tiden føler sig tryg ved, at det, man får fremstillet som viden, også er noget, der er belæg for, og som man kan gå efter i sømmene.

Andersens 'Andersen' er en afhandling i digterisk form eller en roman med fodnoter. Og uden dogmatiske ideer om, hvordan livet 'bliver til' digtning. Jens Andersens H.C. Andersen digter af to enkle grunde, fordi han vil være digter, og fordi han er et geni. På samme tid og ved siden af lever han et liv, der sommetider er til hjælp for skriveriet, somme tider til besvær og altid underholdende. Og så er den potte ude.


Når Jens Andersen har en velsignet evne for at gøre tingene enkle, er det først og fremmest, fordi han er begavet med et skrivetalent af de sjældne. Han kan gestalte scener og skabe skikkelser, som var det en leg. Han kan holde retningen i hvert kapitel og samtidig holde styr på et væld af sidehistorier.

Hans første kup er, at han ikke begynder, som gud og hvermand, med begyndelsen i Odense, men med den unge målbevidste Hans Christians ankomst til København med det ene mål i hovedet at komme ind ved teatret. Hovedpersonens mål bliver kapitlets mål og målestok. Her granskes ikke i det underbevidste, her følges en bevidsthed.

Endnu et af Jens Andersens talenter hviler på en god hukommelse og et vældigt overblik. Når hans beskrivelse af gamle Andersens seksualitet er både velkendt og ny, så hænger sidste del sammen med unge Andersens evne til at levendegøre romantikkens normer for mandevenskaber.

Han kan bedre end nogen før ham føre læseren tilbage, bag om tabuiseringen af homoseksualiteten i de første mange år efter H.C. Andersens død og heroiseringen af den i de seneste. Jens Andersen kan genskabe en tidsatmosfære så godt som en romanforfatter og dog beskrive så troværdigt som en litteraturforsker.


Prøven på al Andersenlitteratur er måden, hvorpå den angriber tiden omkring eventyrenes tilblivelse. Sandheden er, at vil man kaste sig over H.C. Andersens samlede værker - som en del subskribenter til deres forbavselse vil opdage i de kommende år - skal man gå gruelig meget ondt igennem, før man kommer til den egentlige anledning til, at vi har en verdensklassiker at fejre.