Kan du bare ikke snuppe lyden af Sonic Youth og The Jesus & Mary Chain? Eller elsker du, når rocken går amok og vasker alting væk i en beskidt malstrøm af guitarforvrængning og uartikuleret larm? I begge tilfælde er der god grund til at bruge et par timer på en ny lille bog af en dansk universitetsmand, som har sat sig for at bearbejde støjens æstetik med udgangspunkt i sin egen begejstring for støjrock. Torben Sangild lægger ikke skjul på sin kærlighed til de nævnte bands - eller for den sags skyld til Band of Susans og My Bloody Valentine. Alle fire orkestre får en omhyggelig behandling. Med afsæt i en akademisk tradition for musikæstetisk refleksion har han forsøgt at indkredse kvaliteter og oplevelsesmekanismer i mødet mellem lytter og støjrock. Definitioner af støj danner udgangspunktet. Etablerede filosofiske kategorier som det sublime og det dionysiske og tanken om vor tid som prisgivet de overvældende informationsmængders støjende vilkår fungerer som de kaffefiltre, hvorigennem Sangild destillerer sine erfaringer med støjrock.
Forførende og farligt
Lyt til artiklen
