0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Gode og dårlige fordomme

Omsider. Hans-Georg Gadamers filosofiske hovedværk 'Sandhed og metode' viser, at menneskelivet i sidste ende må forstås som en proces af konstant fortolkning. Det foreligger nu i en fortrinlig dansk oversættelse.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Gadamers ærinde i 'Sandhed og metode' er at afdække de betingelser, som enhver forståelse er underlagt. Han lægger ud med en analyse af kunsterfaringen, derefter udvides undersøgelsen til at omfatte forståelse i humanvidenskaberne, og endelig kulminerer analysen i værkets tredje og sidste del i en egentlig filosofisk forståelses- og fortolkningsteori.

Ifølge en traditionel indfaldsvinkel ligger nøglen til en værkforståelse gemt i kunstnerens bevidsthed. Ønsker vi at forstå værket, må vi først forstå forfatteren. Vi må indleve os i hendes sjæleliv og livsbetingelser og derefter søge at rekonstruere hendes intentioner med værket.

Gadamer er imidlertid yderst skeptisk over for denne metode. For det første mener han, at den risikerer at reducere og trivialisere kunstværket til blot at være et udtryk for kunstnerens psykologi.

For det andet gør han gældende, at vi hverken kan eller skal forstå værket på samme måde, som kunstneren selv gjorde. Forsøget på at abstrahere fra vores egen historiske situation, i håb om derved at kunne forstå f.eks. et antikt kunstværk på samme måde som de gamle grækere, er for Gadamer dømt til at mislykkes.

Vi er endelige væsener, der er bundet til vores egen tid. Vi er født ind i en kontekst og underlagt givne (historiske, sociale, kulturelle) betingelser, som vi ikke selv er herre over, som vi ikke kan løsrive os fra, men som præger og former vores forståelse.


Af samme grund er værkets titel i en vis forstand misvisende. Det burde måske snarere have heddet 'Sandhed eller metode'. Gadamer forfægter nemlig det synspunkt, at sandheden er en begivenhed eller hændelse, der ligger uden for menneskets beherskelse, den lader sig ikke styre eller kontrollere ved hjælp af en bestemt videnskabelig metode.

For Gadamer er det historien og traditionen, som giver os de interesser og perspektiver, som vi møder kunstværket - og et hvilket som helst andet fænomen - med. I sidste ende er det traditionen, der muliggør enhver forståelse.

Det er i denne sammenhæng, at Gadamer kan fremsætte en af sine mest omdiskuterede teser. Traditionen kommer nemlig til udtryk i det enkelte individ som fordomme; fordomme forstået som det forhold, at man altid allerede har dømt på forhånd. Vi møder aldrig noget som blanke tavler. Derimod er der altid en medbragt forforståelse på spil.

Eller for at sige det på en anden måde: Enhver forståelse involverer et moment af fortolkning. Vi fortolker det nye på baggrund af det velkendte. Vi kan i den forstand ikke løbe fra vores egen historiske arv. Uden den ville vi intet forstå.

Men dette gælder også for videnskaben. Selv den videnskabelige forståelse forudsætter fordomme, og Gadamer afviser derfor, at fordomsfuldhed og videnskabelighed nødvendigvis skulle være modstridende begreber. Hermed ikke være sagt, at alle fordomme er lige gode, og at alle skal tages for gode varer.

Nogle fordomme tildækker mere, end de afslører. Men dårlige fordomme kan kun kritiseres ved hjælp af bedre fordomme. I sidste ende er historien dommer. Gode og frugtbare fordomme er dem, som overlever og overleveres. Dårlige fordomme står ikke distancen og går i glemmebogen.


Det kan næppe undre, at Gadamer til tider er blevet kritiseret for at være både konservativ og reaktionær. Men som han vedholdende har fastholdt, enhver kritik er selv baseret på en tradition, den tager selv visse ting for givet og er i den forstand selv fordomsfuld.

Samtidig understreger Gadamer dog, at vores forståelseshorisont ikke er statisk, den er under stadig forandring og modificeres løbende af nye erfaringer. Forståelsen er betinget af den forståendes eget historiske liv, men for Gadamer kan vi overskride vores egen forståelseshorisonts begrænsninger i mødet med det (historisk eller kulturelt) fremmede.

I virkeligheden forstår vi først os selv i vores møde med det, som er os fremmed. Det er det fremmede, som sætter vores (selv)forståelse i relief. Gennem dialog og samtale kan vi i fællesskab udvide vores forståelse. I bedste fald kan der indtræffe det, som Gadamer kalder en horisontsammensmeltning.


Taler man om tradition og overlevering, taler man også om sprog. Enhver tradition er sprogligt formidlet, sproget er selve det medium, i hvilken forståelsen finder sted, og Gadamer vil derfor i sidste ende mene, at enhver forståelse er sproglig.

Hermeneutikken eller fortolkningsteorien er derfor heller ikke kun af relevans, når det gælder forståelsen af tekster eller kunstværker. Derimod har den universel gyldighed, al menneskelig forståelse er underlagt dens principper. I sidste ende må selve det menneskelige liv forstås som en proces af konstant fortolkning.

'Sandhed og metode' er et uomgængeligt hovedværk i tysk filosofi fra det 20. århundrede. Det har haft afgørende indflydelse på diskussioner inden for såvel filosofi, teologi, litteraturvidenskab som kunsthistorie. Det er et værk, som fortjener at blive læst og genlæst og kritiseret. Det er glædeligt, at det nu foreligger på dansk. Arne Jørgensen har leveret en fortrinlig oversættelse og derudover forsynet værket med noter og med en informativ indledning.

Dan Zahavi er professor, dr.phil. og leder af Danmarks Grundforskningsfonds Center for Subjektivitetsforskning på Københavns Universitet.