Gadamers ærinde i 'Sandhed og metode' er at afdække de betingelser, som enhver forståelse er underlagt. Han lægger ud med en analyse af kunsterfaringen, derefter udvides undersøgelsen til at omfatte forståelse i humanvidenskaberne, og endelig kulminerer analysen i værkets tredje og sidste del i en egentlig filosofisk forståelses- og fortolkningsteori. Ifølge en traditionel indfaldsvinkel ligger nøglen til en værkforståelse gemt i kunstnerens bevidsthed. Ønsker vi at forstå værket, må vi først forstå forfatteren. Vi må indleve os i hendes sjæleliv og livsbetingelser og derefter søge at rekonstruere hendes intentioner med værket. Gadamer er imidlertid yderst skeptisk over for denne metode. For det første mener han, at den risikerer at reducere og trivialisere kunstværket til blot at være et udtryk for kunstnerens psykologi. For det andet gør han gældende, at vi hverken kan eller skal forstå værket på samme måde, som kunstneren selv gjorde. Forsøget på at abstrahere fra vores egen historiske situation, i håb om derved at kunne forstå f.eks. et antikt kunstværk på samme måde som de gamle grækere, er for Gadamer dømt til at mislykkes. Vi er endelige væsener, der er bundet til vores egen tid. Vi er født ind i en kontekst og underlagt givne (historiske, sociale, kulturelle) betingelser, som vi ikke selv er herre over, som vi ikke kan løsrive os fra, men som præger og former vores forståelse.
Gode og dårlige fordomme
Lyt til artiklen
