'Spar på energien' hedder en plakat, som jeg stødte på alle vegne i min barndom. Jeg var dengang ikke i tvivl om dens budskab. Men det var selvfølgelig ikke det mest interessante ved plakaten. Nej, det fascinerende var den smukke pige, alle de nøgne kvinder, storbyen, mylderet og den flertydige stemning af livsglæde, tristesse og uhygge: Den nøgne kvinde i badet, børn og elskende, der løber efter hinanden, den ranke skorstensfejer i silhuet, kvinder, der sidder bøjet på række over arbejdet på fabrikken, forureningen, tætheden, det ensomme vindue i højhuset, der leger yin og yang med røgprikken over den store skorsten, tyven, der sniger sig om hjørnet, og heksen ved bålet i en baggård - det var nogle af de ting, jeg faldt i staver over. Og så betragterpositionen. Det vindue, man kigger ud ad, er jo enormt og fuldkommen rent. Man ser det kun markeret i rammen forneden og i venstre side og ved pigens fingerspidser, der markerer ruden. Fra den høje vinkel, man kigger, er det, som om man er på vej til at falde ud i byen eller ind i billedet; det er virkelig opslugende - i dag kan jeg se, at det er en almindelig voksenvinkel (selv om perspektivet er fordrejet, så blikket vrides med bygningen i højre side), men som barn føltes det altså skræmmende. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvorfor pigen satte sin hånd på ruden. Ville hun gerne være derude i byen? Havde hun fået stuearrest? Måske hun ikke måtte komme ud, før hun havde læst alle energisparepjecerne og bøgerne om isolering ...
I et hav af streger
Lyt til artiklen
