Siden danerne blev kristnet i 900-tallet og sluttede sig til korstogene mod det hellige land i slutningen af det følgende århundrede, har vi i Danmark haft en ideologisk, og det vil i dette tilfælde sige teologisk, grænse til den muslimske verden. Denne grænse var de næste tusind år strengt bevogtet af dem, der mestrede skrivekunsten, og den blev fastholdt, selv efter at Luther havde skudt hele det mægtige katolske rige ind mellem os og de vantro. Religionshistorikeren Jørgen Bæk Simonsen, der er direktør for det danske institut i Damaskus, følger med overlegen viden dette intellektuelle spor op igennem tusind år og frem til dagens fremmedfjendske opfattelser af islam og vore muslimske medborgere. Undervejs er der i debatten sket det, at fortidens dogmatiske religiøse modsætning er afløst af en ikke mindre uforsonlig strid mellem to uforenelige kulturer. Islam skabes i praksis Begge opfattelser forudsætter, at islam er en uforanderlig, af Koranen i sin kerne fastlagt trosretning, og at den finder sine sande udtryk gennem hellig krig eller terrorisme, altså i ekstreme og marginale situationer. Simonsen viser, at den seriøse islamforskning allerede med den danske orientalist Johannes Østrup (1867-1938) påviste, at islam skabes i praksis, at den ligesom andre store trosretninger lever og ånder i forhold til den verden, hvori den skal eksistere. Den islamiske tro, og den islamiske menighed, kan altså ikke meningsfuldt opfattes som noget, der bare fjernt ligner en enhed, og tilhængere af den muslimske tro har ikke en særlig beherskelsesstrategi over for os. Dens udbredelse ligner i mange henseender kristendommens. Østrups syn var det, at civilisation udvikler sig i forhold til den natur, der omgiver os, mens kultur forholder sig til de menneskelige relationer. Araberne er, konstaterer denne mand, der tilbragte en stor del af sit liv i den arabiske verden, længere fremme i kultur end i civilisation, mens han er fristet til at sige, at det måske forholder sig omvendt med os. Det skrev han i 1933. Det fortjener at stå et øjeblik. Holberg og Grundtvig Man skal være varsom med at måle folks oplysningsniveau efter den historiske tidsregnings begreber og placere den arabiske verden i 'middelalderen', som det for tiden er populært. Simonsen selv anbefaler på den baggrund politikere og opinionsdannere at overveje, om deres fastlagte synspunkter dækker en virkelighed, der er i bestandig forandring. Denne kritiske forpligtelse er forankret, skriver han, i det at være (med)menneske. Den er ikke knyttet til én kultur eller én religion. Den gælder alle i lige omfang. Undervejs til den konklusion giver han os en række glimrende og ofte stærkt underholdende prøver på, hvorledes intellektuelle som f.eks. Holberg og Grundtvig så på islam, og hvorledes Carsten Niebuhr beskrev den arabiske verden, hvilket ikke er ganske det samme. Fælles for de tre er deres rosværdige ønske om at grunde deres fremstilling på faktuel viden, for Grundtvigs vedkommende dog til ingen verdens nytte. Meget spidsfindigt får Holberg f.eks. fortalt, at Muhammeds lærdom byder de troende at forplante religionen med sværdet, mens Kristi efterlevelse forbyder det. Men ingen af parterne efterlever disse påbud, noterer Holberg. De kristne farer frem med bål og sværd, mens der var en udpræget tolerance i de muhamedanske lande, et synspunkt, der i øvrigt nød fremme overalt i oplysningstiden. Carsten Niebuhr Niebuhr, der ligeledes virkede i 1700-tallet og i dag vel bedst huskes fra Thorkild Hansens mesterværk 'Det lykkelige Arabien', kendte Orienten ved selvsyn. Det mærkes, når han skriver. Her f.eks. om flerkoneri: »Da flere koner er tilladt i henhold til loven, har flere af vore filosoffer forestillet sig, at der i varme lande fødes flere kvinder end mænd«. Niebuhr tilføjer, at rige ganske rigtigt kan have flere koner, men »det ville være uretfærdigt at dømme et helt folks adfærd ved henvisning til de riges adfærd«. Simonsen er i den forstand elev af Niebuhr. Der er fast grund under fødderne; med ham er man i trygge hænder. Derfor er det så meget desto mere forbløffende, at han gang på gang slår sig selv for munden, når han blander sit historiesyn ind i fremstillingen. Det hedder gentagne gange i bogen, at den humanistiske videnskab altid har været et barn af sin tid. Om Holberg får vi således at vide, at han ikke kunne se ud over sin tid, hvad meget få mennesker evner, skal man tro Simonsen. Verden står ikke stille Men historien vrimler med eksempler på begavelser, der brød radikalt med deres samtids fordomme, Holberg er en af dem. Stærke kræfter i 1700-tallet fordømte kategorisk negerslaveriet, selv om det stred mod den herskende racistiske bekvemmelighed. Begge parter havde adgang til de samme informationer. Synspunktet betyder, at Simonsen går i rette med Holberg, fordi han anser sig selv for mere oplyst, men at han så må medgive, at også hans tanker er et barn af tiden og derfor tvivlsomme, især hvis vi tager tiden i betragtning. Ikke desto mindre ville jeg tro, at han med Holberg og Niebuhr deler den værdiopfattelse, at man i videnskab med kritisk sind bør efterstræbe sandheden, og at dette værdigrundlag ikke er tidsbestemt, men netop forudsætningen for, at hverken verden som sådan eller troens verden står stille. Holberg kan så have valgt at udtrykke sin bestræbelse på en anden, men måske i virkeligheden ikke mindre dristig måde end Simonsen.