Bag hver evig eneste af de flere end 40 millioner hiv-smittede mennesker verden over gemmer sig en skæbne, et liv og en livshistorie med tråde til mange andre mennesker, børn som voksne. Bag hver evig eneste af de tre millioner mennesker, der sidste år døde af aids, gemmer sig et livsforløb med glæde og sorg, livsappetit og dødsangst. Tallene er så enorme, at de er umulige at fatte eller måske rettere: at føle. Men værre endnu. Tallene bliver let til ... ja, tal - sterile, kolde og uden ansigt. Og tillader vi først det, åbner vi også for den slags kynisme, som den svenske forfatter Henning Mankell beskriver således i forhold til hiv/aids-katastrofen og medicinalindustrien i bogen 'Jeg dør, men mindet lever': »Der findes ikke noget sidestykke i historien. Grådigheden omkring medicinrettighederne i dag, rovdriften på de syge, de stigende, men alligevel alt for mangelfulde resurser til bekæmpelsen af aids er yderligere en skandale. Ikke sært at mange afrikanere mener, at den vestlige verden ikke har noget imod, at et stort antal afrikanere dør for at 'lette trykket'«. Enorme sygdomstal De fleste hiv-smittede lever i Afrika. Henning Mankell, der nok især kendes for sine kriminalromaner om kommissær Kurt Wallander, forsøger i denne bog at give dem ansigter og gør det gennem fortællingen om bl.a. den hiv-smittede Christine og hendes datter Aida i Uganda. Kun ved at gøre fortællingen om den enkelte hiv-smittede konkret og personlig har man nemlig en chance for at forstå de enorme sygdomstal, præcis som også herværende dagblad har forsøgt gennem fortællingerne om den hiv-smittede Esther. Mankell forsøger at videregive den dødsangst, han også har følt på egen krop og sjæl, og som enhver hiv-smittet må kæmpe imod, uden at det af den grund hindrer dem i at tænke på egen værdighed og omsorg for andre. Mennesker kan i al deres svaghed være ufattelig stærke. Mindebøger De kan også forsøge at bevare mindet om sig selv over for børn og andre efterladte i de såkaldte mindebøger, som organisationen Plan uddeler i Uganda, og som Mankell og forlaget Gyldendal bidrager til gennem indtægterne fra denne bog: »Mindeskrifterne handler om dette: at børnene skal kunne få øjenkontakt med de forældre, som er gået bort«. I disse mindebøger kan man skrive sit navn og beskæftigelse. Om sin hobby, sit arbejde, livssyn, særlige oplevelser og venner. Om alt det, der har betydet noget for en, og som man gerne vil give videre. Hvis man kan. For skriver man først mindebog, har man jo på en eller anden måde også accepteret sin skæbne. Henning Mankell yder sit bidrag til forståelsen af den enorme hiv/aids-katastrofe som en katastrofe med et ansigt - nej, millioner af ansigter. Han minder os også om, at der bag hver evig eneste hiv-smittede er en skæbne, der rækker videre end den dødsmærkede selv. Det er måske banalt, men vigtigt. Og et alt for ofte overset faktum. Hvordan forklarer vi ellers årtiers passivitet eller ligefrem ligegyldighed? Alle kan fortælle Lige så vigtigt er det at huske, at hiv/aids ikke er et fjernt fænomen. Det er et både menneskeligt og medmenneskeligt problem, en katastrofe faktisk. Og så endda en katastrofe, der kunne mildnes, hvis bare viljen var til stede - både ved oplysning og medicinering af allerede smittede. Katastrofen berører ikke bare Christine og millioner af andre i Afrika - selv om det er mere end rigeligt. Men den er også lige iblandt os og endda på kraftig fremmarch i en række lande som de baltiske EU-lande og det mægtige Kina. Tallet 40 millioner er allerede et forældet tal - et tal, der dækker over lige så mange skæbner med hver deres relationer. Og, måske, med en mindebog til eftertiden: »Hvordan fortæller et menneske, som ikke kan skrive? Når den mundtlige tiltale ikke længere er mulig? Da var det, jeg indså: Alle kan fortælle deres historie«. Skriver Mankell.