Vi kan ikke komme uden om det. Uanset hvor meget vi fornægter det, er og bliver vi ætlinge af en kulturhistorisk alliance mellem skandinavisk spægelse og sindighed, parret med protestantismens tunge, syndsbevidste åg. Alt imens skotter vi med slet skjult længsel efter sydeuropæerens lethed og charme, hendes uskrømtede nydelse af kroppen og maden, livet og varmen. Der er således noget svagt disharmonisk, noget næsten akavet over det, når nu Gyldendal udsender en fyldig og repræsentativ samling af franske Roland Barthes' (1915-80) uforlignelige essays. Går direkte til makronerne Som frostsprængt skandinav sidder man uvilkårligt og beundrer Barthes' livlighed og elegance, hans fnuglette og sylespidse intellektualisering og hans forfinede sanselighed. Barthes polemiserer ganske vist uden ophør mod det bedre borgerskab og de stokkonservative professorer på Sorbonne, men der er ikke desto mindre en umiskendelig ubesværethed over den galliske essay-kunst, Barthes så fornemt repræsenterer; man fornemmer ganske klart, at Barthes befinder sig på fransk grund, der er en hel masse gumpetung Jantelov og smålig knævren, han er lykkeligt fri for at skulle besvære sig med - han kan i stedet gå direkte til de sprøde makroner, og det gør han minsandten, så fuglene synger. Glimrende introduktion Her skal jeg straks indskyde, at Carsten Meiner har foretaget et glimrende udvalg, der strækker sig fra 1942 til tiden umiddelbart før Barthes' død i 1980. Meiner har tillige skrevet en vældigt god introduktion og bedrevet en fin oversættelse af Barthes' mange essays, så fin er oversættelsen, at Barthes' stemme lyder ren og klar selv på dansk, hvilket unægtelig er en bedrift. Meiner redegør ligeledes for, hvordan der på den ene side er de berømte faser i Barthes' udvikling (fra mytekritikken over strukturalismen og semiologien til den sene essayistik, der kredser om selvet, nydelsen og begæret), men på den anden side er tale om en elementær kontinuitet og rød tråd hos Barthes - en rød tråd, der er forbundet med hengivelsen til en personlig arbejdsetik, der anerkender og påtager sig værkets ufærdige og uudtømmelige karakter. Tiden mangler lidenskab Hvad skriver Barthes da om? Eller rettere: Hvad skriver Barthes ikke om? I den første tekst beklager Barthes, at tiden er ussel, at den mangler lidenskab, det er derfor, vi har masser af dramaer, men ingen sande tragedier, thi: »Dramaet udholder man, tragedien gør man sig fortjent til, som alt, hvad der er stort«. Dernæst plæderer Barthes smukt for, at vi bør nyde klassikerne, og hengiver sig til den lille synd at citere et pænt antal aforismer fra den franske klassiker-bestands righoldige lager: La Fontaine, Vauvenargues, Chamfort, Descartes, Molière, Racine, Mme de Sevigné, Corneille; alle i den mest liflige, kynisk-klare og ophøjet belærende stil. Så kommer turen til Robbe-Grillet og den ny roman, til en overvejelse over den moderne skribents aparte stilling i kulturen, til et vidunderligt essay, der forklarer, hvorfor La Bruyère er så fantastisk (det var ham, der skrev 'Karaktererne': en række korte, skarpe portrætter af mennesketyper) - og så er der en hel kongerække af nyklassiske essays og artikler om aspekter af semiologi og lingvistik, hvoraf 'Virkelighedseffekten', 'Fra værk til tekst' og 'Forfatterens død' nok er blandt de mest virkningsfulde inden for litteraturvidenskaben op gennem 70'erne. Dernæst glider vi umærkeligt over til den såkaldt sene fase, med 'Den romantiske sang' og Stendhal-essayet 'Det mislykkes altid at tale om det, man elsker' (der klinger med den også herhjemme meget læste 'Kærlighedens forrykte tale'). Hurra for, at dette glimrende og omfangsrige udvalg nu ser dagens lys, også heroppe under Nordpolen! Flueknepper-indvendinger En lille undren til slut. Det forekommer påfaldende, at oprindeligt udgivelsestidspunkt og -medie er angivet for visse tekster, men ikke for andre? Ideen er tydeligvis at præsentere et kronologisk udvalg af Barthes' essays fra 1942 til 1980, men har man ikke lige den franske udgave af 'Samlede værker' ved hånden, er det i flere tilfælde umuligt at se udgivelsesåret? Lidt småpedantisk kan jeg heller ikke lade være med at ærgre mig over, at Meiner har medtaget et par tekster, der allerede fandtes i oversættelse; det er ganske vist rart og praktisk, at de nu er tilgængelige i et udvalg, men eftersom Barthes har skrevet så meget, der endnu ikke er kommet herhjemme, så ville man, jeg i hvert fald, nok have ønsket sig udelukkende at få tekster, der var uoversatte. Dog! Hinsides alle småtskårne flueknepper-indvendinger er der ikke andet at gøre end at lade sin regnfuldt protestantiske sjæl juble over, at Gyldendal og Carsten Meiner på denne fornemme måde har beriget den hjemlige læseverden med den ubetingede mester-essayist Barthes' greatest hits (hvis Barthes' spøgelse kan tilgive mig den vulgære amerikanisme).