Så meget må man give væksttilhængerne ret i, at det betaler sig at tro på fremtiden. Og selv Lomborgs argeste modstandere bør inderligt håbe, at han har ret i sin sorgløse fremtidstro - så meget mere som vi jo i Kierkegaards fædreland har lært, at den sande tro bør trodse al fornuft. Men nok om Kierkegaard, og Danmark leve. Det mener Danmarks Naturfredningsforening, der nu har udsendt et oplysende pragtværk om, hvad vi har tilbage af natur, samt hvordan vi bør forvalte den fremover. 'Naturnetværk' behøves Foruden topfotos beriges bogen af et fyldigt kortmateriale. Først beskrives vore forskellige landskabstyper og deres status p.t. - samt naturforvaltningens basale juridiske botanik. Bogen er nemlig ment som foreningens oplæg til at indfri vor EU-forpligtelse til at standse tilbagegangen af arter senest 2010. EU's habitatdirektiv og fuglebeskyttelsesdirektiv rækker nemlig kun til at redde perlerne, så for at forhindre fragmentering behøves et formeligt 'naturnetværk' med forbindelseskorridorer - i alt en tredjedel af Danmark. Hertil kommer hverdagslandskabets generelle hensynskrav. Mål: Fordobling af Danmarks naturareal At Danmarks natur langt hen er kulturbetinget og fordrer pleje, gør i den forbindelse ingen forskel. For som Peder Agger i det nu nedlagte Naturråd har påpeget, er indholdet af arter en god målestok for graden af oprindelighed. Indførte arter som mink fører nemlig oftest til et netto-tab af diversitet, så tommelfingerreglen er god nok. Men at nogle af vore rigeste vådområder såsom Vejlerne og Saltbæk Vig er resultater af mislykkede afvandingsprojekter, hører med i billedet - heldet er jo undertiden større end forstanden, hvilket er gode nyheder for optimister og andre tosser. Danmark har rundt regnet tyve procent 'natur', heraf halvdelen skov. Den lysåbne natur består af klitter, salte og ferske enge, moser, heder samt guldaldermaleriernes kreaturskabte overdrev: Østdanmarks svar på Jyllands magre heder. Målet er på lang sigt en fordobling af naturarealet til hele 40 procent - således anlægges jo allerede årligt 2.000 hektar ny skov. Bogen bifalder det nedlagte Naturråds forslag, om at en tredjedel af landbrugslandskabet fremover skal dyrkes ekstensivt og en tredjedel naturgenoprettes. Dræn og grøfter i statsskovene bør endvidere sløjfes og naturskovsstrategien videreføres - ligesom omfanget af plantet nåleskov bør reduceres. Genopretning af nationalparker Bogen gennemgår i tyve afsnit Danmarks natur egn for egn - karakteristiske landskabstyper og deres tilblivelse karakteriseres, hvorefter samtlige perler beskrives, ligesom forekomsten af særlig bemærkelsesværdige arter såsom odder, isfugl, havørn og klokkefrøer kundgøres med en knap hørbar hvisken - kun afbrudt af vildsvinenes grynten i Lille Vildmose. Til sidst serveres komplette forslag til naturnetværket - herunder nationalparksvisioner for landes 14 top-områder. Alt er markeret på kort. Som nationalparker med genopretning foreslås bl.a. Åmosen ved Jyderup, samt Gribskov-Esrom med den forlængst tørlagte Søborg Sø. Også Silkeborg Søhøjland takseres i denne tunge klasse. Af rene genopretningsprojekter kan nævnes Odense Å samt overdrevlandskabet i de fynske alper. Og i Jylland genskabelse af Fiil Sø samt vådlægning af de mange inddæmmede områder ved Limfjorden og Ringkøbing Fjord. I Thy og Hanherred foreslås endelig som det arealmæssigt største projekt en restaurering af det vældige klitlandskab, bl.a. ved reduktion af plantagearealerne. Hvis virksomme sjæle nu skulle frygte at biskop Lindhardts slogan 'Tilbage til middelalderen!' vil blive taget bogstaveligt også i vort lands verdslige forvaltning, så kan vi berolige dem: Landbrugsrådet agter nemlig næppe at installere en telefonsvarer med ordlyden 'Vi overgiver os'. Dog, med klækkelig EU-støtte samt Guds velvilje har uhørte ting før vist sig mulige, så nogen garanti tør vi ikke udstede. Fremtiden er til syvende og sidst en trossag.