Ikke siden ordet 'solidaritet' blev skamredet i det gamle Sovjet, er et ord blevet benyttet med samme skummende overflod i medierne som ordet 'eventyrlig' under det sidste kongelige bryllup. At den australske Askepot kunne passe den royale sko, sagde vel egentlig blot, at selv i Europas mest konservative kongehus er der en kattelem for kærligheden. Hvorimod eventyret i bund og grund signalerer andre skjulte sager ved tilværelsen end det indlysende, at i moderne tider har også en kronprins menneskeret til at vælge sin udkårne. Det uforståelige gjort forståeligt Eventyret er det magiske og mystiske, og derfor kan det lige så vel som myten ikke blive virkeliggjort uden at miste sine egenskaber i så henseende. Paradoksalt og ofte udtrykker eventyret forståeligt det uforståelige, derfor skal man i virkeligheden fare med lempe, når man skal forklare og fortolke præcis det eventyrlige. Det er også et gennemgående credo for alle de fjorten bidragydere, som eventyrforskeren, universitetslektor Knud Wentzel har sat stævne i Elverhøj. Og flokken er fremragende broget; her er fortolkninger, som går fra det jungianske og arketypiske over litteraturvidenskab til et indblik i den folkloristiske videnskab, som desværre frister en krank skæbne i disse år. Turen rundt i eventyrets rige går fra nær og fjern, ja Østen for Månen og Vesten for Solen. Fra Marianne Jelved, som relevant og polisk læser sit eventyr, 'Den kloge bondedatter', ud fra magtens politiske position, til forfattere såsom Suzanne Brøgger, Jens Smærup Sørensen og Klaus Rifbjerg med personlige valgslægtskaber udi det eventyrlige. Imellem disse finder vi de mere professionelle læsere, Torben Brostrøm, Lars Bo Bojesen, Judy Gammelgaard, Dorit Aagaard og ikke mindst maleren (og cand. mag.) Vibeke Tøjner, som leverer en aldeles visionær, velskreven og eksemplarisk poststrukturalistisk analyse af 'Askepot'. Og synes man, der er for meget elegant skoleridt over hendes observationer af pigen med det rette skonummer, kan man supplere med Jan Lindhardts vedkommende og nærværende prædiken over samme eventyr. Postmodernistisk frækhed Konceptet er klart og koncist. Først et eventyr, og så udlægges teksten. Eller fejes af bordet som af sociologen Henrik Dahl, som flot forkaster 'Snehvide' i bogen for med postmodernistisk frækhed at foretrække kopien, Walt Disneys klassiske 1937-tegnefilm over Grimms eventyr. Fint nok - for, som han jo også skriver, der er reelt ingen original i eventyrets verden bortset fra oprindelsens mundtlighed, folkloristen Else Marie Kofod er på sporet af med sit bidrag. Selve det enkelte eventyrs intime drag og sug tager Charlotte Weitze sig smukt af ved næsten at gå med ind i bjerget sammen med 'Rottefængeren fra Hameln'. Alt i alt alle gode læsninger og en alsidig introduktion til, hvorledes eventyr tager sig ud i dag. Både med de akademiske briller på og den almene barnlighed i bagagen, som vi alle i sin tid sammen med Hans og Grete gik ind i skoven med.