En forfatter, der takker lige akkurat Donald Rumsfeld, USA's omstridte forsvarsminister, kan næppe angle efter medvind på anmeldernes cykelsti. Men John Keegan tramper gerne op imod vinden. Den britiske militærhistoriker har sat sig for at beskrive og fortolke Irakkrigens baggrund og dens militære og konkrete sikkerhedspolitiske forløb. Og hans tilgang til krigen er ingenlunde præget af idéer om, at verden skulle være i stand til regere sig selv, uden at nogen indimellem er villig til at sætte magt bag ordene, som Anne Knudsen skriver i en indledende anbefaling. Upåvirkede irakere Keegan begynder provokerende, nøgent: »Nogle krige begynder skidt. Andre ender skidt. Irakkrigen i 2003 skiller sig ud, idet den både begyndte godt for den angloamerikanske koalition, som førte den, og endte med sejr. Begge dele er amerikanernes fortjeneste«. Så er banen unægtelig kridtet op. Keegan konstaterer køligt, at krigen ikke blot var sejrrig, men prisværdig kort - og mystisk. »Irak mønstrede en hær på næsten 400.000 mand, udstyret med titusinder af kampvogne, pansrede køretøjer og kanoner ...« »Den kæmpede ikke ved grænsen, den kæmpede ikke ved de indlysende geografiske forhindringer, den kæmpede knap nok i byerne, den gjorde end ikke et sidste fortvivlet forsøg på at forsvare hovedstaden, hvor en stor del af verdens medier forudsagde, at Saddam ville iscenesætte sit eget Stalingrad«. Og endnu mærkeligere: »Irakerne selv, det folk, der burde have været mest påvirket, lod ikke til at tage sig synderligt af det, da deres land blev opslugt af krigen«. Reel angst Keegan gennemgår Iraks tilblivelse og udvikling før og under Saddam Hussein og tilbyder både politiske tilhængere og modstandere af krigen en kølig analyse af krigens mysterier. Han ser masser af muligheder for, at krigen kunne være undgået, først og fremmest at Saddam Hussein havde nøjedes med at modernisere sit land, havde undladt at påføre det krige og havde accepteret at give FN »de garantier, der kunne have afværget følgerne af hans stædighed«. Forløbet efter krigen har ikke mindst dvælet ved fraværet af de irakiske masseødelæggelsesvåben, som hørte til krigens begrundelser (Keegan mener ligesom den danske regering, at den blev »startet, fordi Iraks præsident, Saddam Hussein, nægtede at samarbejde med FN's våbeninspektører...«). Men Keegan lægger vægt på, at de amerikanske angribere i hvert fald selv må have troet på en trussel fra disse våben, eftersom de i tusindtal bar beskyttelsesudstyr, der ville være særdeles hæmmende for deres fremfærd. Historisk hurtig fremmarch Men i mangel på irakisk modstand og i kraft af ny teknologi lykkedes det amerikanere og briter at gennemføre en historisk hurtig fremmarch, der i realiteten kun blev hæmmet af problemet med at få forsyninger tilsvarende hurtigt frem. Det var ifølge Keegan lykkedes at bilde de irakiske modstandere ind, at Tyrkiet ikke ville fastholde sit forbud mod passage af amerikanske soldater, så det irakiske forsvar fortsat måtte fastholde væsentlige forsvarsstyrker nord for Bagdad. De kom heller ikke i kamp. Da koalitionen var fremme ved Saddam Hussein-statuen i Bagdad i løbet af få uger, havde den militærhistorisk set 'kun' tabt 122 amerikanske og 33 britiske liv. Irakerne havde utvivlsomt mistet langt flere, omend Keegan mener, at antallet endnu ikke foreligger. Han taler om 'tusinder'. Kritik af efterkrigsforløbet Mens hans militærhistoriske respekt, næsten benovelse, for krigens tekniske gennemførelse, er overvældende, er hans kritik af efterkrigsforløbet lige så kritisk. I tillid til irakisk tilfredshed med Saddam Husseins forsvinden blev der ikke taget fanger. De tilbageholdte fra slagmarken blev blot sendt hjem. Men »når man ser tilbage, var opløsningen af hæren en stor fejltagelse, en af de mange, det midlertidige amerikanske styre begik straks efter Saddam-regimets fald. Det sendte mange hundrede tusinde unge mænd ud i arbejdsløshed, efterlod dem uden løn og utilfredse, netop i det øjeblik, da behovet for en genopbygning af de irakiske sikkerhedsstyrker opstod«. Og fejltagelsen gentog sig, da USA sendte de irakiske politistyrker hjem. Det kortsigtede resultat var de forfærdende plyndringer og ødelæggelser af såvel Iraks centraladministration som af arkiver, eftertiden havde brug for. Klinisk overblik Det gjorde ikke genopbygningen af Irak nemmere, at USA gik ideologisk til værks - med total afvisning af alt, hvad der smagte af det gamle styre - mens briterne forholdt sig pragmatisk, samarbejdede med hvem der ville og derved fik genoprettet en vis orden og fremdrift i Basra-området i Sydirak. Den amerikansk leder af overgangsstyret, Jay Garner, kaldes »ikke sin opgave voksen«, og også hans afløser, Paul Bremer, kritiseres lodret for at træffe ukloge beslutninger, som gives medansvar for de svære problemer med at genskabe ro og orden i det ny Irak. Keegan fastholder sit nøgterne, kliniske overblik. Han er ikke moralsk og slet ikke moraliserende, snarere pragmatisk tæt på det kyniske. »Objektivt set var det ingen tvivl om, at verden var blevet mere sikker efter (Saddam Husseins) fald ... men subjektivt set var verden endnu mere delt, end den havde været, da 'krigen mod terror' blev indledt efter ugerningerne den 11. september 2001«. Kølig og klar gennemgang Den muslimske og arabiske verden var bekræftet i en opfattelse af vestlig arrogance og antimuslimske drifter. Europa i form af Frankrig og Tyskland var blevet »ydmyget, da dets bestræbelser for at afværge krigen var mislykkedes«. Og »den liberale opinion, der var udbredt blandt alle europæiske medier og intellektuelle, og også var stærk i de samme grupper i USA, blev oprørt ved synet af rå militærmagt« som afløser for den fornuft og legalitet, der normalt styrer forholdet mellem stater. »Virkeligheden er en ubehagelig ledsager, især for de gode viljers folk«, anfører Keegan - og takker Donald Rumsfeld for to interview på ministerens kontor i Pentagon. Han har også interviewet general Tommy Franks og andre spidser i krigens planlægning og afvikling. De har ikke haft grund til at betvivle hans loyalitet. Men hans kølige og klare gennemgang af deres krig gør alligevel bogen til en naturlig oversigt over en krig, der vækker moralsk anfægtelse i miljøer, hvor Keegan ville føle sig mindre hjemme.