Hvis nogen svævede rundt i den vildfarelse, at de gamle grækere levede i et fredeligt Arkadien, hvor det spæde demokrati, de ædle olympiske sportsgrene samt al vesterlandsk filosofi fødtes - burde de efter endt læsning af Adam Schwartz' glimrende 'Hoplitkrigsførelse i arkaisk og klassisk tid' være revet meget eftertrykkeligt ud af dén illusion. Koncist og vidende studie Ganske effektfuldt indledes studiet med et afslørende citat fra Platons 'Lovene': »Jeg tror faktisk han (Kretas lovgiver) vurderede det som ren og skær dumhed, når de fleste mennesker ikke har forstået, at alle altid hele livet igennem befinder sig i en konstant tilstand af krig med alle stater (...)«. »Det, som de fleste almindeligvis kalder for fred, er ikke andet end et navn: i virkeligheden er naturens orden den, at alle stater altid befinder sig i en vedvarende tilstand af uerklæret krig med alle stater«. Svært bevæbnet infanteri Så vidt Vesterlandets store filosof, og man får i løbet af Schwartz' koncise og vidende studie i stigende grad øjnene op for, i hvor høj grad Platons ord ikke har været udtryk for en afvigende, excentrisk holdning, men tværtimod blot giver luft for en indstilling til krig, der fuldstændig har gennemsyret de græske bysamfund. Folk peger jo typisk på den engelske filosof Thomas Hobbes som manden, der nærede den opfattelse, at vores naturtilstand bestod i at føre krig mod hverandre, eller i det mindste i et latent fjendskab, som staten derfor skulle tøjle og inddæmme. Men det er også i så henseende oplysende at følge Schwartz gøre rede for den krigeriske indstillings helt grundlæggende og tidlige opkomst i vores kulturkreds. De græske hoplitter var svært bevæbnet infanteri, der kæmpede i tæt formation, de såkaldte falankser, i perioden cirka 750-338 f.Kr. Den voldelige arv Schwartz redegør grundigt og systematisk for hoplitkrigsførelsens våbenteknologi, for den rolle, ritualer og konventioner spillede, for kampagnen og slagets typiske faser og gang, så man til slut virkelig har fået en god del at vide. Og det hele er skrevet i et let og meget omgængeligt sprog, tydeligvis rettet (som skrevet står) mod ikkespecialister, og så er der som bonus til slut 432 korte, men indholdsrige noter fulde af nyttig viden og brugbare henvisninger. Kan kraftigt anbefales til alle dem, der gik og troede, at vores kultur engang var fredelig og pacifistisk. Om noget er vi europæere blevet mere utilbøjelige til at gå i krig end tidligere, mens Bush jr. derimod viser sig som en sand græker.