Asger Aamund er en af dansk erhvervslivs helte. Han har klaret sig godt, han har skabt bioteknologiske virksomheder, en ny betydningsfuld medicinalvirksomhed, og han har frem for alt haft modet til at deltage i den offentlige debat. Dette mod savnes ganske ofte hos hans kolleger i dansk erhvervsliv. Samtalekøkken Da interviewbogen 'Det modige Danmark' landede i min postkasse, var jeg på forhånd positivt stemt, men jeg blev desværre alt for hurtigt nedtrykt over bogens niveau. Det er en samtalebog mellem journalist, forfatter Sune Aagaard og Asger Aamund, men samtalebogen er nøjagtig en lige så ukoncentreret samværsform som at deltage i en snak i et samtalekøkken. Ligegyldigheder Bogen er uendelig kedelig. Årsagen er, at forfatteren har haft for få ambitioner, og forlaget har haft for meget fokus på, at man har fået en kendt på krogen. Det virker som om, at forfatteren kun har haft til opgave at renskrive båndudskrifterne, smidiggøre sproget, og ellers sætte kommaerne de rigtige steder. Aamund bliver ikke udfordret, og derfor slipper han af sted med for mange ligegyldigheder. Hans pointe om at Danmark har ændret sig fra socialliberalt samfund til et liberalt socialistisk samfund mister tyngde, fordi pointen ikke bliver defineret klart og koncist. Upræcise påstande I stedet sendes læserne let og elegant over påstande, som at klassesamfundet ikke eksisterer længere, og at der er 2,2 millioner mennesker på overførselsindkomster. Antallet kan godt være rigtigt, men forfatteren og debattøren må nødvendigvis definere gruppen - er der tale om familier, der får børnepenge, om mennesker, der får støtte til medicin eller kortvarig hjælp i en akut krise? Der er jo næppe tale om, at de 2,2 millioner mennesker får deres hovedindtægt fra staten. Derfor virker fokuseringen på tallet som en overdrivelse, der svækker hovedsynspunktet, nemlig at skatten er blevet en byrde for et ordentligt, velfungerende demokrati. Et synspunkt, der er værd at diskutere, fordi det rummer sprængstof til brydninger. Men igen. I bogen fremstår synspunktet ikke tilstrækkeligt præcist. Tvær mand i overgangsalderen Læseren går derfor død i bogen meget tidligt, og det er forfatterens ansvar. Forfatteren bør hjælpe læserne ved at stille krav til Asger Aamund. Det ville tvinge Aamund til at skærpe sine synspunkter og tvinge ham til at dokumentere sine påstande. Endelig kunne forfatteren stoppe lidt i samtalerne, give læserne de fornødne baggrundsinformationer, så man hele tiden bliver hjulpet ind i Aamunds univers. Det sker ikke. I stedet bliver bogen et inferno af tom retorik. Den bliver fyldt med fritsvævende, fordomsfyldte påstande om, at det var bedre i gamle dage, at man hjalp hinanden mere, da far var dreng, at dagens unge ikke ønsker at gøre en forskel, at virksomhederne har for svære vilkår osv. Aamund bliver beskrevet som en moderne mand i en moderne verden af højteknologi. Men hans generaliseringer sender et signal, der får Asger Aamund til at ligne alt det, han ikke ønsker at være, nemlig en tvær mand i sin bedste prostata-alder, der syrligt strinter på alt det, samfundet har udviklet sig til at blive.