Der skete meget i årene omkring 1870: Arbejdere organiserede sig i den socialistiske arbejderbevægelse, kvinderne stiftede Dansk Kvinde-samfund og andre bevægelser, og bønderne samlede sig med frisindede liberale i Det Forenede Venstre. Alle forlangte magt, ret, lighed og ære. Og som om det ikke var nok, stod den kun 29-årige Georg Brandes 3. november 1871 på Københavns Universitet og indledte kækt sine berømte hovedstrømnings-forelæsninger med at hylde den frie forskning og den frie tanke. Modet til viden Alt det vidste vi godt. Men vi vidste næppe, at dette gamle, moderne gennembrud med dets frigørelsestanker i dag er mere aktuelt end nogensinde. Noget så kompliceret som det at forstå frihed som chance for både lykke og fortabelse kan ikke sættes endeligt på plads én gang for alle. Hver generation må på hver sin måde forholde sig til det galopperende tog af sekularisering, internationalisering og mange andre -inger, som det satte i gang. Her gøres det under gennembruddets eget motto, sapere aude, modet til at vide, i stedet for trangen til at fordømme. Brandes som national kosmopolit Forfatterne kaster et dobbeltblik indefra og udefra på litteratur, kritik, journalistik og teater og spørger, hvad det egentlig ville sige, at Danmark blev moderne i et hidtil uset totalomfang? At dele af Danmark alligevel forblev umoderne? At der skabtes kulturkløfter mellem hovedstad og provins, højre og venstre, brandesianere og antibrandesianere inden for ellers sammentømrede ideologiske blokke? Det giver Hertel et belæst bud på i en forrygende velskrevet oversigtsartikel om dette nye samfundsliv, der nødigt, men dog gerne ville være moderne. Han følger op med at kaste nyt lys på både Henrik Pontoppidans radikalisme og på Georg Brandes' kritiske intellektualisme. Inspireret af nyere international forskning ses Brandes' syn på det nationale som en dobbeltstrategi for hævdelse af dansk nationalfølelse og indsigt i europæisk kulturliv på én og samme gang. Det har han fra de unge forskere Sune Berthelsen og Ditte Marie Egebjerg, som i en fin analyse af internationalisten Brandes' forankring i det nationale læser Georg Brandes som national kosmopolit. Frihedens janushoved Med postmoderne briller fører Marianne Stidsen I.P. Jacobsen tilbage til det moderne projekt fra at have været en frit i luften svævende æstet, mens Henk van der Liet nysgerrigt tegner Holger Drachmanns forfatterskab i en progressiv og regressiv dobbeltstreg. Sune Auken kredser om det moderne gennembrud som en del af romantikken, snarere end som et oprør mod den(!). Med søgelyset rettet mod Ibsens, Bjørnsons og Strindbergs farlige teater nuancerer Live Hov kønskampen på elegant vis, mens Martin Zerlang viser, hvordan journalisterne i den 'litterære hurtighedskunst' på godt og ondt bragte moderniteten videre. Antologien er som helhed en fascinerende blanding af grundforskning og essays om frihedens janushoved i kritik, drama og litteratur. Dens energiske nysgerrighed former bogen som en revsende, refleksiv, rodbehandlende og rummelig replik til både højrenationale retorikere og skinhellige venstreinternationalister. Sindene skal nok komme i kog i en fortsat kulturkamp, men nu er niveauet højnet.