Begyndte det alt sammen i 1968?«, spørger Morten Thing i sit bidrag, og det gjorde det naturligvis ikke. Det mytiske årstal sammenfatter en udvikling, hvis grundlag var højkonjunkturen og uddannelseseksplosionen fra omkring 1960. På ti år voksede antallet af studerende med 250 procent. De farlige humanister »Vi var så at sige frembragt af den konjunktur, vi var kritiske overfor«, siger Thing meget præcist. Og den fik ende med 70'ernes oliekriser, højrepopulisme, arbejdsløshed og adgangsbegrænsning til de højere uddannelser. Socialdemokratiet, der havde finansieret det meste, blev rasende over de studerendes 'forræderi' og lod universiteterne sejle deres egen sø. Særligt skyldige som humanisterne på Københavns Universitet blev flyttet ud til en betonbunker på Amager, med Politiskolen som nabo, så et nyt studenteroprør kunne tages i opløbet. Konkurrerende myter '1968 - dengang og nu' rummer 11 essays og et interview om, hvad 1968 betød for rockmusik, feminisme, økologi, euforiserende stoffer, pornografi, kunst, litteratur og pædagogik, suppleret med erindringer fra fire samtidsvidner: Thing, Hans Hauge, Bente Rosenbeck og Ole Grünbaum. De to redaktører, begge årgang 1975, vil finde ud af, hvordan de senere myter forholder sig til, hvad der egentlig skete. Det er lidt ironisk, for studenteroprøret angreb jo netop ideen om historikeren som neutral iagttager og objektiv skildrer af fortiden. Historie skulle være engageret og partisk. Men så kan man ikke nægte andre samme ret, og da højrefløjen også opgav neutraliteten, blev 1968 en erindringspolitisk slagmark. De to konkurrerende myter fokuserer på hver deres tendens, der dog tit forenedes i samme person: ungdomsoprør og livsstilsradikalisme på den ene side, politisk aktivisme og universitetsmarxisme på den anden. Revolutionsromantik I venstrefløjens myte indvarsler '1968' forandring, frigørelse og fremskridt, et længe tiltrængt idealistisk og anti-autoritært opgør med 'krønikesamfundet'. Nøgleord er kvindekamp og nye familiemønstre, utopisk tænkning og kulturelle eksperimenter, seksuel frigørelse, opgør med skrankepaverne og forbrugersamfundet, miljøbevidsthed, uddannelseseksplosion, studenteroprør og demokratisering af samfundets institutioner. Kort sagt ja til hash og Christiania, nej til EF og atomkraft, og fantasien til magten. Med historikeren Henrik S. Nissens ord: Alting syntes muligt, kun ikke moderation. Forbrugersamfundet forblev, og de progressive ideer vandt indpas på managementkurser. Men venstrefløjen havde længe det, psykologer kalder en 'vindererindring' om 1968. Det kan de ikke have mere, for nu bærer højrefløjen ikke længere tavs og forbitret rundt på deres 'tabererindring'. 1968 er for dem blevet et symbol på alt det, der er galt med det danske samfund, og deres nøgleord er ikke frigørelse og demokrati, men undertrykkelse og formynderi. Længe gik kritikken på den overdimensionerede velfærdsstat, som 68'erne angiveligt havde ansvaret for, men ad den vej kom man ikke langt i et land, hvor efterløn og gratis studier er hellige køer. Så kastede man sig over studenteroprøret og universitetsmarxismen. 68'erne blev nu set som revolutionsromantiske tilhængere af vold og totalitarisme, der undergravede det danske demokrati gennem deres meningstyranni. Efter murens fald blev de så gjort ansvarlige for en ny form for landsskadelig virksomhed, nemlig at svække nationalstaten gennem globalisering, multikulturalisme og knæfald for Bruxelles. Marxistisk meningstyranni Som Mikkel Thorup siger i sin artikel, hvor han trækker linjen tilbage til den franske revolution: For højrefløjen er 68'erne altid skyldige, det skifter bare, hvad de er skyldige i. Derfor er det vel også et spørgsmål, om nok så mange argumenter kan rokke ved det, der kaldes »direkte fejlfortolkninger«. For hvordan afgør man, hvem der husker rigtigt? Marxismen blev efter 1968 »en ny konform videnskabelig lære«, hævdes det. Ikke efter mine erfaringer. Hvor jeg færdedes, på historiestudiet i København, var det akademiske miljø tværtimod mere frugtbart og alsidigt i 70'erne end både før og siden. Der udkom konkurrerende tidsskrifter med åben debat. Den faglige kvalitet var endnu ikke udhulet af taksameterprincippet. 5/6 af fagets lærere var 'borgerlige'. De marxistiske historikere vi læste, normalt oven i pensum, var alt andet end konforme. At en politisk fløj kan opføre sig utåleligt rethaverisk, hvis den har vind i sejlene, har venstrefløjen selv fået at smage, siden de nye kommissærer rykkede ind i 2001. Men at tale om marxistisk meningstyranni efter 1968, er en eklatant fejlfortolkning. Som jeg husker det.