New York Times tidligere korrespondent har skrevet en kærlig, men desillusioneret bog om Afrika. Vil man vide mere om, hvorfor og hvordan Afrika blev det tabte kontinent, kan man starte her. Livstruende malaria Femten år tog det. Men så fik Afrika omsider has på ham. Trods en utilsløret kærlighed til det sorte kontinent måtte New York Times'Afrika-korrespondent Howard W. French give op. En gang livstruende malaria i et telt i en flygtningelejr uden for Brazzaville blev dråben, der fik ham til at søge mod andre og mere fredelige græsgange. Som French selv sørgmodigt udtrykker det, måtte han se i øjnene, at »Afrika var begyndt at tage livet af mig«. Systematisk misbrug Inden da havde han gennemtrawlet kontinentet på egne og læsernes vegne, og derigennem samlet materiale til en velskrevet og tankevækkende bog om kontinentet, som har været så grumme meget ondt igennem, at mange vesterlændinge i dag nærmest betragter det som en naturlov, at det hele går ad helvede til dernede. Uden at vide ret meget om, at det er deres egen og deres forfædres skyld, og at det er Europa og USA i skøn forening, der gennem århundreders systematisk misbrug har kvast kontinentet så grundigt, at selv erindringen om fordums storhed er stort set forsvundet. USA's lidet glorværdig rolle Hvem husker i dag Ashanti-riget i Vestafrika, der var så magtfuldt, at det tog Storbritannien næsten 100 år og mange hårde krige at knække, før hovedstaden Kumase blev erobret i 1874? Eller det centralafrikanske kongerige Congo, som portugiserne ydmygede tre århundreder før? Blot to af de velordnede afrikanske riger med hære og solide sociale strukturer, som europæerne ødelagde, og som French - der selv er af afrikansk afstamning - stadig sørger over. For ikke bare erobrede europæerne de afrikanske riger. Jagten på slaver fik alle sociale bånd til at bryde sammen. De arbitrære kolonigrænser på tværs af etniske og sociale skel cementerede elendigheden, og da europæerne langt om længe forsvandt fra den afrikanske scene, stod USA klar til at fortsætte den nedbrydende politik. Fra dets medvirken i mordet på Congos leder Patrice Lumumba i 1960 til vor tids kaos i Liberia har USA, som French nådesløst beskriver, spillet en lidet glorværdig rolle i kontinentets nyere historie. Og troede man, der var håb om et kursskifte efter den kolde krig, kan man ifølge French tro om igen. For ganske vist talte Clinton-regeringen om de 'nye afrikanske ledere', men reelt udskiftede man bare en gruppe diktatorer og autokrater med en anden. Det gjaldt ikke mindst i det enorme Congo/Zaire, hvor den legendariske skurk og mangeårige diktator Mobutu Sese Seko blev væltet til fordel for Laurent Kabila, der var mindst lige så slem, korrupt og ubehagelig. Lykkelig uvidenhed Noget af det bedste i bogen er Frenchs beskrivelse af borgerkrigen i Congo før, under og efter Mobutus fald. Krigen, der i sine senere år blev kaldt 'Afrikas første verdenskrig', var en uhyre mudret affære og en uskøn blanding af Rwandas jagt på folkemorderne og naturressourcer, Mobutus overgreb mod de etniske tutsier i det østlige Congo, Ugandas ønske om mere magt og Angola og Zimbabwes endnu mere dunkle rolle og motiver. For slet ikke at tale om de serbiske lejesoldater, Mobutu fik fløjet ind. Forvirret? Det var journalisterne, der dækkede krigen også, og det er urovækkende at læse Frenchs beskrivelse af, hvor lidt de mennesker, der skal fortælle alle os andre, hvad der foregår i Afrika, egentlig ved om stedet. Ifølge French er problemet strukturelt. Kontinentet er enormt, ressourcerne til at dække det meget beskedne og viden om det hjemme på redaktionerne (for slet ikke at tale om i dagligstuerne) stort set ikkeeksisterende. Resultatet er, at de fleste journalister går rundt i lykkelig uvidenhed om det meste, der foregår bare lige under overfladen. De kender ikke sprogene, de kender ikke de etniske grupper, og de ved stort set intet om den historiske baggrund for konflikterne. Hertil kommer, at det mange steder er uhyre vanskeligt, kostbart og farligt at komme rundt. Og dækningen bliver derefter. Som French beskriver, tog det således uhyre lang tid for journalisterne at finde hoved og hale i, hvad der egentlig foregik i Afrikas mørke hjerte, som de fleste dog med inspiration fra Joseph Conrad kunne finde ud af at kalde Congo. Tragedien lurer under overfladen Så længe tog det, at krigen stort set var overstået, hundredtusinder omkommet og hele miseren forsvundet fra den vestlige radarskærm, før nogen for alvor havde forstået, hvad der egentlig foregik. Tankevækkende ord fra manden, der repræsenterede det, som går for at være verdens bedste avis, og måske en stor del af forklaringen på, at de fleste ved så uendeligt lidt om Afrika. Vil man rette op på det og dykke lidt længere ned i årsagerne til krigen i Congo, fattigdommen i Mali og kaosset i Liberia, er Frenchs bog et godt og velskrevet sted at starte. Her møder man uforglemmelige personer som General Splitternøgen, en af Charles Taylors kommandanter, hvis tropper kæmper nøgne og indsmurt i saft fra sukkerrør for at beskytte sig mod kuglerne. Er til koncert med Nigerias berømte sanger Fela Anikulapo Kuti og jager den dødbringende ebola-virus. Keder sig gør man bestemt ikke i Frenchs selskab, men lige under overfladen og de farverige historier lurer hele tiden tragedien. Ganske som i virkeligheden.