Alle politiske karrierer ender i fiasko, lyder det i Enoch Powells berømte og dystre profeti, og er det en overdrivelse, passer det i al fald på Margaret Thatcher, den konservative britiske premierminister, der regerede fra 1979 til 1990. Tre massive valgsejre, en vundet krig mod Argentina og et fundamentalt forandret og fornyet Storbritannien blev det til for baronesse Thatcher, som hun hedder i dag. Alt sammen blot for at blive smidt på porten af sine egne partifæller efter et kuplignende opgør i 1990. Uværdig afsked Utaknemmelighed er verdens tak, og i sin bog om Margaret Thatcher viser BBC's tidligere ledende politiske reporter John Sergeant, med al tydelighed, hvor urimeligt og på mange måder tilfældigt det var, at Thatcher blev væltet på den uværdige måde. Var det ikke for den lidt underlige regel i det konservative parti, at den nuværende leder skulle have 65 pct. af stemmerne for at bevare magten, eller havde blot 2 af de 372 konservative parlamentsmedlemmer stemt anderledes, ville kuppet være mislykket. Paralleller til Tony Blair Sergeant beskriver opgøret i detaljer, og for dem, der har blot et gran af politisk nørd i kroppen, er det ualmindelig spændende læsning. Men Thatchers dramatiske fald sætter i virkeligheden blot scenen for Sergeants virkelige tema, nemlig hvordan og hvorfor det siden er gået de konservative så ualmindeligt, ja næsten spektakulært ringe, og hvilken rolle Thatcher har spillet i det. Og det er tankevækkende læsning, ikke blot på grund af de konservative, men også på grund af de paralleller, det er næsten umuligt ikke at trække til den nuværende britiske premierminister Tony Blair. Som Thatcher dominerer Blair totalt partiet, er på vej til den tredje store valgsejr, men har samtidig et mere og mere splittet bagland, hvoraf mange hader ham indædt og - efter Irakkrigen - et efterhånden meget anstrengt forhold til befolkningen. Også for Blair er den gamle joke om, at det andet parti godt nok er modstanderen, men at de egentlige fjender findes på egne rækker, sandere end nogensinde. Systematisk underminering Men hvad var det så ifølge Sergeant, der gik galt for de konservative? Grundlæggende to ting. For det første spørgsmålet om Europa, eller rettere EU, og hvordan Storbritanniens forhold til det skulle være. Før Thatcher var de konservative et EU-positivt parti, men hun var dybt skeptisk over for det europæiske projekt og efterlod sig et dybt splittet parti på dette punkt, hvilket siden har forpestet næsten alle interne debatter. For det andet og vigtigste har Thatcher personligt ifølge Sergeant selv et helt centralt ansvar for, at det er gået hendes gamle stolte parti så skidt. Som den tidligere konservative Hongkong-guvernør og EU-kommissær Chris Patten udtrykker det »ødelagde Thatcher det konservative parti«. Ødelagde, tænker De muligvis, var hun ikke netop den sidste store konservative leder? Jo, lige præcis, men efter hun blev væltet, blev hun bitter og ved med at blande sig i partiets politik og - mere specifikt - ledelsen af det. Ved systematisk at underminere og offentligt kritisere sin efterfølger John Major, lånte hun sin betydelige autoritet til de oprør, der langsomt, men sikkert nedbrød hans autoritet og fik vælgerne til at flygte. Politisk lærestykke Som Sergeant skriver, er der få ting så uappetitlige, som når et parti lufter vasketøjet i al offentlighed Ligesom under et familieskænderi skynder udenforstående og vælgerne sig at fortrække. Men medier elsker det, og også efter Majors fald kunne de regne med Thatcher til at puste til gløderne og arrene i partiet. Af personlig hævnlyst bekæmpede hun Kenneth Clarke, den mand, der burde være blevet de konservatives leder, og kastede i stedet på katastrofal vis sit lod til fordel for først William Hauge og derefter Iain Duncan Smith som partiledere, på trods af deres meget tvivlsomme evner for at generobre magten. Et trist eftermæle for en stor politisk leder, men et lærestykke i farerne ved interne personkampe i et politisk parti, som også med danske - og måske særligt socialdemokratiske - øje er værd at læse.