Det er aldrig for sent at oversætte filosofiske klassikere - ikke hvis der er tale om værker, som for alvor lever op til denne betegnelse. Selv om der snart er gået to hundrede år, siden den tyske filosof Georg Wilhelm Friedrich Hegel udgav sin debutbog 'Åndens fænomenologi' (i 1807), er det således heller ikke for silde at sende den ud i dansk oversættelse, som Gyldendal har gjort i år. Betydningsfuld bedrift Ikke alene er der tale om et værk, der i sin tid satte skel i filosofiens historie og prægede dens dagsorden og sprogbrug i flere årtier frem. Efterfølgende har 'Åndens fænomenologi' også øvet indflydelse på tænkningen inden for mange andre fag - langt ind i det tyvende århundrede og op til i dag. Det er derfor ikke kun til glæde for filosoffer, at den nu foreligger i en særdeles vellykket dansk oversættelse af litteraten Claus Bratt Østergaard, men en bedrift af mere vidtrækkende betydning. Tilblivelsen af viden Hvad er det for en slags bog? Den var tænkt af Hegel som en slags indgangsord til hele hans filosofiske system. Den umådeligt ambitiøse plan bag værket - som blev til under ganske kummerlige forhold i Jena og på et tidspunkt, hvor Hegels universitetskarriere stod i stampe - var at lade læseren gennemleve det selvsamme udviklingsforløb, som værket skildrer. Der er derfor på én gang tale om en filosofisk fremstilling og en indføring i filosofisk metode efter Hegels systematiske hoved, der holdt for, at »det sande er det hele« og således først til stede ved afslutningen af værket. Emnet for 'Åndens fænomenologi' er intet mindre end tilblivelsen af viden - lige fra den mest elementære sanselige vished til dét, som Hegel kalder »absolut viden«. Bogen kan betragtes som et kæmpestort epos, der handler om, hvordan både det enkelte menneske og hele menneskeheden kommer til bevidsthed om sig selv. Hvis man skulle indordne 'Åndens fænomenologi' i forhold til de i dag gældende faggrænser, hører den vel derfor til i grænselandet mellem spekulativ individualpsykologi og kollektivhistorie. Opgaven var, skrev Hegel, at »give en almen fremstilling af, hvorledes individet fra det 'udannede standpunkt' føres frem til viden, ligesom vi skulle betragte det almene individ, verdensånden, i dens dannelsesproces«. Mærkelige vildveje Det lyder som opskriften på en dannelsesroman, hvilket også er den litterære genre som, 'Åndens fænomenologi' oftest er blevet sammenholdt med, ikke mindst med Goethes 'Wilhelm Meister'. Og ligesom i en dannelsesroman er vejen til selverkendelse ikke let og ligetil. Den styrer ad omveje og mærkelige vildveje, misforståelser og komiske forviklinger, før Ånden bliver klar over, hvad den selv er. Til mellemstationerne undervejs mod absolut viden hører højdepunkter som kampen for anerkendelse, der resulterer i herre/slave-dialektikken, i den ulykkelige bevidsthed og i den fordrejede verden - alle sammen grundfigurer i fortællingen, der senere er blevet omfortolket og omfortalt i et væld af filosofiske og ikke-filosofiske sammenhænge. Det smukkeste sted undervejs er efter min mening Hegels indsigtsfulde udredning af konflikten i Sofokles' tragedie om kongedatteren Antigone, som bruges til at belyse den græske bystats manglende bæredygtighed. Sort snak I Hegels samtid havde Ånden endelig fundet det rette medium til at forstå sig selv - i det filosofiske, begrebsbaserede sprog. Det er dette sprog, som Åndens odyssé er affattet i hos Hegel, og skal man fastholde analogien til dannelsesromanen, må man derfor også føje, at det i så fald er den abstrakteste, mest kødløse dannelsesroman, der nogensinde er skrevet. Det er bestemt ikke nogen 'page turner'. Det kræver stor anstrengelse at forstå, hvad der foregår undervejs, og en stædig indsats at følge med i bare, hvad stedordene faktisk henviser til i Hegels beretning om åndens rejse i tid og rum. »Inden for den store filosofi er Hegel »nok den eneste tænker, hvor man af og til helt bogstaveligt ikke ved [...] hvad der overhovedet tales om«, citerer oversætteren den tyske filosof Adorno for at have skrevet. Den beskrivelse afviger ikke nævneværdigt fra undertegnedes læseoplevelse. Sympatisk læsning Når man undervejs er i vildrede, kan man dog trøste sig med at være i fornemt selskab. Søren Kierkegaard mindede via pseudonymet Vigilius Haufniensis i 'Begrebet Angest' fra 1844 om, at Hegel var og blev »i tydsk Forstand en Professor i Philosophien efter en stor Maalestok, idet han à tout prix skal forklare Alt«. Samme år lod han i 'Forord' et andet af sine pseudonymer, Nicolaus Notabene, erklære: »Jeg negter altsaa ikke, at Hegel har forklaret Alt« men »holder mig ved Jorden og siger: jeg har ikke forstaaet Hegels Forklaring«. Det er bestemt heller ikke let. 'Åndens fænomenologi' et værk, der trækker store veksler på læserens velvilje. Kun en sympatisk læsning er faktisk mulig, noterer Østergaard i sin oplysende indledning. Utåleligt hovmod Værkets vanskelighed er således legendarisk, men dets hemmelighedsfuldhed har dog samtidig været en af dets største fristelser. Det er som skabt til at holde forskere beskæftiget i århundreder med at udtyde meningen. En af dem, der måtte slide gevaldigt for at løse gåden, var den danske forfatter Johan Ludvig Heiberg, der først efter lang tids intense studier og personlige samtaler med Hegel selv fattede systemet på et hotelværelse i Hamborg i 1824. I nogle selvbiografiske optegnelser fortæller han, hvordan han da »pludselig, paa en Maade, som jeg aldrig før eller siden har oplevet, blev greben af et momentant indre Syn, ligesom et Lynglimt, der med Eet oplyste den hele Region for mig, og vakte i mig den mig hidindtil skjulte Central-Tanke«. Heibergs religiøse ordvalg vidner om, hvilken vækkelse hegelianismen for mange var. Heibergs filosofiske omvendelse blev startskuddet på den danske hegelianisme, der kulminerede omkring 1840 som en slags ungdomsbevægelse blandt studerende ved Københavns Universitet. Traditionen tro til bekymring for almenheden: »Det er en uimodsigelig Sandhed og kan ikke være undgaaet nogen opmærksom Iagttager, at den sidste Tid og navnligen det sidste Aar har forrykket Hjernerne paa mangfoldige unge Studerende og besjælet dem med en næsten utaalelig Hovmod og Arrogance. De ville ikke tænke uden i hegelske Former, de ville ikke tale uden i det hegelske Sprog«, skrev en anonym iagttager i 'Kjøbenhavnsposten' i 1840. Hegeliansk aprilsnar Selv om denne hegelianske modebølge, der er blevet sammenlignet med universitetsmarxismen i 1970'erne, kun varede i få år, fik den kolossale konsekvenser i den europæiske filosofis historie i kraft af dens indvirkning på en enkelt genomvendt hegelianer, der lød navnet Søren Kierkegaard. Det blev i mange henseender afsættet for hans forfatterskab. Han gendigtede i 'Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift' Heibergs omvendelseshistorie, så den kom til at handle om Dr. Hjortespring, for hvem systemet åbenbarede sig påskemorgen og også på et hotel i Hamburg, men et år hvor påsken faldt lidt senere end i år, nemlig 1. april, »saa Doctoren tillige med at blive Hegelianer blev Aprilsnar«. Ikke mindst på grund af Søren Kierkegaard er det særdeles vigtigt, at Hegels værker nu omsider bliver oversat og direkte tilgængelige for danske læsere. I Danmark især er billedet af ham blevet tegnet og fortegnet af Kierkegaard og efterfølgende loyale kierkegaardianere, således at 'hegelianer' i mange sammenhænge helt automatisk fungerer som et skældsord. Dette billede har kun godt af at blive udfordret af et mere tekstnært kendskab til Hegels hovedværk. Hegels Ånd spøger stadig Oversættelsen giver desuden danske læsere bedre forudsætninger for at lokalisere det hegelianske tankegods, der driver omkring i filosofihistorien og også i vor tids teoridannelse. Ikke mindst i kraft af den franske Hegel-renæssance i 1930'erne - animeret af den russisk-franske filosof Alexandre Kojèves perspektivrige forelæsninger over 'Åndens fænomenologi' fra 1933 til 1939 - er Hegel ikke til at slippe uden om i nutidige teoretiske diskussioner. Hvad enten det drejer sig om marxisme, nietzscheanisme, fænomenologi, eksistensfilosofi, dekonstruktion, psykoanalyse - eller helt aktuel identitetstænkning, kommunitarisme, postkolonialitetsteori eller endda 'queer theory', befinder Hegel sig i baggrunden som en afgørende forudsætning. Ja, Hegel inddrages endda jævnligt i forsøg på at forstå ændringerne af verdensordenen efter 11. september 2001. Det synes derfor at have været for tidligt, da den franske filosof Jean-François Lyotard i 1979 afskrev Hegels beretning om åndens selvudvikling som en af de såkaldt 'store fortællinger', som den postmoderne tilstand havde gjort op med. Den typisk hegelianske gestus, hvormed han erklærede de store fortællinger for 'døde', bekræfter alt for tydeligt, at det nok alligevel ikke helt er tilfældet. Hegels Ånd spøger stadig.