'Radikant' foreslår Naser Khader, at navnet på Det radikale Venstre skal være. Han mener, at partiet nok er blevet det næststørste i hovedstaden og har fået tilnavnet 'de radicoole' eller 'caffelatte-partiet', men at de radikale også har en kant, ikke nødvendigvis en af dem, man kan slå sig på, men et sæt holdninger, som er klare og retfærdige og som et stort flertal af danskerne burde kunne gå ind for. Fattelig og fornuftig Naser Khader er i hvert fald en god argumentator - så god, at man alvorligt og pligtskyldigt overvejer at skifte parti, når man har læst bogen. Jeg tror, at det i meget høj grad også er redaktøren Anette Vestergaards fortjeneste, at den fremstår så læselig, så fattelig, så behagelig og fornuftig og så naturligt hvilende på det danske folkestyres grundlag. Tilpasningsdygtig Naser Khader er en ret usædvanlig politiker - en mand, som red på æselryg i Syrien i sin barndom, og som blev omplantet til Danmark - først cand.polit., så valgt til Folketinget i 2001. Han må have en tilpasningsdygtighed af en anden art end den gængse model, som de fleste politikere har. Ingen bitterhed Han må have oplevet store ydmygelser og uretfærdigheder, som han har slugt og fordøjet. Jeg siger 'må have', for bogen er renset for bitterhed eller chikane, den er tværtimod så frisk og venlig og optimistisk, at man netop kun i friskheden mærker indvandrerpolitikerens gemyt og hans begejstring for det demokrati, som vi andre mere sløvt for længst har vænnet os til. Jeg husker, at jeg for nogle år siden var i Iran og vendte hjem til Danmark med en ustyrlig trang til at smække vinduet op og råbe »Ned med statsministeren!« ud på gaden. Jeg gjorde det også, ingen reagerede, og siden lukkede jeg vinduet. Men Naser Khader har ikke lukket vinduet. Håndbog i folkestyre Bogen er delvis erindringer fra fire år i politik, delvis en orientering i folkestyrtes regler, både de skrevne og de uskrevne. Den almindelige danske folketingsmand ville ikke gide at referere alt det, som danskerne formodes at vide (men som de jo ikke ved). Hvis Folketingspræsidiet skulle udgive en populær håndbog i folkestyre, ville Naser Khaders model være på sin plads ... øh, bortset fra dens politiske bias. Men den bias er ikke så slem, vel? Af særlig interesse er det at læse om Naser Khaders vurderinger af forholdet til indvandrere og indvandrerpolitikere i Danmark. Han vil nødig regnes for en af dem, for han ønsker at øve indflydelse på hele det politiske spektrum og ikke kun på indvandrerpolitikken. Forståeligt, sympatisk, i orden. Nøddeskalspolitik Men mellem linjerne anes konflikter og uenigheder, som ikke bliver stort mere end skitserede. Han har dog en god erfaring, som man netop kan have, hvis man er folketingsmedlem: Gør det klart, hvor din politiske loyalitet ligger - hos det parti, du stiller op for, eller hos dit etniske bagland eller din religion? Klargør for dig selv, om du vil være minoritetspolitiker - om du blot vil være politiker i en 'nøddeskal'. Å ja - kunne man være af den opfattelse, at indvandrerspørgsmålet er mere end nøddeskalspolitik? Naser Khader har valgt sin position og sit politiske image. Vi klapper og ønsker ham til lykke. Kun den sædvanlige trang til perverse boringer opfordrer læseren til at kigge indenfor og dybt ned i manden og aftvinge ham synspunkter - som han slet og ret næppe har. Her er et stykke integrationspolitik af fineste karat, eksemplificeret i et menneske, som er blevet dansker. Naser Khader - og jeg mener det!