Hvor er de smukke! De mange yndefulde, semiåndelige væsner med vinger, altså englene. Majestætiske, men skrøbelige, handlekraftige, men drømmende, guddommelige, men menneskelige. Den europæiske kunst vrimler med dem, og hvor er det dog herligt, for englemotiverne stimulerer i usædvanlig grad fantasien og den æstetiske sans og sætter fornuften på midlertidig standby. 'Gyldendals bog om engle', der er skrevet af kunsthistorikeren Charlotte Christensen, er ikke mindst takket være de mange illustrationer et særdeles betagende værk. Kulturel selektion Som alle levende væsner har også englene en evolutionshistorie. Her er nøgleordene dog ikke naturlig, men kulturel selektion, for englene forandrer sig i takt med udviklinger og innovationer inden for religion, kunst og folketro. Engle er ganske vist usædvanlige, men ikke mere end at forestillingerne om dem følger lovene for kulturelt betinget symbolsprog. Kedelig fremstilling Christensen tager læseren med på en angelologisk udviklingsrejse, der strækker sig fra Det Gamle Testamente til modernistisk kunst og film. Rejsen er desværre ikke altid lige spændende. F.eks. kunne hun med fordel have konsulteret nogle teologer i forbindelse med kapitlet om 'Englene i Bibelen'. Fremstillingen er her opremsende, parafraserende, kedelig. Man savner i den grad teologiske og idehistoriske tolkninger af de mange bibelske tekststykker, hvor engle i alle tænkelige udgaver optræder. Jeg kan da oplyse forfatteren om, at der eksisterer en hel del glimrende teologisk litteratur om emnet, f.eks. Kevin P. Sullivans bog fra 2004, 'Wrestling with Angels'. Afspejler tidsånden Meget bedre går det i den efterfølgende del, 'Englene efter Bibelen'. Her har Christensen vel også hjemmebanefordel. Gennemgangen af englenes placering i jødedom og islam er kort, men udmærket. Mere inspirerende er behandlingen af de kristne-metafysiske spekulationer over englenes væsen og eksistens i antik og skolastisk filosofi. Og rigtigt vellykkede er afsnittene om englenes liv i kunsten. Fra de italienske renæssancemaleriers sublime udtryksfuldhed og kreativitet (tænk bare på Rafaels berømte små, buttede drengebørn med vinger) over de pietistiske salmedigteres dystre dramatik til H.C. Andersens patetiske eventyr 'Engelen' demonstrerer Christensen, hvordan englenes udseende og funktion afspejler tidsånden i dens konstante forandring. Domesticerede engle Siden romantikken har englene levet lidt af en glansbilledtilværelse i folketroen. Fra at være den straffende Guds håndlangere, budbringere eller mystiske fremmede er englene nu blevet domesticeret. I folketroen er englen den rare skytsengel, der i skikkelse af en ung, smuk, kvindelig støttepædagog med langt, lyst hår og rene klæder ikke har andet at tage sig til end at vogte over de uskyldige små børn. »Skytsenglen lever!« konkluderer Gyldendals fine bog om engle. Men måske viser det sig bare at være en and.