»Det sku' vær' så godt, og så' det faktisk skidt«. Hvis der skulle lægges et lydspor ned over denne bog om forholdene i 'Gitmo', slang for Guantánamo, kunne det passende være refrænet fra Sven Møller Kristensens klassiker 'Sangen om Larsen'. For var der noget den unge amerikanske sergent Erik Saar havde troet, da han som tolk med speciale i arabisk sprog meldte sig til et halvt års tjeneste på Guantánamo, så var det at »det sku' vær' så godt«. Så godt at hjælpe sit elskede land - vi er i hænderne på en mønsterpatriot - med at finde frem til de medskyldige i alle geledder for al-Qaedas blodige terrorangreb 11. september 2001. Desillusion Den moderat kristne Erik, der elsker baseball, drikker Budweiser, spiser apple pie og jagter piger, som hedder Peggy Sue og Mary Lou, er indbegrebet af det, mange europæere vil forstå som en 'rigtig amerikaner'. Han er, som medforfatteren, journalisten Viveca Novak, beskriver det, rævestolt over at forsvare 'Stars and Stripes', og de store følelser får frit slag, når han priser de dyder ved nationen, han vægter højest. Men det er interessant nok de selv samme dyder, han hurtigt erfarer, er sørgeligt fraværende på Guantánamo, nemlig god moral, respekt for andre mennesker, flid, orden og disciplin. Mismod og rådvildhed Straks ved sin ankomst til Gitmo i december 2002 konstaterer Saar, at stedet er plaget af rotter, at soldaterne bor i beskidte, overfyldte huse, at fangevogtere, efterretningsfolk og tolke hader hinanden, og at der er indbyrdes værnkampe mellem Det Hvide Hus, udenrigsministeriet og dele af hæren. Resultatet er til at tage at føle på: mismod, irritation og rådvildhed blandt en stor del af de udsendte. At hovedparten af fangevogterne består af reservister, der morgen, middag og aften får at vide, at fangerne er »the scum of the Earth«, superterrorister, der lever og ånder for at dræbe amerikanere, gør ikke klimaet bedre. Og fangerne er i øvrigt heller ikke helt bovlamme. De stænker deres vogtere til med urin, skriger forbandelser efter dem, simulerer alskens sygdomme, hvis de da ikke efter det forhåndenværende søms princip forsøger at tage sig af dage. Helvedes forgård Caribisk troppeparadis? Kig i vejviseren. Snarere virkeliggørelsen af klichéen om Helvedes forgård på jord. »Gitmo sucks«, lyder det fra Saar. Hvor meget den amerikanske hærs manual end betoner, at tilfangetagne fjender ikke må lide »unødig overlast«, og at en alt for voldsom behandling i øvrigt er et ringe middel til at indhente brugbare oplysninger, står det ikke mål med den virkelighed, Erik Saar oplever under sin tjenestetid i Camp Delta, fangelejren på Guantánamo. Værre end døden Tortur i ordets konventionelle forstand ser Saar ikke noget til, men derimod er der dagligt rigeligt af »dehumaniserende handlinger«. Et eksempel: Erik skal tolke for den kvindelige forhørsleder Brooks, som skal afhøre en saudisk mand, der er taget til fange i Afghanistan. Brooks fortæller Erik, at hun vil få fangen til at føle sig »uren over for Allah«. Metode? Hun gnider sine bryster op af fangens ryg, aflirer obskøniteter på samlebånd og tørrer menstruationsblod af i hans ansigt (selv om det viser sig blot at være farve). Effekten udebliver ikke: Fangen skriger af intens væmmelse og hulker af elendighed. For en islamist er en sådan behandling værre end døden, lyder det uden synderlig overdrivelse fra Erik Saar, der for sit eget vedkommende også er så oprevet efter hændelsen, at han står grædende under bruseren i lang tid for at »skrubbe alt det beskidte« af sin krop. 'Hvad nu hvis' Erik Saar kommer i tvivl. Ikke om projektets rigtighed (læs: krigen imod terror). Den internationale terrorisme må og skal bekæmpes, mener han. Heller ikke om nødvendigheden af at »do the dirty« på nogle af de ledende folk i terrornetværkene. Hvad pokker, disse fyre er selv skruppelløse over for andre mennesker, så lad dem dog smage lidt af deres egen beske medicin. Nej, tvivlen i Saars sind træder frem, da han for alvor giver sig til at tænke over spørgsmålet, 'hvad nu hvis' de internerede faktisk ikke har udført terrorhandlinger, sådan som de fleste selv hævder. Og hvad nu hvis der er hold i rygterne om, at den Nordlige Alliance i Afghanistan har solgt folk med arabisk og persisk baggrund til amerikanerne alene for at få knitrende dollarsedler? Forråelse og ligegyldighed Da først disse tanker begynder at melde sig - og de får næring af Saars iver efter at opretholde de »sande amerikanske værdier« - ser han, hvad han ikke først havde blik for, nemlig at »vi«, USA, ikke har mere end et par rigtig slemme drenge bag tremmer. Resten er enten småfisk eller helt uskyldige stakler, der tilbageholdes i et juridisk ingenmandsland uden vished for, hvornår - eller om - de bliver løsladt. Saar er anfægtet: En sådan skændig måde at optræde på - og inddrage unge amerikanere i - er »et brudt løfte fra hærens side«. Forråelse og ligegyldighed med andres skæbne bliver en del af logikken på 'Gitmo', og det nægter Saar, der nok virker idealistisk, men ikke from, at være med til. Bemærk: det er ikke en 'antiamerikaner' eller en blåøjet pacifist, der taler, men en tidligere befalingsmand i den amerikanske hær, som i øvrigt ikke lægger skjul på, at han gerne vil trække i trøjen igen. Skrøbeligt renommé Men først skal der rettes op på de moralske og strategiske fejltagelser, som Guantánamo er ved at koste - eller allerede har kostet - USA. »De begrænsede oplysninger, vi får fra dem, vi tilbageholder på Cuba, står ikke mål med den skade, vi begår mod vores internationale renommé. Det koster os vores moralske lederskab i verden«. Ak ja, det sku' vær' så godt, og så' det faktisk skidt. Gitmo-skidt.