0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Kunstens mirakler

Inspirerende essays om litteraturen som etisk kraft og poetisk magi.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Essayformen synes på vej tilbage.

Selv nogle af litteraturfagets principryttere vover nu at smyge sig ud af den akademiske rustning og udfolde deres læsekunst i mere tvangfri former for at komme i snak med et bredere publikum.

De gør det mere eller mindre frigjort, men de prøver, og hurra for det.

Middel til selvafklaring
Lars Handesten - lektor i dansk litteratur ved Syddansk Universitet og kritiker ved Berlingske Tidende - udgav i 2000 en fin monografi om Johs. V. Jensen, og samme Jensen spiller med i disse 14 essays om læsning.

Som bindets andre forfattere bliver Jensen en mur at spille bold op ad, et middel til selvafklaring.

Jensens fremskridtstro
Handesten følger Jensens jordomrejse 1902-03 og ser hans jagt på et nyt, højpotent jeg som eksempel på den siden så udbredte illusion om at kunne rejse sig til en ny identitet.

Han følger Jensen til Chicago og New York 1903 og kontrasterer hans oprømte fremskridtstro med den himmelråbende sociale ulighed i dagens USA, uden dog helt at skippe den amerikanske vision om en ny og bedre verden.

Eksistentiel og personlig bog
Ud fra skoletidens møde med Rifbjerg, Villy Sørensen og Hemingway belyser han skiftende aldres opfattelse af køn og drift, og Tom Kristensens og andres suggestive prosa bruges til at vise, hvordan kunst kan fremstå mere 'virkelig' og fungere mere bevidsthedsformende end den berømte skinbarlige virkelighed og »lede én på sporet af hemmeligheder om én selv«.

Sådan afklarer Handestens analyse både hovedtemaer i de valgte værker fra litteratur, film og billedkunst og hans egen holdning til de store 10.000 dollar-spørgsmål - om livet, døden og troen, om kærligheden, kunsten og meningen med det hele.

Med dødsforagt tager han livtag med Det Sande, Det Gode, Det Skønne og Det Onde, i eksempler fra Brett Easton Ellis' 'American Psycho' til Jens-Martin Eriksen og Lars von Trier - og fra sit eget og sin families liv.

Det gør det til en meget eksistentiel og personlig bog, men det generaliseres til almen diskussion om, hvad vi bruger litteratur til, og hvad den gør ved os.

Nyt uendelighedsperspektiv
Hovedtemaet er litteraturen som etisk udfordring, som middel til virkeligheds- og selverkendelse og identitetsdannelse, mindre til samfundsmæssig erkendelse.

Et sidetema er den metafysiske dimension. Umiddelbart er Handesten skeptisk over for nyreligiøsitet, men han får også åndenød i senmodernismens flade 'frigørelse' og ekstreme individualisme.

Han finder et nyt uendelighedsperspektiv, hvor digtere fra Johs. V. og Thøger Larsen til Inger Christensen fastholder naturens dennesidige mirakel og 'livsprincipperne'.

Og i bogens smukkeste essay åbner han sig mod den »kun alt for menneskelige Jesus« og ser en radering af Sys Hindsbo som pant på »kunstens og sprogets evne til at skabe et forståelsesmæssigt fællesskab«.

Poesi i familie med alkymien
Netop fællesskab. Handesten gør op med den postmoderne - og postmondæne - opfattelse: at tekster kun er, hvad læseren spejler og fylder i dem. Kunst er ikke flugt, men udvider verden per stedfortræder:

»Sproget, sangen og musikken gør os opmærksomme på det, vi oplever. Virkeligheden bliver mere virkelig af at blive beskrevet«. Når lyrikken åbner sig - det sker især, når den bliver læst op - viser den poesiens magi i familie med alkymien.

Evnen til at opleve Oehlenschlägers magi, f.eks. i 'Guldhornene', vil være tillært og dermed klassebestemt, og stadig flere vil opfatte det som knyttet til en nu forældet dannelseskultur og boglærdom.

Men principielt står det geniale digt og andre mirakler fortsat åbne for alle, og kunstforagten må bekæmpes med hænder og fødder.

Velskrevet, klogt og inspirerende
Lars Handesten er en alvorsmand. Der løsnes kun ét lille smil på disse 192 sider. Læsning er til verdens- og selvforbedring, ikke til tant og fjas.

Hans 'turbonætter' omfatter nok Per Højholts show og drengetidens historier fra de syv have, men ellers ligger de lige langt fra Henry Miller og gamle Dumas, og som min kære lærer Paul V. Rubow sagde engang: »Jeg giver ikke fem flade øre for en litteraturteori, der ikke omfatter 'De tre musketerer'«.

Men Handesten er en god læser og formidler, og inden for deres let begrænsede rum er disse essays værd at gå i dialog med. Velskrevne, kloge og inspirerende.