»Vi er Destruktionsgenerationen, det er os der faar Tævene«, skriver digteren Morten Nielsen i et brev til en ven i sommeren 1941, tre år før han under mystiske omstændigheder bliver dræbt af et vådeskud. Året inden han dør, udkommer hans eneste digtsamling, 'Krigere uden Vaaben'; en bog, der mere end nogen anden har givet krigens unge døde stemme for generationerne efter. Om at læse og skrive Kim Malthe-Bruun bliver 21 år gammel henrettet af tyskerne i Ryvangen 6. april 1945, dømt til døden som medlem af Jørgen Winther-gruppen. Malthe-Bruun, der havde gået på sømandshøjskolen i Svendborg og var i Finland i syv måneder under krigen som jungmand, kunne måske være blevet digter; hans breve og dagbogsoptegnelser er fulde af overvejelser over, hvad det vil sige at læse og skrive. Kommercielt potentiale Det er de to unge vordende digteres liv og skrift, Bjarne Nielsen Brovst tidligere har dokumenteret i udgivelser fra 1995 (Morten Nielsen) og 1980 (Malthe-Bruun), som nu er blevet samlet under titlen 'For unge til at dø'. Forlaget Lindhardt og Ringhof har formentlig set et kommercielt potentiale i at udgive de to helgenkåringer i 60-året for Danmarks befrielse, hvor debatten om samarbejdspolitikken under besættelsen er blusset op igen som element i den såkaldte værdikamp. Ikke 249 kroner værd Man kan så passende skose forlaget for ikke at have gjort arbejdet ordentligt: For det første er der på mange opslag i bogen markant forskel på, hvor mørkt bogstavtrykket fremstår på venstre og højre side. Det fotografiske genoptryk er med andre ord ikke 249 kroner værd. For det andet burde forlaget have pudset en redaktør på dokumentaristen, der kunne have skåret ind til benet og forhindret en fuldkommen gentagelse af forfatterens overstadige forelskelse i sit stof. Syv hele skiver rugbrød Bjarne Nielsen Brovst er en dokumentarist, der har travlt med selv at komme med på billedet - f.eks. understreges det gang på gang, at det altså er »til mig«, de mundtlige kilder fortæller, og at ikke tidligere kendte dagbøger af Malthe-Bruun »her gengives for første gang«. Man er som læser ikke i tvivl om, at forfatteren har gjort sin research, når den biografiske skildring af Morten Nielsen bliver til i kraft af mundtlige erindringer om ham fra hans mor, barndomsvenner, klassekammerater, engelsklærer, naboens søn osv. Den dokumentariske metode udarter indimellem til det komiske, når morfarens festsang til Morten Nielsens forældres bryllup bliver bragt i sin helhed, eller når en af drengene hjemme fra Kærlundsvej i Aalborg husker, at Morten var på kost et par dage: »Han spiste syv hele skiver rugbrød. Jeg var dybt imponeret«. Legenden Morten Nielsen Mere substans er der i brevene fra Morten Nielsens egen hånd og novellerne og digtene fra tidsskriftet Vild Hvede, som Nielsen Brovst bruger til at vise, at det ikke var verdenskrigen alene, der gjorde Morten Nielsen til digter. Han ville skrive om »livet, når det er renest«. Det var de grundlæggende eksistentielle spørgsmål om livet og døden, som optog ham, mens de urolige tider var med til at skærpe rammerne for hans digtning. Der er ikke meget nyt i denne legende om Morten Nielsen, som blot bekræfter den allerede kendte, halvt mytiske fornemmelse, at han selv var klar over, at han skrev under galgenfrist; at han ikke ville leve længe. Jesus-identifikation Bjarne Nielsen Brovst har så travlt med at kanonisere sine to unge døde, at han undervejs mister evnen til at bedømme, hvad der er ungdommelige sværmerier, og hvad der er virkelig litterær kvalitet. Det bliver især tydeligt, når han forfalder til formuleringer som: »Hos Dostojevskij er Kim gået i lære hos den store mester. Og Kim er som han. Han oplever virkeligheden før han skriver«, og »Kim vil som Hemingway se den daglige verden i det klare, fotografiske og skånselsløse lys«. Til gengæld får Malthe-Bruuns stærke Jesus-identifikation lov til at stå uantastet (fortolkninger er ikke bogens styrke), selv om det ville have været oplagt at forbinde den med hans inderlige forelskelse i livet under ethvert vilkår. Indtryk af en begejstret amatør Selv mens han i enecellen i Vestre Fængsel venter på, at dødsdommen skal eksekveres, kan han - og nu identificerer han sig med Sokrates - skrive: »jeg kunde føle det spirende Foraar. Strenge spændtes i mit Bryst, og jeg var et saare lykkeligt Menneske«. Jeg ved ikke, hvilke forestillinger Bjarne Nielsen Brovst har om sin egen rolle som dokumentarist, men det er min hovedanke mod bogen, at han på ene side ikke træder klart i karakter som tilrettelægger af et mytisk stof (i stedet lader han højt og lavt stå mellem hinanden), og at han på den anden side føler sig kaldet til hele tiden at overtyde læseren om, at her har jeg, dokumentaristen, fat i jomfrueligt stof. Tilbage står indtrykket af en begejstret amatør, der maler helgenbilleder på markedspladsen foran kirken.