Først var det som meget bekendt H.C. Andersens 200-års dag, og så blev det i maj 300-året for Ambrosius Stubs fødsel. Den Stub, der var, som Helge Stenkilde skriver på titelbladet til sin stramt fortalte lille biografi, »Danmarks første store lyriker«. Brillerede som religiøs digter I forordet udbygger han påstanden ved at skrive: »Han var den danske litteraturs første lyriske digter med ret moderne digte« og videre: »Han var den første umiddelbare verdslige lyriker i dansk litteratur siden folkeviserne«, og herved får Stenkilde trukket Stub fri fra en sammenligning med Kingo, der som digter dog nok må siges at være en stor lyrisk digter, om end det fortrinsvis var som religiøs digter, han brillerede. Liv set udefra Helge Stenkilde fremkommer ikke med alskens teorier og romantiske skrøner om, hvad Stub har levet og lidt, han gennemgår nøgternt Stubs liv på grundlag af de kilder, man har, og herved vinder fremstillingen gevaldigt. At læse Stenkildes bog er som et køligt brusebad på en varm sommerdag. Man - det vil sige anmelderen - tænker: Ja, sådan har det været, sådan var hans liv set udefra og på 250 års afstand (Stub blev 51 år). Nok var det på mange måder elendigt, især hans sidste år, men ikke så elendigt, som man har villet gøre det til. Afrejse fra Valdemars Slot Og én ting er sikker: Han valgte sin egen bane, han ville være digter og ikke præst, selv om det lå i kortene, da han kom til København for at læse det eneste, man kunne læse, nemlig teologi. Præst ville han ikke være, og så var der ikke mange andre muligheder. Men et elendigt, nedværdiget menneske var han ikke. Han var fattig, javel, men hvis det, Stenkilde skriver om hans afrejse fra Valdemars Slot på Tåsinge og den noget uberegnelige herremand Niels Juel, er korrekt, så foregik denne på næsten normal vis og ikke på den forfærdelige, nedværdigende måde, man har villet gøre den til. Glimrende som introduktion og til fordybelse Meget fik Stub måske ikke udrettet, målt med samtidens øjne. Han levede i nøjsomhed, han var andres tjener, han elskede musik, dans og sang, men han var lykkelig, fordi han fulgte, skriver Stenkilde, sit hjertes kald. Og hvad kan man så egentlig forlange mere, spørger anmelderen. Hvilke af Stubs digte er ifølge Helge Stenkilde så så gode, at de kan godtgøre Stubs høje placering på den danske digterrangstige? Det er »Den kiedsom Vinter gik sin Gang/ Den dag saa kort, den Nat saa lang/ Forandrer sig/ Saa lempelig;/ Den barske Vind, den mørke Skye/ Maa flye ...«, og så slutter Stenkilde sit nøgterne skrift om Ambrosius Stub med at optrykke i sin helhed 'Hvad vindes paa Verdens vidtløftige Hav?', hvor en anden måske ville have foretrukket at optrykke hele visen om vårens indtog og vinterens flugt. Helge Stenkildes lille bog er en aldeles glimrende fremstilling, velegnet såvel til introduktion som til videre fordybelse, for der står rigtig meget på siderne, hvilket man måske først annammer ved andengangslæsning. Og så er bogen kønt tilrettelagt og trykt, sådan som de fleste bøger fra Poul Kristensens Forlag er det.