Man skal passe på ikke at blive for oprømt, men i disse tider, hvor der rask væk tales om indvandring, kriminalitet og udvisninger i ét væk, er det ikke så lidt opløftende at få en anden vinkel på integrationens vanskelige historie. Dags dato er historisk i så henseende. Det er nemlig 200 år siden, at kredse i det dengang største indvandrersamfund i Danmark, jøderne, tog initiativ til at oprette deres egen skole for drenge fra socialt dårligt stillede hjem. Forankring i det fremmede Drengeskolen, der fik til huse i en beskeden bygning i Skindergade i København, blev fem år senere fulgt op med en pigeskole, der fik navn efter Frederik VI's datter, Caroline. Jødiske børn, hvis forældre talte jiddisch, tysk, russisk eller polsk, eller til overflod alle sprogene, men ikke dansk, fik adgang til disse skoler for derigennem at forsøge at forankre dem i deres nye land. Sagligt og underholdende Dette ganske visionære tiltag var udklækket af Mendel Levin Nathanson, som foruden at være redaktør af Berlingske Tidende og forfatter også var en energisk skikkelse i den jødiske menighed. Han var ikke i tvivl om, at det ville være til jødernes ulykke, hvis de afskærmede sig fra det øvrige samfund. For en mand, der i øvrigt lod sine ti børn konvertere til kristendommen, var budskabet klart: Lær dansk og gør jer bekendt med flertallets normer og kultur. Hvis man har disse redskaber i orden, kan man også få sig en uddannelse og dermed gøre sig fortjent til omverdenens respekt og anerkendelse, noget Nathanson selv, som en fortrolig ven af kongehuset, var et levende bevis på. Siden salig Nathansons dage er der naturligvis hændt meget for de jødiske skoler. Det kan man forvisse sig om ved at læse det både historisk saglige og i momenter stærkt underholdende jubilæumsskrift, som Carolineskolen - siden 1945 en integreret drenge- og pigeskole - har udsendt i dagens anledning. Det nære og det fjerne På grundlag af diverse arkivalier og en lang række interview med tidligere elever skildrer forfatterne Bent Blüdnikow, Aron Skop og Hanna Skop, hvordan Carolineskolen har udviklet sig både før og efter Anden Verdenskrig. Der er beretninger om alt det, man kender fra andre skoler, kærester, mobning, hårdhændede lærere og kedelige lektier, men også, og i integrationsmæssig sammenhæng nok så vigtigt, en knivskarp fokusering på skolens (skolernes) konstante bestræbelse på at lære de jødiske indvandrer- og flygtningebørn det danske sprog. Modersmålsundervisning var ikke på programmet. Adskillige er de senere prominente samfundsstøtter, som den slags jo hedder, der har trådt deres barnesko i den jødiske skoleverden herhjemme og lært, at man godt kan fastholde sin tro og sine vaner uden at behøve at fravælge flertalssamfundet. Carolineskolens tilblivelse og eksistens er således historien om at forstå betydningen af at høre til både i det nære og det fjerne uden at blive 'samspilsramt' og kriminel. Tilbage er kun at ønske et højlydt mazel tov, tillykke, både til børnene og for den sags skyld det øvrige samfund. Og gid at det må godt dem godt i mange, mange år.