Jyllands-Postens korrespondent Per Nyholm og fotograf Carsten Ingemann har begået en tyk bog om danskhed. Den er interessant at læse i lyset af den nationale vækkelse, som for nylig gav sig udslag i, at Brian Mikkelsen rettede sin danske kulturkanon mod muslimske indvandrere, og Louise Frevert aflæste en snarlig muslimsk kulturel overtagelse af Danmark i et sort sodavandsmarked i kioskerne. Nostalgi Per Nyholm er dansker, men bosiddende i Rom, og føler sig meget dansk. Men han er vældig kritisk over for danskeres skødesløse æstetik, de klæder sig dårligt og værner ikke om deres sprog. Som så mange udlandsdanskere er han nostalgiker og har et stærkt billede af det land, han voksede op i. Med en sådan forestilling i baghovedet skulle han have nemt ved at stille skarpt på det egentlige Danmark, det rigtig danske, det, der gør Danmark til, til ... ja, til hvad? I hvert fald noget andet end det, han ser. Sammen med fotografen er han i bil draget gennem landet for at finde ud af det. Forfaldshistorie Det er blevet en patosfyldt 'stedernes Danmarkshistorie', ofte fortalt i et arkaisk guldalderdansk. Det myldrer med betegnelser som »den årle morgen«, »den fede jord« og »fortidens dåd«. De tilbagevendende sammenligninger mellem dengang og nu er altid en forfaldshistorie: Dengang herskede store konger og folk, der kæmpede og ofte tabte, store kunstnere skrev om det, og skønne bygninger blev opført, i dag er vi et neurotisk folk i en grim velfærdsstat, hvor folk lever uden erindring om de sejre og især tab, der skabte landet i dets komplekse rigdom. Billedsiden bugner af romantiske landskabsbilleder af det lille menneske i den store natur, havets brusen, solen, der stiger over åen, lyset, der spiller i mågens fjerdragt under flugten. Indimellem er der så mindre skønne billeder, f.eks. af unge i Løkken med en kasse bajere eller fire hotdoggumlende og sodavandsdrikkende nutidsdanskere på en rasteplads, hvor en stor gul lastbil suser forbi. Hvad er danskhed? Inden de overhovedet havde drejet tændingsnøglen, burde de have tænkt lidt mere over selve spørgsmålet, om der overhovedet findes et egentligt Danmark. Danskhed er ikke så nem en størrelse at finde. Per Nyholm identificerer det danske i kongehistoriens højdepunkter og de store digteres ord fra Saxo over Ingemann til Kaj Munk. Men at identificere et begreb som danskhed er som at søge kernen i en tåge. Går man ind i den, ser man ingenting eller det samme. Begrebet er en samlebetegnelse for en gruppe af millioner af enheder, som i sig selv ikke har nogen af gruppens egenskaber. Nyholm går gennem Danmarks historie og ser dér danskhed alle vegne. Men når han ser på sin samtid, ser han globalisering, fedme og forfald. Den manglende forståelse for moderne liv og folkelighed tjener ham ikke til ære. Denne søgen efter det egentlig danske lider som Brian Mikkelsens kulturkanon under en underlig skæv forestilling om, at nationale grænser også er væsentlige kulturelle grænser. Danskhed er blot en tåge af alskens fænomener løseligt forbundet af nogle historiske, geografiske betingelser. Det er ikke en værdi i sig selv.